Broager kirke, 19. maj, kl. 10.30
247 I al sin glans nu stråler solen – 401 O lad din Ånd nu med os være – 251 Talsmand, som på jorderige // 248 Du, som går ud fra den levende Gud – 431 – 258 Kom, sandheds Ånd og vidne giv
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«Pinsen er, siger man, den mest upåagtede af de tre store højtider jul, påske og pinse. Julen pynter vi op til. Julen giver gaver, juleferie og julemad, og alle ved, at vi fejrer jul, fordi Jesus blev født. Påsken giver ingen gaver, men den giver påskeferie og påskeæg og påskebryg, og vi pynter med gule farver og påskeliljer. I påsken mindes vi Jesu død og fejrer hans opstandelse.
Med pinsen er det noget andet. Vi har knapt pinseferie; kun én sølle dag giver det 2. pinsedag. Vi har ikke særlige traditioner med at pynte op. Faktisk er det sådan, at blomsterhandlerne ikke sælger pinseliljer. Det er for sent på året for løgplanter, siger de; det er for usikkert, hvornår de blomster; og så er der i øvrigt slet ikke noget marked for dem. Og hvad spiser vi i pinsen? Ingenting særlig!
Pinsen drejer sig om Ånd skrevet med stort. Pinse drejer sig om Guds Ånd, om Helligånden, som blev sendt til disciplene den første pinsedag, og som fik dem til at tale med nye tunger.
Guds Ånd kom over menneskene! Jamen, havde den ikke været der altid? Jo, Guds Ånd havde altid været der. Dengang, Gud skabte verden, var det jo, at Guds Ånd svævede over vandene, og uden Guds Ånd var intet af alt det, som findes, blevet til, og uden Guds Ånd kan ingenting bestå.
Guds Ånd giver liv til alt det, der er til: Blomsterne, som nu åbner sig for solens varme. Markerne og skovene, som grønnes. Fuglene, som synger og yngler og har så travlt, for de skal have deres kuld godt på vingerne og forberedt til den tid, da de skal klare sig selv.
Også mennesker lever ved Guds Ånds kraft, hvad enten vi anerkender det eller ej. Ligesom vi ikke kan lade være med at trække vejret – at ånde, således kan vi heller ikke unddrage os Guds Ånds livsopretholdende kraft, selv om vi nok så meget måtte undsige og ignorere den.
Men den del af Helligåndens virke, den skabende og livsopretholdende kraft, er ikke pinsens budskab. Det er vel ikke engang noget, som kun kristne har forståelse for. Også andre religioner tænker i den retning.
Nej, i pinsen er det noget ganske nyt, der sker, og det har nær tilknytning til jul og påske, men for at få det hele med, skal vi starte langt tilbage, helt tilbage ved skabelsens morgen.
Da Gud skabte verden, var alting godt. Intet forkert var der. Ingen strid og splid var der. Ingen krig og død var der, ingen sorg og smerte. Alt var godt. Så kom synden og ondskaben ind i verden. Hvordan ved vi ikke. Vi hører om det som en ond slange, der frister mennesket til at friste andre, til at gemme sig for Gud, til at slå sin bror ihjel. Og et andet sted hører vi om synden på en anden måde, som vi kender fra os selv: ”For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.” (Rom. 7, 15).
Den situation, at verden ikke er, som den bør være, og som den er skabt til, og at det også er min skyld, fordi synden er i mig, den situation kaldes syndefaldet.
Fra syndefaldet kan vi tage et langt spring frem til jul, den første jul, da Jesus Kristus blev født. Da steg Gud Søn ned på jorden. Da begyndte man at forstå, at Gud viser sig for mennesket som Gud Fader i himlen og Gud Søn blandt mennesker på jorden.
Jesus vandrede og virkede blandt mennesker og lærte mennesker om Guds vilje og viste, at intet menneske var for ringe til, at Gud ville vide af det.
Men først til påske viste han virkelig, hvor meget Gud elsker verden, da han led døden på korset for at tage menneskers synder på sig, for at gøre op med syndefaldet. Og Gud Fader og Gud Helligånd led også, for Faderen og Sønnen er tæt forbundne i Ånden, én Gud, som lader sig kende som tre personer, den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd.
Og Guds Søn vandt over synden og døden, da han opstod påskemorgen. Senere viste han sig for disciplene, og inden han fór til himmels for at sidde ved Faderens højre hånd, lovede han dem, at de ikke skulle være alene ligesom faderløse, for når han var taget af sted, skulle Helligånden komme og fylde deres hjerter med tro på, at alt det, som var sket, var godt, og at ethvert menneske, som tror på Jesus Kristus, skal være som skabt på ny, fri af syndens og dødens magt…
Det var det, der sket den pinsedag, da disciplene var forsamlede i Jerusalem. De fik nye tunger. De fik nyt mod. De fik ny forståelse. Og de spredte budskabet. De kunne simpelthen ikke holde mund med deres tro, for Helligånden virkede i dem…
Helligåndens virke i verden og i mennesker kan være vidt forskellig. Nogle mennesker er vel blevet drevet ud i verden for med store ord og gerninger at fremme Guds rige, at forkynde ordet om Jesus Kristus og i hans navn at tilgive synder, så mennesker kunne blive sat fri til nyt liv. I andre har Helligånden virket trøst.
Men vigtigst er det, at i alle er det Helligånden, der udvirker, at Guds ord bliver levende for dem, for mennesket kan ikke selv trænge sig frem til Gud. Gud må hente ethvert menneske til sig og tage det i favn.
Martin Luther siger sådan derom: ”Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro. I denne kristne menighed forlader han daglig mig og alle troende al synd rigelig og vil på den yderste dag opvække mig og alle døde og i Kristus give mig med samt alle troende evigt liv. Det er vist og sandt.”
Vi kan forsøge at forstå og begribe Guds gaver og Helligåndens virke, men måske skal vi først og fremmest gøre, som vi hørte i ordet ved dåben, nemlig tage imod Guds rige ligesom et lille barn. Dvs. regne med at Gud passer på os og vil os det godt. Og så bør vi lære at bruge det allersmukkeste ord, som findes i det danske sprog. Det er ordet ”tak”.
Tak Gud, for at du med din Ånd er til stede blandt os denne pinse og altid. Ja...
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,Amen.
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
