Fjelstrup og Aller kirker d. 26. marts. Hør prædiken...
519 - 273 - 132 // 411 - 559
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.«Sikke en stridssamtale vi hører i dag! Kort sagt siger Jesus: I har Djævelen til far. I er fulde af løgn. Min far er Gud i himlen. Jeg taler sandt. Og det her er et spørgsmål om liv og død.
Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
Hvad er det for noget det her? Er det ikke ligesom, når to børn skændes og siger: min far er stærkere end din far? Er det ikke vældig upædagogisk af Jesus at udtrykke sig så firkantet? Eller er det måske evangelisten Johannes, som giver et fortegnet billede af Jesus, for er Jesus ikke mild og forstående? Kan det virkelig passe, at der skal tales så unuanceret? Er det sådan, man skal møde mennesker med evangeliet?
Indvendingerne er mange, og vi kan ikke springe let hen over dem. Det er nemlig ikke altid sådan, der skal tales. Tænk bare på apostlen Paulus, som ellers nok kunne finde på at bruge stærke ord og sige tingene direkte.
Han havde virkelig forstand på det her med dialog. Han kunne nærmest finde på at rose grækerne for deres afgudsdyrkelse, da han så, at de havde sat et alter op for en ukendt gud. Han var villig til at bevæge sig meget langt for at komme i kontakt med alle slags mennesker: han ville le med de glade og græde med dem, som var ked af det; han ville være jøde blandt jøder og græker blandt grækere - ja, havde han levet i dag, ville han sikkert have besøgt både steder, som ligger udenfor det normale som rockerborge, sexmesser og asylcentre, og mere almindelige steder som indkøbscentre, arbejdspladser og forsamlingshuse.
Og så ville han alle disse steder have forkyndt evangeliet om Jesus Kristus. Og han ville have været meget forstående og pædagogisk og indlevende og hvad, der nu skal til, når man har et godt budskab, som man så gerne vil dele med andre mennesker.
Jo, samtale og gensidig forståelse må der til, men på et eller andet tidspunkt må det komme til en afgørelse. Det giver ikke mening at diskutere, om 2 + 2 er 4, eller om man skulle give nogle lov til at køre i venstre side af vejen for at undgå ensidighed. Der er kun én rigtig løsning, der er kun én side, som er den rigtige.
Men nu er det jo ikke sådan, at det er forhærdede gudsfornægtere eller satanister eller ateister, som Jesus her har sammenstødet med. Det er gode, fromme mennesker, som aldrig kunne finde på at sige, at 2+2 er 5, og som aldrig kunne finde på at køre i den forkerte side af vejen, hvad enten det skal forstås i direkte eller overført betydning. Javel, det er jøder, som det drejer sig om her, men kunne det ikke også dreje sig om danskere?
Hvor mange danskere siger ikke: ”Vi er gode, kristne mennesker. Vi overholder de regler, som nu skal overholdes og ofte lidt til.” Ja, mange siger endog: ”Jeg tror på Gud, men bare på min egen måde.” Eller de siger: ”Kan man ikke være en god kristen uden at tro på det, som bliver sagt i kirken? Mon ikke vi er lige så gode kristne, som dem, der går i kirke?”
Og man kan så tvivle på eller tro på deres godhed, alt efter hvem der udtaler den. Der er jo gode mennesker og dårlige mennesker overalt, både udenfor kirken og indenfor kirken. Men det er slet ikke det, som det kommer an på. Det er ikke min eller din godhed, det kommer an på. Hvis man tror det, så ligger man under for en djævelsk misforståelse.
Djævelsk siger jeg, og jeg mener djævelsk helt bogstavelig. Djævelen er nemlig helt vild med gode mennesker. Jo bedre de føler sig, jo bedre er det for Djævelen. Og skulle de sidde i kirken og føle sig gode, så er det såmænd heller ikke så ringe.
Ja, det kan da godt være, at djævelen i første omgang glæder sig mest over åbenlyst onde og forbryderiske mennesker. En massemorder, en voldtægtsforbryder eller en satanist, som vælter gravsten og maler sine onde symboler på kirkedøren giver sikkert djævelen en kort nydelse, men det er ikke noget, der varer. Det er ikke noget at satse på. En hver idiot kan jo se, at der i sådanne tilfælde er den skinbarlige ondskab på færde, og så tager de afstand fra ondskaben. Nej, sådanne frontalangreb fra Djævelens side er alt for tydelige. De koster for meget i forhold til, hvad man kan få ud af dem.
Derfor er det, at Djævelen gerne vil have gode mennesker til at arbejde for sig. Gode mennesker er nemlig gode agenter, som kan arbejde i det skjulte, uden at nogen lægger mærke til det, og uden at de selv ved, hvem der styrer dem. Og Djævelen er slet ikke interesseret i, at der er nogen, der tror på Djævelen. Det er nemlig nok, at de ikke tror på den sande Gud. Og det passer Djævelen ganske udmærket, hvis mennesket selv skaber sig guder, som de kan tro på i stedet for den sande Gud.
Og der er så mange afguder, som mennesket kan dyrke. Der er guldkalvene, som vi alle sammen danser omkring: Forbrugersamfundet, informationssamfundet og velfærdssamfundet. Og der er ideerne, som vi alle sammen kan være optaget af: Menneskerettigheder, demokrati og sundhed for alle. Det er alt sammen goder, som vi ikke vil undvære. Det er ting, som vi skal være glade for, at vi har i rigelig mængde her i vort lille land. Og vi skal være taknemmelige.
Og hvordan kan så disse ting blive til afguder? Sker det, når de bliver misbrugt? Ja, til en vis grad. Når forbrug bliver til overforbrug. Når mulighederne for at udveksle information bliver misbrugt til at sprede tom og ligegyldig underholdning eller vold og pornografi. Når velfærdssamfundet får mig til at lægge ansvaret fra mig, så jeg med god samvittighed glemmer min syge nabo. Når rettigheder helt overskygger, at der også er pligter. Når alle disse misbrug sker, så er der vel tale om afguder, men det er ikke de værste.
Hvis vi virkelig tror, at vi ved at dyrke alle disse ting til perfektion kan opnå den højeste lykke, så har vi gjort dem til afguder, og vi har lagt vores sjæl i hænderne på guder, som vi selv har frembragt.
Det er den situation Jesu ord lyder ind i: I kan være nok så gode, og I kan tro på nok så gode ideer og idealer. I kan endog sige, at I tror på Gud, men hvis I tror, at I kan komme udenom mig, så må I tro om.
Og så kan vi svare Jesus på to måder: ”Du er samaritaner og besat af en dæmon.” Og det er jo et frygtelig svar, for hvis det er tilfældet, så har vi jo ingenting at holde os til. Så har djævelskabet gennemsyret alt.
Men vi kan også sige: Du er sandelig Guds søn. Du kom til verden en julenat og blev menneske. Du blev fristet af Djævelen, men du stod imod. Du vandrede til Jerusalem og skaffede soning for vores synd.
Hold fast i os, så vi kan holde fast i dig og holde fast ved dit ord. Hold fast i os, så vi aldrig i evighed må se døden. Amen.
