Se her kommer mutter

15. søndag efter Trinitatis 2000. Luk. 10,38-42
Notmark kirke, d. 1. oktober kl. 10.00. Hør prædiken...
378 - 268 - 278 // 48 - 854 - 488,2+7 - 51 - 675
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
De havde nok glædet sig i mange dage, Martha og Maria, for mon ikke rygtet var løbet i forvejen: Jesus og hans disciple, som var på vandring, nærmede sig nu byen. Martha og Maria havde allerede nået at forberede sig. De havde fået ryddet op, flyttet om på møblerne, tilberedt festmad og pyntet med blomster. Alt var klappet og klar. Og nu var han her, Jesus, Herren. Det skulle vel nok blive en dejlig dag; hvor ville de nyde hans besøg!

Så kommer han, den længe ventede gæst, og Martha byder ham indenfor. De er gode værtinder, de to søstre. Maria sætter sig hos gæsten og lytter opmærksomt, imens Martha varter op. På hver sin måde giver de gæsten hele deres opmærksomhed; den ene lytter og den anden tjener. Alt er, som det skal være.

Og så er der alligevel noget i vejen. Martha går og ruger over det, det gnaver inden i hende, hun synes, at det er for galt. Og så tar’ hun mod til sig og står frem og siger: ”Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig!” Så kom det ud - som en hel eksplosion, for ærgrelsen havde ligget og gæret, og nu var der tryk på. Og både gæsten og søsteren får læst og påskrevet.

Hvad er det, som får Martha til at hidse sig sådan op? Hvad er der galt? Det, der er galt, er bekymringer og uro for mange ting. Sådan er det for Martha, og sådan er det for os.

Vi kan måske grine lidt af Martha og tænke, at hun da også er latterlig. At hun er en af flinkeskolens piger, som går alt for meget op i ydre ting, alle de småting, som i grunden ikke betyder noget. At det kunne være Martha, som Rachel Rastenni sang om: ”Se her kommer mutter med kost og spand, med skrubbe og klude og sæbevand, nu bli’r der en plasken, en sjasken og tørren, for påske og pinse og jul står for døren.”

Det er den ene side af Martha, men er det hele sandheden om hende? Nej, det er det ikke! Martha er også et ansvarligt menneske, et menneske, som passer sit arbejde, en som svarer enhver sit. Uden mennesker som Martha ville ingenting fungere. Det er den anden side af Martha.

Hvordan har vi det selv med bekymringer? Kan vi sige os fri for dem? Nej, det kan vi ikke. Hvem kender ikke til alle de overflødige og unødvendige bekymringer, som man kan være trykket af. Vi går rundt med dem som besværlige og uvelkomne gæster. Når vi prøver at smyge dem af os, sidder de desto bedre fast.

Unødige bekymringer burde ikke ha’ den plads i vore liv, som de har. De kommer nemlig ikke altid af det, som er sket, af noget konkret, håndgribeligt. De er misvækster i vore liv; de strækker deres rødder ind i fremtiden, i det, som måske kan ske, eller i det, som jeg måske ikke når at få gjort, og således nasser de på fremtiden, fylder nutiden og truer med at lamme handlingen.

Og så på den anden side: der er jo ting, som vi skal bekymre os for. Vi er jo ansvarlige mennesker. Vi skal bekymre os om og sørge for det og for dem, som vi har fået betroet. Vi skal passe vort arbejde og tage vare om vore medmennesker: vores familie, venner og bekendte, kolleger og hvem vi nu møder på vores vej.

Spændingen mellem ansvarlighed og unødige bekymringer kender vi godt: I søndags fejrede vi høstgudstjeneste - her i Notmark kirke og i mange andre kirker rundt omkring. Vi forberedte os og vi har pyntede med blomster. Også før høsten forberedte vi os. Vore forfædre ryddede marken for stene engang. De sled og slæbte, de byggede og forædlede, de lod det vokse i generationer og overlod os et rigt land. I foråret såede vi - landmændene i hvert fald og de, som dyrker deres have, - og så ventede vi. Så var der i grunden ikke så meget at gøre, andet end at lade regnen regne og solen skinne. Det havde vi slet ingen indflydelse på, og enhver bekymring var unødvendig. Så kom høsten, og den blev god. Det kan vi sige nu, hvor det meste er i hus; kun mangler der at blive høstet majs, og hyldebær og æbler er der stadig på træerne. Vi høstede meget mere end vi såede, og takken tilkommer Gud, for hvad magted vi vel, om han ej gav held? Det vokser jo, medens vi sove.

Nu må man ikke tro, at det bare gælder om at skelne mellem de dårlige og de gode bekymringer, at vælge de dårlige fra og bekymre sig om det, som virkelig er vigtigt, det som virkelig tæller. At være ansvarlig. At kende sin plads. Også det kan gå galt.

Ansvarlig det er faktisk, hvad Martha er. ”Hun gnider panelet med vaskeskind, med rumpen i vejret og knæene ind, for den, som vil ligge lidt foran sin næste, må styrte omkring som en hvirvelvind.”

Martha er meget ansvarlig, så ansvarlig, at hun synes, at hun er foran sin dovne søster. Det må da give point hos Jesus; det kan han da ikke bare være ligeglad med. Han må da lægge mærke til, at hun er på førstepladsen. Han må da sætte Maria på plads. Nu, med det samme: ”For tiden er så kort, og det ku’ hænde, hun kom for sent, for sent til verdens ende.” Under dække af ansvarlighed lader Martha sig gribe af misundelse.

Det er næsten, som når der kommer et lille nyt barn i en familie. Så er det ikke let for storesøster at finde ud af, hvordan hun skal forholde sig. Den lille får så meget opmærksomhed, og er der nu plads til mig? En kort tid forsøger den ældre søster at møve sig op på mors skød og skubbe den lille væk. En kort tid er hun misundelig - en kort tid - indtil hun erfarer, hvem mor er: At mor har kærlighed nok til dem begge, både til den store pige, som kan noget, og til den lille spæde, som slet ingenting kan selv: ”Martha, Martha, du gør dig bekymringer, men det er slet ikke nødvendig: der er kærlighed nok til jer begge. Der er også tid til dig.”

Maria sætter sig ved Herrens fødder og lytter til hans ord. Maria har ikke meget at komme med, men hun kommer med sig selv, så ringe, som hun nu er. Som et lille barn, der ved, at det er helt afhængig af sin mor. Således er Marias sindelag, således er Marias hjerte. Det er det ene fornødne. Det er den gode del. Det er nok.

Det er også nok for os, som sidder her, som står her med alle vore dårlige og gode bekymringer, for også vi får besøg. Ligesom Martha og Maria får vi besøg af Herren, Jesus Kristus. Vi får besøg af ham nu. Det lovede han, da han sagde: ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” Han kommer til os nu. Han kom til os første gang, da vi blev døbt. Da lød ordene: ”lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre; thi Guds rige hører sådanne til”. Da tog han os i favn og lagde hænderne på os og velsignede os. Og han er selv tilstede ved nadveren, hvor han er både vært og gæst.

Når vi får besøg af Jesus Kristus, så kan vi kun bede: Giv os Marias hjerte og Marthas hænder, så vi kan sige:
Herre, jeg vil gerne tjene,
tjene dig og dig alene,
ta’ og brug mig, som du vil!
Hvad jeg ejer, har du givet,
hver en evne, selve livet,
dig det hele hører til.
Amen.