Sandhed og retfærdighed i kærlighedens lys

4. s.e. Trinitatis 2001. Luk 6,36-42
Sct. Marie kirke søndag d. 8. juli kl. 10.00
3 Lovsynger Herren - 401 O, lad din Ånd nu med os være - 488,2+7; 608 Kærlighed er livets kilde // 595 Nåden hun er af kongeblod - 431 - 596 Den nåde, som vor Gud har gjort
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordøm­mes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«
    Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hyk­ler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«
”Hvad er sandhed?” Det er det spørgsmål, som Pilatus stillede, da han havde Je­sus til forhør. Jesus havde fortalt, at han var vidne om sandheden, men Pilatus slog ud med armene, opgivende overfor et så stort begreb; det kunne han slet ikke forholde sig til. Han syntes egentlig, at Jesus var uskyldig i forhold til anklag­erne, og det sagde han også flere gange til dem, der anklagede ham, men da de fastholdt anklagen, lod han processen gå sin gang.

”Hvad er sandhed?” Det har aldrig været et let spørgsmål at svare på. I vores moderne, materialistiske verden burde det måske være det. Man kan jo måle og veje alting. Man kan tælle atomer, og det gamle spørgsmål om, hvor mange engle, der kan stå på spidsen [egt. hovedet] af en nål, kan man nu til dels angribe meget systematisk: En nålespids er - set i et elektronmikroskop - meget bred og flad. Adskillige ato­mer er dens diameter, og kendte vi blot størrelsen på en engel, så ville vi kunne sige nøjagtig hvor mange engle, der ville være plads til.

Men naturligvis er spørgsmålet lige så tåbeligt, som altid har været. Her hjælper det ikke, at vores observationsevner mht. det tællelige og målelige i dag er langt mere nøjagtige end før i tiden. Det gør overhovedet ikke nogen forskel. I hvert fald ikke, hvis man regner med, at der findes noget i verden, som unddrager sig menneskets observation, viden og kontrol. Hvad hjælper det at kende nålen i mindste detalje, når vi kun kan begribe engle flygtigt som budbringere af Guds vilje?…

Vender vi os til evangelieteksten, hvor Jesus taler til sine disciple, ja til os, om at vi skal være barmhjertige, ikke fordømmende men tilgivende, er det måske meget nærliggende at stille spørgsmålet: ”Hvad er retfærdighed?”

Almindeligvis er retfærdighed, at man bliver dømt efter sine handlinger. Hvis man har gjort noget galt, må man tage straffen. Hvis man har forbrudt sig, må man betale prisen. Sådan er loven, både straffeloven og det, som man kalder livets lov, dvs. de lovmæssigheder, der gælder i menneskers liv med hinanden.

Og nu siger Jesus noget helt andet. Fordøm ikke, tilgiv! Er det retfærdigt? Er det ikke blødsødenhed og pladderhumanisme? Jo, det kan det da godt blive til. Vi må formode, at Jesu ord ikke kan bruges i en hvilken som helst situation.

Jeg kan ikke gå hen i banken og sige: ”Tilgiv mig overtrækket på min konto! Eftergiv mig min gæld, så jeg kan starte på en frisk i næste måned! Vær en god kristen bank, som følger Jesu ord!” Nej, det går ikke. Skulle banken følge min opfordring, ville den snart have mange kunder, men ingen penge og så gå fallit.

Forbryderen kan heller ikke sige til politimanden eller dommeren: ”Lad mig gå, tilgiv, døm ikke!” og så regne med, at det sker. Heldigvis ikke, for så ville vort samfund snart være uudholdeligt at leve i…

Ja, men hvor gælder så Jesu ord? Jesu ord gælder dig og mig. Lad banken være nøjagtig og tælle på knapper. Lad politiet og domstolen gøre deres arbejde grundig og samvittighedsfuld. Men tilgiv selv!

Måske lyder det stadig lidt hult, ligesom der ikke rigtig er kraft i opfordringen? Som når den gamle sidder i sin stol og formaner de hujende børn, som skændes og løber omkring. ”Kære børn”, siger han, ”forlig jer dog, vær gode ved hinanden, vær stille!” Og det eneste, han ønsker, er at få fred og ro, så han kan sove mid­dags­søvn.

Jo, opfordringen til barmhjertighed og fordragelighed kan godt få en lidt forkerte lyd, men sådan må vi ikke høre det. Jesus er ikke hvem som helst, og Gud Fader i himlen er ikke en gamling, som sidder i sin lænestol og blot ønsker fred og fordra­gelighed for husfredens skyld.

Opfordringen til barmhjertighed, til ikke at fordømme, til at tilgive begrundes jo med faderens barmhjertighed. Dvs. Gud Faders barmhjertighed. Han har skabt os, og vi er skabninger, som er skyldige ikke at bedømme vore medskabninger hårdere, en vi selv ønsker at blive bedømt. Ja, ikke bare det, vi er også selv under barmhjertighed. Ved vores dåb fik vi synligt korstegn, vand og håndspålæggelse og usynligt Helligåndens kraft, hvorved vi blev genfødt og fik skænket syndernes forladelse nu og altid.

Det er med den barmhjertighed som baggrund, at vi skal tilgive, vi, som selv har fået og vil få meget tilgivet.

Så stadigvæk: ”Hvad er retfærdighed?” Jo, det er, at vi, som er uretfærdige, må leve i Guds nåde og tilgivelse. Det må nok siges at være en anden retfærdighed, end den man almindeligvis kender til

Guds retfærdighed er, at Gud vil have med os at gøre også selv om vi er uret­fær­dige, uværdige, fordømmende osv. Ja, vi får i pose og sæk uden at have for­tjent det. Det er jo det, det betyder, udtrykket: ”Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen”.

Og det er altså ikke havre til hesten, der menes med det udtryk, men alt godt fra Gud - kærlighed, himmerigets frugt, at Gud tager os i sin favn…

”Men”, er der nogle der siger ”alle disse ord om barmhjertighed, de er jo slet ikke til at overholde. Mon ikke blot det et uoverstigeligt, uoverskueligt, utopisk krav, som Jesus har stillet for at gøre os opmærksomme på, at vi slet intet kan gøre selv?”

”Er det ikke”, kunne man spørge sig selv, ”netop det Paulus taler om, når han siger, at loven er ’en tugtemester til Kristus, for at vi må blive retfærdiggjorte af tro’?”

Jo, det er det netop, men ikke blot. Selvfølgelig kan og skal vor utilstrækkelighed overfor loven - Guds lov, livets lov, almindelig anstændighed, eller hvad vi nu ikke formår at overholde og leve op til, selvfølgelig skal opmærksomhed på den util­strækkelighed, den mangel, den synd drive os til Kristus, til Guds nåde.

Men det er nu ikke hele lovens funktion. Budet gælder stadig: Du skal elske Her­ren din Gud og din næste som dig selv. Dvs. du skal gøre, hvad Gud vil, og hvad der gavner din næste. Ellers ville Jesus jo heller ikke have sagt at ”En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.”

Den kærlighed, som du møder, er du skyldig at række videre. Se, det er sand­he­den fra Gud. Ikke målets og vægtens sandhed. Ikke statistikkens sandhed. Logik­kens sandhed, fornuftens eller de barske realiteters sandhed, men den sandhed, at kærlighed er livets kilde. Amen.