Kulturarv eller vejen til himlen

Påske­dag 2014. Matt 28,1-8. Ingen optagelse af prædikenen.
Bro­a­ger kir­ke, d. 20. april kl. 10.30
224 Stat op, min sjæl, i mor­gen­gry - 223 Her­ren af søvne opvågned, op­sprang, - 236 Påske­blomst! hvad vil du her? // 235 Ver­dens igenfødel­se - 439 O du Guds lam - 227,9 - 218 Krist stod op af døde
Det­te hel­li­ge evan­ge­li­um skri­ver evan­ge­li­sten Mat­thæus:Ef­ter sab­bat­ten, da so­len var ved at stå op søndag mor­gen, den første dag i ugen, tog Ma­ria Mag­da­le­ne og den an­den Ma­ria ud for at se til gra­ven. Plud­se­lig kom der et kraf­tigt jord­skælv, og en af Guds eng­le steg ned fra him­len, gik hen og rul­le­de ste­nen væk fra gra­ven og sat­te sig på den. Eng­len glim­te­de som lyn og [hans] tøj var hvidt som sne. Vag­ter­ne ryste­de af skræk og faldt om på jor­den, som om de var døde. Så sag­de eng­len til kvin­der­ne: »I skal ik­ke være ban­ge. Jeg ved, I le­der ef­ter Jesus, der li­ge er ble­vet korsfæstet. Han er ik­ke her. Han er stået op fra de døde, som han sag­de, han vil­le. Kom og se, hvor han har lig­get. Og skynd jer så hen til hans di­scip­le, og sig til dem, at han er opstået fra de døde og er gået i for­vej­en til Ga­lilæa, hvor I skal møde ham. Nu har jeg sagt det, der skal si­ges.«
   Kvin­der­ne skynd­te sig af sted. De var ful­de af både frygt og glæde og løb hen for at fortælle det he­le til di­scip­le­ne. 
I Syd­frank­rig lig­ger et af an­tik­kens im­po­ne­ren­de byg­ningsværker, Po­nt du Gard, som er et hi­sto­risk monu­ment og en del af ver­den­skul­tu­rar­ven. Po­nt du Gard er en bro i tre pla­ner med en højde på i alt 49 me­ter, og den spænder over 275 me­ter i det øver­ste plan. Øverst op­pe er bro­en en akvædukt. Dvs. den er en del af et vand­fremrings­sy­stem, som over en strækning på 70 km led­te vand fra en flod i bjer­ge­ne til by­en Nîmes. 20.000 m³ om da­gen kun­ne sy­ste­met yde.

Og det var ik­ke ba­re med til, at stor­by­en fik ri­ge­li­ge for­sy­nin­ger af frisk, rent vand, men gjor­de det også mu­ligt li­ge­frem at la­ve klo­a­ke­ring med skyl. Og længe­re ne­de i det ne­der­ste plan fun­ge­re­de bro­en som en vej, som førte over flo­den Gard. Alt i alt et im­po­ne­ren­de byg­ningsværk, ti­dens frem­me­ste in­ge­niørkunst, som medførte for­bed­re­de trans­po­rt­mu­lig­he­der, vel­stand og sund­hed for man­ge. Po­nt du Gard blev færdig­gjort år 18 før Kristus.


En an­den akvædukt kan man se i et bil­le­de fra ca. år 30 ef­ter Kri­sti fødsel. Jeg har set bil­le­det sam­men med kon­fir­man­der­ne i en Jesus­film; det er en ame­ri­kansk tv-pro­duk­tion fra 1999. Akvæduk­ten op­træder i Gol­gat­ha­s­ce­nen, hvor Jesus kom­mer hen med over­lig­ge­ren til sit kors og bli­ver sømmet fast på den og den lod­ret­te stol­pe. Og kor­set med ham bli­ver rejst op, og der hænger han så og li­der. Og di­scip­le­ne og kvin­der­ne overværer, hvad der sker. Hvor­dan han råber til sidst og udånder.

Og i bag­grun­den af den­ne sce­ne bag kor­set be­fin­der der sig en akvædukt. Den er ik­ke be­vid­net i bi­be­lens be­ret­nin­ger om korsfæstel­sen. Den fin­des, så vidt jeg ved, hel­ler i kunst­ne­ri­ske af­bild­nin­ger der­af.

Man hvor har fil­men så akvæduk­ten fra? Hvor­for duk­ker den op i sce­nen? Jo, den duk­ker op, for­di den jødi­ske hi­sto­ri­ker Jo­sep­hus, har be­ret­tet om følgen­de be­gi­ven­he­der:

Man byg­ge­de nem­lig på Jesu tid en akvædukt, som led­te vand ind til Jerus­a­lem. Ja, det vil si­ge, det var ik­ke ba­re “man”, der byg­ge­de, men det var ro­mer­ne, som på Po­n­ti­us Pi­la­tus’ ini­ti­a­tiv byg­ge­de den­ne akvædukt. Og ik­ke nok med det, for pen­ge­ne til he­le pro­jek­tet stam­me­de fra det jødi­ske tem­pel, og Po­n­ti­us Pi­la­tus hav­de be­slag­lagt dis­se pen­ge.

