De havde fået en søn

2. søndag i fasten 2000. Markus 9,14-29
Aller og Fjelstrup kirker d. 19. marts. Hør prædiken...
550 - 178 - 479 // 552 - 36
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til discip­lene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ære­frygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
    Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så for­barm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte dreng­ens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
    Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
    Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«
De havde fået en søn. Det var deres første barn, og han var et rigtigt øn­ske­barn. Børneværelset var blevet gjort klar, kun manglede der at blive malet og hængt gardiner op, men de havde ikke villet vælge farver og mønster, førend de vidste, om det blev en dreng eller en pige. Nu blev farven lyseblå, og mønsteret noget med biler og traktorer og gravkøer.

I begyndelsen var alt, som det skulle være. Drengen trivedes, han havde den kulør, som små børn skal have: en svag lyserød farve, som var bleg­ere, når han havde ligget udenfor i barnevognen og sovet i den kolde, fris­ke luft, og som var mere rød, når han var sulten og utålmodig og skreg efter mad. Solen skinnede i deres liv, syntes forældrene, og de var så lykkelige, at de undertiden blev helt bange og tænkte: hvor længe kun­ne denne lykke vare ved?

Lidt efter lidt begyndte skyggerne at komme. De første tegn så de ikke di­rek­te, men sundhedsplejerskens bekymrede blik smittede dem med uro, og hendes lidt for hyppige besøg nærede deres frygt. Snart kunne de selv se, at drengen ikke udviklede sig helt så godt, som andre børn i hans al­der: han kom senere i gang med at kravle, med at gå, og med at tale. Og ind i mellem fik han disse voldsomme anfald, som forældrene vænnede sig nogenlunde til, men som rystede andre en hel del.

Drengen var flere gange indlagt til undersøgelser, men til sidst endte det med, at lægerne intet kunne gøre, andet end at give sygdommen et navn, og de kunne ikke sige noget om, hvordan det ville gå fremover.

Nu var det jo ikke et svar, som man kunne stille sig tilfreds med. ”Kunne der ikke gøres noget? Er det vores lod her i livet, at vi skal se vores barn lide af sygdom, mens vi er raske? Kunne det i det mindste ikke have været os og ikke ham, der var ramt af sygdom?”

”Det er vist spørgsmål, som falder udenfor vores område”, svarede læ­ger­ne, og en af dem huskede så hospitalspræsten. ”Gå hen og tal med hospitalspræsten, han kan måske hjælpe jer!”

Det var en gammel, erfaren hospitalspræst, som forældrene mødte. En af dem, der så tit havde kæmpet med de onde ånder, men gang på gang hav­de erfaret, at han ikke kunne drive dem ud. Han havde så ofte bedt inder­ligt, han havde så tit knyttet sine hænder i afmagt, og han havde nogle gange, når han var alene, både slået i bordet og råbt og grædt.

Præsten kendte sin afmagt, og det gav ham ro. Han vidste, at han ikke formåede at gøre de syge raske. Og han tog det på sig, når folk i deres skuffelse vendte sig mod ham og skældte ham ud - enten direkte med ord eller indirekte med blikke, der sagde: ”Nå, du kunne altså heller ikke hjælpe!”.

Nej, han kunne ikke hjælpe. Der var aldrig ret meget, han kunne gøre, andet end at bede og fortælle historier. I dag fortalte han historien om Jesus, der helbredte en syg dreng.

Han fortalte, at Jesus havde været oppe på et bjerg med nogle af sine nærmeste disciple. Der havde de stået sammen og set et glimt af himlen. Luften havde været klar og skarp, og Guds herlighed havde omgivet dem. De var fyldt af en lykke, som ikke hørte denne verden til. De havde lyst til at blive i det høje, men de vidste, at de havde opgaver i det lave.

Så drog de ned igen, og ligesom landskabet og vejret og luftens klarhed ændrede sig fra det høje til det lave, så var situationen hernede også en hel anden. Atmosfæren var spændt. Disciplene og farisæerne diskuterede frem og tilbage.

”Forstår I”, sagde præsten til de to forældre, ”disciplene og farisæerne er lidt i samme situation som lægerne her på sygehuset og så mig, for der var netop kommet en far med sin syge dreng hen til dem. Han havde bedt dem om at hjælpe, og de havde prøvet, men de kunne ikke.

