Broager, søndag d. 27. marts kl. 10.30
224 Stat op, min sjæl, i morgengry! – 446 O, lad din Ånd nu med os være – 236 Påskeblomst! hvad vil du her? // 234 Som forårssolen morgenrød – 473 Dit minde skal – 218 Krist stod op af døde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Disciplene Peter og Johannes løber til graven på opstandelsens morgen
Eugène Burnand 1898
Eugène Burnand 1898
”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Sådan slutter Markusevangeliet måske. Der er godt nok 12 vers mere i vores bibel, men disse sidste vers mangler i nogle håndskrifter. Noget tyder på, at de er tilføjet senere, for de er meget kortfattede i deres beskrivelse af mødet med den opstandne, udsendelsen af disciplene, samt Jesu optagelse til himlen.
Dette har givet anledning teorier om, at den nuværende afslutning af Markusevangeliet er en erstatning for en oprindelig, længere og mere detaljeret afslutning, som er forsvundet, eller den en tilføjelse. En tilføjelse fordi man ikke syntes, at evangeliet kunne slutte så brat; fordi man ikke brød sig om, at kvinderne var bange til sidst; fordi det ikke kunne passe, at de ikke sagde noget til nogen.
Men hvorfor skulle evangeliet ikke kunne slutte så brat, sådan helt ude af balance? Kunne der ikke lige netop være en pointe i det? Det tror jeg! Tag som eksempel det billede, som I har fået udleveret. Her er en tilsvarende ubalance. Her løber de to mænd imod den sædvanlige læseretning. De er allerede ude i venstre halvdel af billedet. Den anden halvdel, den som ligger bag dem, fylder meget, men er ikke så vigtig længere. Og foran dem, udenfor billedet, ligger det, som de er på vej frem til…
Man lad os lige se bagud først og høre, hvad der var sket: Der er ingen tvivl om, at påsken havde været forfærdelig for Jesu tilhængere og venner. Festligt indtog var den startet med Palmesøndag, men snart efter kunne de godt mærke en fjendtlig stemning. Jesus havde ikke holdt sig tilbage fra at forkynde Guds rige både i handling og i klare ord. Og farisæerne og præsteskabet havde ikke brudt sig om det, og de prøvede at stille fælder for ham for at få ham arresteret.
Og ikke nok med det, Jesus talte også mere og mere tydelig om, at han skulle dø, og at disciplene skulle svigte ham. Og de havde svigtet ham. Om aftenen i Getsemane have, hvor de var gået ud efter deres sidste måltid, havde han bedt dem om at holde sig vågne sammen med ham, mens han bad. Men de var bare faldet i søvn. Da han var blevet taget til fange, havde de alle været bange, og Peter havde som forudsagt fornægtet ham tre gange.
Og efter korsfæstelsen, da Jesus var død på korset og var blevet lagt i graven, var de alle blevet ramt af den sorteste fortvivlelse. Nu var der intet tilbage, tænkte de. Nu var alt håb ude, og alt det gode, som han havde virket og vækket i dem, havde altså været forgæves.
Og så kommer kvinderne til graven på den første dag, det overhovedet kunne lade sig gøre, efter sabbatten søndag morgen. De ville ud og salve Jesus, og derfor havde de brug for at få nogen til at hjælpe sig med at vælte stenen fra indgangen til graven. Men det var slet ikke nødvendig, viste det sig. Stenen var allerede væltet fra, og en engel fortalte dem, at Jesus var opstået. Og de fik instruktion om at fortælle til disciplene, at de skulle møde Jesus i Galilæa.
Men de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Sådan slutter fortællingen. Og sådan begynder den ny historie, den ny historie, som formodentlig ligger udenfor det billede, som evangelisten Markus har malet, men som ikke desto mindre er en del af billedet.
Der er nemlig så meget, som peger ud og videre frem. Først og fremmest det, at de ikke sagde noget til nogen. Det kan jo ikke passe, for havde de ikke sagt noget, ville ingen jo have vidst, hvad der var sket. Havde de ikke sagt noget, ville disciplene Johannes og Peter ikke være løbet til graven påskemorgen. Det er dem, som vi ser på det udleverede billede. Det er dem, der løber så stærkt, at de næsten sprænger billedets rammer. Uden for billedet er det, som ikke kan gøres noget billede af, det, som intet menneske har set, opstandelsen.
De har ikke set den tomme grav endnu, men opstandelsen eller i hvert fald opstandelsens mulighed dæmrer for deres sind. Lyset spreder sig i morgenrødens skyer. Og bag sig lægger de nu alt det, som før var så mørkt og tungt og dystert.