Og jøder­ne var ble­vet vre­de over det og hav­de la­vet de­mon­stra­tio­ner og optøjer. Og Po­n­ti­us Pi­la­tus hav­de, som den bar­ske og bru­ta­le mi­litærmand og stat­hol­der han var, “ta­get sig af” si­tu­a­tio­nen. Han hav­de sendt si­ne sol­da­ter for­klædt som ci­vi­le ind imel­lem de de­mon­stre­ren­de. Og de var bevæbne­de med køller skjult un­der kap­per­ne.

Og på et be­stemt tegn hav­de dis­se sol­da­ter an­gre­bet de de­mon­stre­ren­de og slået en del ihjel, mens man­ge an­dre blev tram­pet ihjel un­der den pa­nik, som fulg­te. Og Pi­la­tus fik der­ved “ro i ga­den” og be­holdt de pen­ge, som han hav­de stjålet.

Det for­kla­rer så, at der over­ho­ve­det er en akvædukt på sce­nen i fil­men. Men hvad er dens funk­tion? Jo, da Jesus dør, kom­mer der et jord­skælv, sådan som evan­ge­li­sten Mat­thæus be­ret­ter, og den rystel­se får akvæduk­ten til at styr­te sam­men, og van­det løber ud over det he­le som et kraf­tigt regn­vejr – på en gang ødelæggen­de, men også ren­sen­de. Som en slags for­ud­gri­ben af korsfæstel­sens og Jesu døds be­tyd­ning. Det er som om, at tek­no­lo­gi­ens tri­um­fer bry­der sam­men i for­hold til det, som kor­sets ger­ning medfører.

El­ler skal man se akvæduk­tens sam­men­brud som an­den måde at ud­tryk­ke det, som vi ken­der be­vid­net af en ro­mersk of­fi­cer, da han så Jesus udånde: “San­de­lig, den mand var Guds søn!”?

El­ler skal vi se den ene bro afløst af en an­den? Den ene kun­ne føre vand over en dal el­ler en kløft. Den an­den kan le­de fra døden til li­vet og føre sjæle­ne ind i him­len.

Såle­des ly­der det i en mo­der­ne gospel­sang med tit­len Jesus bu­ilt a brid­ge to hea­ven:
Jesus byg­ge­de en bro til him­len.
En mægtig, mægtig bro til him­len.
Jesus byg­ge­de en bro til him­len,
med tre søm og to kors­bjælker. 
Han fri­ed’ sit folk fra sla­ve­ri,
på flugt fra dødens tyra­ni
Fa­rao for­fulg­te dem med he­le sin hær,
men Her­rens en­gel var dem al­tid nær. 
En yd­myg tømrer slet og ret,
han end­te li­vet på et bræt.
In­gen tårne af sten el­ler bro­er af stål,
men at frel­se os, det var hans mål. 
In­gen bou­le­vard, in­gen vej,
in­gen men­ne­ske­byg­get bro kan føre dig.
Kun han, som er Guds søn,
kan sik­re dig den him­mel­ske løn. 
Jesus byg­ge­de en bro til him­len.
En mægtig, mægtig bro til him­len.
Jesus byg­ge­de en bro til him­len,
med tre søm og to kors­bjælker.
Små 2000 år ef­ter det­te bil­le­de af akvæduk­ten og Jesu korsfæstel­se står vi på man­ge måder med sam­me mo­tiv, i sam­me si­tu­a­tion. Også vi ken­der til, at man stri­des om mag­ten, som det fx fo­regår i Ukrai­ne, hvor man til­sy­ne­la­den­de la­der fem­te­ko­lon­ne-en­he­der udføre det be­skid­te ar­bej­de med fordægti­ge tri­cks. Vi ken­der til tek­no­lo­gi­ens land­vin­din­ger: hur­ti­ge­re, let­te­re og me­re be­kvemt. Læge­vi­den­ska­ben brin­ger man­ge go­der, og på man­ge måder har vi det rig­tig godt.

Men ud­vik­lin­gen og al­le vo­res mu­lig­he­der er ik­ke no­gen bro til him­len. Fly for­svin­der, og færger kæntrer. Og ulyk­ker­ne sker ik­ke blot i frem­me­de lan­de, men ind i mel­lem også hos os. In­gen ken­der da­gen, før so­len går ned, si­ger man. Og det er jo rig­tigt.

Men vi ken­der Jesus, Guds søn, som tog ud­vik­lin­gen, ulyk­ker­ne og døden på sig. Og han skal være vo­res frel­ser. Og så må vi la­de alt det an­det være po­li­tik og tek­no­lo­gi på godt og ondt. De an­dre bro­er er i bed­ste fald kun kul­tu­rarv, men Jesus er vej­en til him­len. Der­for...
lover og pri­ser og tak­ker vi dig vor Gud,
Fa­der, Søn og Hel­ligånd,
du, som var, er og bli­ver én sand tre­e­nig Gud,
højlo­vet fra første be­gyn­del­se, nu og i al evig­hed. Amen.