Og Jesus blev vred. Han blev vred over alt deres snak om, hvorfor dren­gen var syg, og deres spekulationer om, at det måske var forældrenes egen skyld. Og han blev vred over, at det onde havde en sådan magt i verden: ikke blot var der lidelse og sygdom til - og det var slemt nok - men ondskaben fik også menneskene til at skyde skylden på hinanden, og den fik dem til at glemme Gud.”

”Ja,” forklarede sygehuspræsten videre, ”de havde alle sammen mistet håbet og havde givet op. Kun én havde ikke givet op, nemlig drengens far. Tro havde han ikke meget af, måske havde han slet ingen tro, men så havde han noget alligevel, nemlig vantro. Vantro er troens skygge, og selv om vantro kan synes at være et onde, så er den dog et tegn på et gode, for vantro kan slet ikke være til uden tro.

Og så kom drengens far med sin vantro og råbte : ’jeg tror, hjælp min vantro!’ Og Jesus helbredte den syge dreng.”

”Jeg ved ikke,” fortsatte præsten, ”om Jesus vil helbrede jeres dreng. Jeg ved det ikke, og ingen kan vide det, og skulle han få det bedre eller blive helt rask, så vil vi heller ikke kunne vide hvorfor.

Ligegyldig, hvad der sker, så tror jeg dog. Jeg tror, at Gud vil, at alt en­gang skal blive godt. Jeg tror, at Gud, som skabte verden og satte men­nesket i paradiset, atter engang vil genoprette sin verden.”

”Nogle gange”, sagde præsten, idet han tog en bog ned fra reolen, ”lader jeg mig trøste af noget, som Kaj Munk skrev”, og han læste:

”Der har jeg set et dejligt syn. Det var inderst inde i para­dis­ets have, der hvor der mest er skærmet mod vinde ude­fra. Det al­ler­skønneste sted der­inde det var indrettet for de børn fra jorden, der havde været noget i vejen med. 
Allerede helt ude ved indgangen havde de mødt Jesus. Må­ske det var hver onsdag formiddag, han gik ud for at mod­tage dem. Åh, sikke et syn deroppe ad himmelvejen med sygestole og krykker og kunstige ben og fam­lende hænder, der skal erstatte synet i hvide øjenæbler. Små epi­lep­ti­ke­re falder for hvert andet skridt, for tidlig fødte rokker frem på tænd­stik-lemmer med det store hoved svajende fremover, det glimter ondt fra skumle øjne, skrig skærer til marv og ben, og lallen får hjertet til at bløde. 
Men der står Jesus i sin hvide kittel; hans øjne er fugtige, og af og til hvis­ker han: Min jord, min jord, min stakkels jord, alle mine arme børn! Og efterhånden som de vinder frem til ham, byder han dem en for en goddag og velkommen, han tager dem under hagen, han ånder på deres krympede hæn­der, han trykker de eksemfyldte hoveder tæt ind til sig. 
Så begynder det at knurre og suse i luften, noget dunkelt og hem­me­lig­heds­fuldt prøver at finde form, sætter sig i gang, tager fart, jager hvin­ende bort, et tåget noget, to, mange, en hel hær på flugt, de onde ånder har mødt mesteren over alle ånder, godheden selv, de kan ikke være i hans nærhed, de må flygte.
Men de gode ånder, små-englene, netop de, der sang jule­nat: Ære være Gud i det højeste, fred på jorden, i men­ne­sker Guds velbehag, de kom­mer flyvende nu, med hvide forklæder på, de slår kreds om de helbredte børn og fører dem ind i det allerinderste og lærer dem paradisets dej­lig­ste og vildeste lege.” *
Da han havde læst det, tog præsten afsked med forældrene. Han var lidt usikker i blikket: ”Jeg ved ikke… Jeg ved ikke, om jeg overhovedet har hjulpet jer, for jeres lille dreng er syg nu, og her har jeg siddet og snak­ket om paradiset og om tro og bare udstedt blanco-checks …”

Men forældrene trykkede ham fast i hånden. Moren smilede stille. Faren så på ham med et fast blik og sagde: Jeg ved heller ikke, men jeg tror, at der er dækning!” Amen.


* Kaj Munk: Med Ordets Sværd, Danske Prædikener 1941-1942, 2. Samling af , Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, 1942.