Det er Peter, som har mest mørkt bag sig og i sig. Han, som var udset til at være den fremmeste af disciplene og den første og største apostel, var også ham, der tydeligst havde svigtet. Men nu er der retning i hans skridt, og modsat Johannes, som stadig knuger hænderne sammen i fortvivlet håb, så er Peter klar til at handle.
Først skal han lige selv med egne øjne se, hvad kvinderne havde fortalt om, og så skal han videre, videre ud og vidne om den tomme grav og alt, hvad den indebærer. Han har hånden på hjertet klar til forkynde troen på den nåde, som betyder så meget for ham selv, den accept, som han ikke kan leve uden. Han er rede til at pege på Jesus Kristus som Guds søn og frelser…
Peter blev en stor forkynder, og disciplene spredte evangeliet vidt omkring. Gennem tiden er det nået ud i hele verden.
Vi kan overveje, om de, som hørte evangeliet først, var heldigere stillet end os, som hører evangeliet i dag. Vidnerne dengang havde jo set den tomme grav. Dengang blev opstandelsen forkyndt af en apostel, i dag må vi nøjes med at høre det fra en præst!
Men så enkelt er det heldigvis ikke. Disciplene blev nemlig først opstandelsesvidner og apostle, udsendinge, efter opstandelsen. Det skete, da de mødte den opstandne Jesus. Jesus var gået i forvejen for dem til Galilæa. Galilæa det var der, hvor de havde været sammen med Jesus i det meste af hans jordiske virke, og det var der, de skulle møde ham igen.
Og så er der det mærkelige ved det, at Jesus viser sig for disciplene allerede inden, at de er kommet tilbage til egnen Galilæa. Han viser sig for dem, når de taler om alt det, som er sket; når han siger ”Fred være med jer”, og når de holder nadver sammen. Det er som om Galilæa ikke er et sted, men en tilstand. Galilæa det er der, hvor deres hjerter fyldes med håb og brænder i dem, det er der, hvor Jesus i troen bliver levende for dem.
Troens Galilæa er således ikke bundet til et bestemt sted og en bestemt tid. Troens Galilæa er også at finde i dag. Det finder man der, hvor man hører om og møder Jesus som en levende virkelighed.
Og nu tænker I måske, at så vil jeg sige: Alt det sker i gudstjenesten, og så kan man alligevel nøjes med at høre evangeliet fra en præst! Og det kan man nok også, men jeg synes ikke, at man skal begynde der. Det er ikke det ideelle. Det var heller ikke sådan, jeg først mødte evangeliet (eller det mødte mig).
Nej, mit hjertes Galilæa var der, hvor min mor i enkle vendinger forklarede troen for mig. Som helt små hørte mine søskende og jeg om den jødiske påske, om Egyptens 10 plager, hvor den sidste plage var den, at Gud ville lade dødens engel slå den førstefødte ihjel i alle husene bortset fra der, hvor offerlammets blod var smurt på dørstolperne. Det var en barsk historie, især for en førstefødt. Og for at Gud skulle huske, at vi tilhørte hans folk, smurte vi i stedet for lammeblod rødbedesaft på døren.
Naturligvis hørte vi også tidligt om julen og barnet i krybben og alle de ting, som Jesus gjorde som voksen, da han gik omkring med sine disciple. Og så talte vi ikke mindst om påsken og dens betydning. Med sine egne ord fortalte mor om fællesskab, svigt, lidelse, død, håbløshed, og lyset, som atter brød frem, da Jesus opstod fra graven. Det onde havde ikke vundet, og det skulle heller aldrig vinde over os, ikke for alvor…
Nu er jeg blevet voksen og har svært ved at skelne mellem, hvad jeg hørte som barn, og hvad der senere kom til. Dog er jeg helt overbevist om, at mit hjertes Galilæa var der, hvor mor i enkle vendinger forklarede troen. Der blev Jesus levende for mig…
Det er kun de færreste mennesker, som kan male et billede lige så godt som Eugéne Burnand og forkynde evangeliet med oliemaling på lærred. Men alle kan med enkle ord male troens billeder på barnesindets lærred. Og der er ingen grund til at være forfærdet og bange og ikke sige noget til nogen. Husk, at der, hvor nogen siger noget til nogen, der opstår troens billeder. Og inspirationen skal nok komme, for Jesus er opstanden og gået i forvejen til Galilæa. Amen.
