Broager kirke d. 4. maj kl. 9.00 og 11.00
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Jesus sagde: Jeg beder ikke kun for mine disciple, men også for alle dem, der tror på mig, fordi disciplene har fortalt om mig. Jeg beder om, at de skal blive en enhed, far. Ligesom du er i mig, og jeg er i dig, beder jeg om, at de må blive en del af os, så verden kan tro på, at du har sendt mig. Den guddommelige styrke, som du har givet mig, har jeg givet videre til dem, for at de kan blive en enhed, ligesom vi er. Når jeg er i dem, og du er i mig, bliver de også en fuldstændig enhed. Så kan verden forstå, at du har sendt mig, og at du hele tiden har el-sket dem lige så højt, som du elsker mig.Kære konfirmander, forældre, familie, menighed.
Far, du har givet dem til mig, og jeg ønsker, at de skal være sammen med mig der, hvor jeg er. De skal se den guddommelighed, jeg har fået af dig, og forstå, at du har elsket mig, før verden blev skabt. Far, du ved, hvad der er rigtigt og forkert. Verden ved ikke, hvem du er, men det ved jeg, og mine disciple har forstået, at du har sendt mig. Jeg har fortalt dem om dig. Det vil jeg blive ved med, så den kærlighed, du har til mig, lever i dem, og så jeg lever i dem.« D.N.A.
Da konfirmanderne var små, plagede de sikkert rigtig meget. De ville have noget lækkert, og noget, de kunne lege med og en overraskelse. “Jamen, det er jo hele 3 ting på en gang!”, tænkte I nok. Og så kom I i tanke om, at løsningen nok var at give dem et Kinderæg, som indeholder legetøj og andre overraskelser. I dag er konfirmanderne blevet større, og I kan nok ikke spise dem af med kinderæg længere.
Det er nemlig her i 2012 præcis et hundrede år siden, at det store skib Titanic gik ned efter at være stødt på et isbjerg. Det viste sig, at teknikken ikke overvandt naturens luner, og at man ikke havde opfundet det synkefri skib endnu. Og skibskatastrofen medførte en følelse af overvældende afmagt i verden. “Hvor var Gud?”, tænkte man. “Kunne man stadig gå til grunde og ende i havets dyb?”
Men det er jo også d. 4. maj. Datoen for budskabet om Danmarks befrielse efter 2. Verdenskrig. En håbets og glædens dag.
På den måde er frygt og glæde blandet. Sådan var det også dengang Christoffer Columbus sejlede ud fra Spanien mod det store ukendte. Man troede, at hvis man sejlede for langt, så ville man sejle ud over kanten. Og den opfattelse var endda udtrykt i det spanske kongehus’ motto, som hedder Ne Plus Ultra, hvilket betyder: “Der er intet bagved.”
Men da Columbus kom tilbage fra den ny verden, havde han faktisk opdaget nye horisonter. Og det gjorde det kongelige motto meningsløst, indtil dronning Isabella simpelthen slettede det første ord. Så blev det kongelige motto til Plus Ultra, hvilket betyder: “Der er en masse bagved.”
Det kan godt være, at vi tror, at der ikke findes mere at opdage i vores verden i dag. At vi har nået vores grænser, at der ikke er mere at komme efter. Og at vi kan falde ud over kanten. Men sådan er det ikke. Det var den amerikanske præsident John F. Kennedy klar over, da han erklærede, at man ville sætte et menneske på månen indenfor et tiår. Og ikke bare denne historiske og geografiske grænse ønskede han at bryde. Også sociale, politiske og åndelige grænser skulle der gøres op med, hvad enten det var had, fattigdom, fordomme, racisme, apati eller håbløshed. Og noget har man nået, selv om endnu meget står tilbage…
Jo, der er en masse mere bagved det, som vi ser, og det, som er nu. Ikke mindst Gud er bagved, og Gud er den, som man kan henvende sig til, når grænsen for ens egen formåen er nået, når ulykken truer. Det fortæller en gammel jødisk legende om:
Når ulykker truede jøderne, plejede den store rabbiner Israel Baal Shem Tov at gå ud et bestemt sted i skoven for at meditere. Her tændte han en hellig ild og sagde en speciel bøn. Og miraklet skete: ulykken blev afværget.