2. Søndag i Fasten.

Mathæus fortæller:

Og Jesus gik bort derfra og drog til Tyrus’s og Sidons Egne. Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, raabte og sagde: »Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af en ond Aand.« Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til, bade ham og sagde: »Skil dig af med hende, thi hun raaber ef­ter os.« Men han svarede og sagde: »Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hjælp mig!« Men han svarede og sagde: »Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.« Men hun sagde: »Jo, Herre! de smaa Hunde æde jo dog og­saa af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord.« Da svarede Jesus og sagde til hende: »O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!« Og hendes Datter blev hel­bredt fra samme Time.

Begge Evangelierne til i Dag handler om stor Forældresorg, den næst­tungeste af alle (for den tungeste er vel Tugthuset): den lille sinds­syge Pige og den epileptiske Dreng. Den Tid kalder slige Sygdomme for Besættelse af en ond Aand. Nu er vi saa kloge, at vi ikke længere tror paa Aander. Nu tror vi bare paa Legemer. Saa længe vi endda har dem! vil nogle mene, og det kan de have nogen Ret i. Det gaar jo fort med Ud­ryd­delsen af begge Dele. 
      Af og til kan man falde paa, at det var maaske dog ikke saa daarlig en Betegnelse, det Ny Testamentes Mennesker brugte om Sindssyge. Hvad ved vi endnu om Forholdet mellem Sjæl og Legeme? Sindslidende kan kropslig set være bomstærke. Man kan ikke operere Sindssygen ud af dem. Men er der nogen Sandhed i det gamle Ord om øjet som Sjæles Spejl, kan man stundom i to egentlig smukke øjne se en Sjæl spejle sig, som man synes slet ikke har hjemme der; en fremmed Aand er landet i det Menneske; der er kommen en Gøgeunge i Reden, og hvor bad man til, der var en, der kunde smide den ud. 
      Den Evne havde Maries Søn; han var saadan en Kender af Sjælelivet, at de Gaader, der endnu er lukkede for os, stod aabne for ham. Han talte Almagtens Ord ud af sit Hjertes Godhed, og Ondskabens Aandetrup maatte fly.
      Der er nok mange gode Naboer, der har haft ondt af den kananæiske Kvinde. De har ynket hende, og de har snakket med hinanden om, at det var ligegodt sært, at saadan et Barn blev født, og Vorherre lod det blive ved at leve. Det var der egentlig, om En ellers turde sige det, slet ingen Mening i. Men det var der god Mening i. Det viste sig siden hen. Det er mærkeligt, at Mennesker kan blive ved med at være saa dumme, at de dog vil være klogere end Gud. Uden denne sølle lille Pige var den kana­næiske Kvinde aldrig kommen til Jesus. Hun havde aldrig faaet sin stør­ste Oplevelse, sit Livs egentlige Oplevelse. Og Verden havde været en af sine skønneste Fortællinger fattigere, en af de ganske faa Historier, der er dens Fælleseje, og paa hvilken den lever sit Liv. Den kananæiske Kvinde havde i Prøvelsens haarde og lange Skole lært den Ydmyghed, der gør hende til et Mønster for os alle, og uden hvilken Miraklet aldrig havde kunnet blomstre frem i hendes Have. 
      Og saa skal min Prædiken i Dag da være rettet til jer, mine kære Med­kristne, der har maattet sende en eller anden, I holder af, hen til den tungeste Sorgs Hospitaler; den skal være rettet til jer Mødre, der har oplevet saa tung en Smerte som at føde et Barn til Verden, der ikke var som andre Børn. I gammel Tid havde de et frygteligt Ord, der hed en Skifting. De kunde bilde sig ind, at hvis et Barn udviklede sig til noget unormalt, havde Troldene været der om Natten og stjaalet Barnet, helst før det var døbt, og lagt et Troldebarn der i Stedet. Det var jo hedensk og gudsforgaaen Snak. Det lille Barn er vort, det er sendt os af Gud, og dog er det, som der er noget ved det, der ikke er af Gud. Troldene har faaet nogen Magt over det, den største Trold af dem alle har set sit Snit til at røre det, det er det, vort nye Testamente kalder Besættelse af en ond Aand. 