Senere, da hans elev, den navnkundige Magid af Mezritch, af lignende grunde havde behov for himmelsk indgriben, gik han ud til det samme sted i skoven og sagde: “Universets mester, hør mig! Jeg ved ikke, hvordan man skal tænde den hellige ild, men jeg er i stand til at sige bønnen”. Og igen skete miraklet, at ulykken blev afværget.
Senere igen, når Rabbi Moshe-Leib af Sasov ville redde sit folk, så gik han ud i skoven og sagde: “Jeg kan ikke tænde ilden, jeg lærte aldrig bønnens nøjagtige ordlyd, men jeg kender stedet, og det må være tilstrækkeligt.” Igen skete et mirakel.
Siden blev det Rabbi Israel af Rizhyn, som skulle afværge ulykker. Han sad i sin lænestol og støttede hovedet i hænderne og talte til Gud: “Jeg kan ikke tænde ild, jeg kender ikke bønnen, og jeg kan ikke engang finde stedet i skoven. Det eneste, jeg kan gøre, er at fortælle min egen historie, fortælle Gud, hvad der er i vejen, og det må være tilstrækkelig.” Og det var tilstrækkeligt… *
Se, det er, hvad bøn er: det er, at vi fortæller Gud vores egen historie. Og Gud elsker historier, ikke bare happy endings, men også tragedier. Ikke bare gode historier med en afslutning, men også de ufuldkomne. Også det vi ikke lykkes med, også det, som vi er bekymrede over over. Også det, som vi ikke bryder os om at tale om – ikke engang med vores forældre eller venner.
Og Gud ønsker at ændre historien og ønsker at hjælpe os til at gøre op med de grænser, som vi sætter for os selv og mellem hinanden.
Derfor sendte Gud sin søn til verden for at lære os om tilgivelse og helbredelse, nedbrydning af sociale grænser og afskaffelse af religiøs fundamentalisme. Og for at vi ikke skulle gøre hinanden til syndebukke i håbløse forsøg på at skyde skylden fra os, så tog Guds søn selv på sig at bære afvisning og smerte og død. Han gjorde det for vores skyld.
Lige inden sin død bad Jesus for sine disciple og for alle dem, som skulle komme til tro ved deres ord, at de – og det vil sige vi – skulle være et.
Ikke ens, men en enhed, bad han om. Derfor kan vi kristne være forskellige i mange ting. Vi kan tilhøre forskellige kirkesamfund eller kirkelige retninger. Vi kan have forskellige erfaringer og tilgange.
Vi kan bede på forskellige måder, med faste formuleringer som i Fadervor, med velformulerede og overvejede bønner eller med dybe sukke og ordløse anmodninger om hjælp end ikke færdiggjort i tanken før afsendelse. Vi kan sende bønner med SMS eller skrive på små lapper papir eller bare have dem i hjertet. Vi kan bede. Vi kan bede, fordi vi er et i Gud, et i Guds tanke om os i Jesus Kristus.
Og Guds tanke om os og for os er, at vi skal høre ham til, selv når vi ikke formår at tænke på Ham eller noget som helst andet; når vi føler os ude over kanten i frit fald. Når vi når vores grænser, så er Guds kærlighed grænseløs. Derfor kan intet i virkeligheden, dvs. i sidste ende skille os fra Gud, som er bag, under, over og i alting.
“… ingenting kan skille os fra den kærlighed Gud viser os gennem Jesus Kristus. Hverken død eller liv, engle eller universets magter, noget i nutiden eller noget i fremtiden, ingen kræfter eller noget i den højeste himmel eller den dybeste afgrund eller nogen skabning overhovedet!”
Gud er Plus Ultra. Gud give, at jeres konfirmation bliver god, at det hele lykkes og bliver super fantastisk, og at I får et super duper liv. Amen.
* Fra Elie Wiesel: Den evige glød. Chassidiske portrætter og legender. Her dog min egen oversættelse fra engelsk forlæg i ”The Sower's Seeds: One Hundred and Twenty Inspiring Stories for Preaching, Teaching and Public Speaking, Revised and Expanded” af Brian Cavanaugh.