      Der er Stemmer oppe i Tiden for at indføre Love om, at hvis For­æl­dre og Værger finder det. rettest, og Læger støtter dem, saa kan der, naar alle Sikkerhedsforanstaltninger mod Misbrug er truffet, skænkes uhel­bred­e­lige Stakler en naadig Død. Mange stempler disse Røster som strid­ende mod al Kristendom; det er ikke rigtigt. Med fuld Ret kan man sige, det er ukristeligt, der ikke allerede er gjort Skridt i den Retning. I det gamle Testamente har Gud aftegnet Menneskehedens Levnedsløb med de Ord, at vi skal gøre os Jorden underdanig — altsaa ikke gøre os underdanige under den. I det nye Testamente har Kristus vist os, at »alt hvad I vil, at Menneskene skulle gøre mod eder, det gøre I ogsaa mod dem.« Hvem giver os Lov til at lade vor Næste lide unødvendigt? 
      Men dette er jo ud af en Tankegang, der endnu ikke har klaret sig saa meget, at den kan slaa ud i Handling. Det hører Fremtiden til. Guds Ord vil hjælpe os i vor Kamp for at finde vor Vej ind i Fremtiden, men det kaster ogsaa Lys over Vejen i Dag. Historien om den kananæiske Kvinde kommer til kristne Mennesker og viser os Mening, hvor Verden kun ser Meningsløshed. Ja, vær vis paa, at Gud har meget at sige hvert Par For­ældre derigennem, at det onde har faaet Lov at røre ved deres Barn. Jeg har set Hjem, hvor en hjælpeløs bitte Stakkel bandt dem alle i Huset sammen i een stor Kærlighed. Jeg tænker særlig paa eet Tilfælde, Stym­peren var vel en 8-9 Aar, dinglende og lallende, mange Søskende var der, men aldrig saa jeg nogen af dem forlade Huset, uden at de først var henne at tage Afsked under Kærtegn og Pludren med den lille. Jeg har set en Mor blive ved at leve meget længere, end hun egentlig kunde, for ikke at overlade en aandssvag Søn til en ufølsom Verden — og han var hele Indholdet i hendes Liv. Jeg har set Mennesker inderliggøres og forædles under den daglige Prøvelse. For slet ikke at tale om de Tilfælde, hvor man fik et Indtryk af, at den Sindssyge med sine blottede Nerver og sær­egne Sanser kunde være Guds og selve Livets Mening nærmere, end vi normale nogensinde naar under disse Stjerner. 
      Det andet Sted er oppe i Himlen. 
      Der har jeg set et dejligt Syn. Det var inderst inde i Paradisets Have, der hvor der mest er skærmet mod Vinde udefra. Det allerskønneste Sted derinde det var indrettet for de Børn fra Jorden, der havde været noget i Vejen med. Allerede helt ude ved Indgangen havde de mødt Jesus. Maa­ske det var hver Onsdag Formiddag, han gik ud for at modtage dem. Aah, sikke et Syn deroppe ad Himmelvejen med Sygestole og Krykker og kun­stige Ben og famlende Hænder, der skal erstatte Synet i hvide øjenæbler. Smaa Epileptikere falder for hvert andet Skridt, for tidlig fødte rakker frem paa Tændstiklemmer med det store Hoved svajende forover, det glimter ondt fra skumle øjne, Skrig skærer til Marv og Ben, og Lallen faar Hjertet til at bløde. Men der staar Jesus i sin hvide Kittel; hans øjne er fugtige, og af og til hvisker han: Min Jord, min Jord, min stakkels Jord, alle mine arme Børn! Og efterhaanden som de vinder frem til ham, byder han dem en for en Goddag og velkommen, han tage: dem under Hagen, han aander paa deres krympede Hænder, han trykker de exem­fyld­te Hoveder tæt ind til sig. Saa begynder det at knurre og suse i Luf­ten, noget dunkelt og hemmelighedsfuldt prøver at finde Form, sætter sig i Gang, tager Fart, jager hvinende bort, et taaget Noget, to, mange, en hel Hær paa Flugt, de onde Aander har mødt Mesteren over alle Aander, Godheden selv, de kan ikke være i hans Nærhed, de maa flygte. Men de gode Aander, Smaaenglene, netop de, der sang Julenat: Ære være Gud i det højeste, Fred paa Jorden, i Mennesker Guds Velbehag, de kommer flyvende nu, med hvide Forklæder paa, de slaar Kreds om de helbredte Børn og fører dem ind i det Allerinderste og lærer dem Paradisets dejligste og vildeste Lege.