Vil du virkelig gøre det for min skyld?

22. s.e. Trinitatis 2013. Matt 18,21-35.

Broager kirke, søndag d. 27. oktober kl. 10.30.
13 Måne og sol – 522 Nåden er din dagligdag – 493 Gud Herren så til jorden ned // 685 Vor Gud er idel kærlighed – 439,3 – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå – 518 På Guds nåde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«
”Vil du virkelig gøre det for min skyld?” Sådan lyder spørgsmålet nogle gange fra nogen, som ikke synes, at de har fortjent en opmærksomhed eller en tjeneste.

Fx var der engang nogle unge mennesker på stop, og manden, som de kørte med, tilbød at køre dem helt til døren, selv om det var en ikke så lille omvej. ”Vil du virkelig gøre det for vores skyld?”, spurgte de. Og manden svarede undvigende, at det da ikke var nogen større ulejlighed.

Og en anden gang mange år tidligere gjorde en ung turist på motorcykel holdt ved en lille gård lidt oppe i bjergene på en ø i Grækenland. Han ville bare bede om lidt vand, men han blev taget imod, vist rundt og snakket med, selv om de egentlig ikke havde meget fælles sprog, og beværtet med kaffe, likør og friske figner. ”Ville de virkelig gøre det for min skyld?”, tænkte han.

Og i begge tilfælde var svaret både ja og nej. Folkene på gården, som viste turisten rundt, gjorde det jo også for deres egen skyld. Det var ikke så tit, at der kom fremmede forbi, og så kunne man jo få et frisk pust udefra. Og man kunne få lov til at fortælle om gamle dage, dengang landet var besat. Og de tyske tropper havde ikke ladet sig beværte. De havde været kolde og afvisende og hårde og brutale. Hvorimod de italienske soldater havde sagt ja tak til et glas vin, havde hygget sig, havde set gennem fingre, havde taget sig en svingom og ladet livet leve. Det var en god fortælling både for den, der fortalte, og for den, der lyttede.

Og manden, som kørte en omvej for de unge mennesker, som var på stop, gjorde det heller ikke bare for de unge menneskers skyld. Ikke sådan direkte i hvert fald. Men han havde jo selv rejst. Han havde selv været på stop og vidste, hvor surt det var at blive sat af mange kilometer fra målet, når trafikken var stilnet af, og bussernes rute ikke lige gik dér forbi. Og han havde selv mødt venlighed og hjælp. Og det var ikke bare for de unge menneskers skyld, at han tog omvejen, men også for sin egen stoltheds skyld, for sin selvrespekts skyld, for mindernes skyld.

Så selv om den mand ikke altid var venlig og hensynsfuld i alle forhold, så groede dog den venlighed, som han var blevet mødt med, i ham og bar frugt…

Barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed, overbærenhed, tilgivelse og kærlighed. Det er egenskaber, som vi kristne skal tage på os. Det er også egenskaber, som vi forsøger at klæde vores børn på med, når vi opdrager dem. Og opdragelsen betyder noget. Den betyder meget. Den betyder meget for, om vores børn skal være tillidsfulde, rummelige, rolige, gode kammerater. Opdragelsen er vigtig, og jeg synes faktisk, at det lykkes rigtig godt mange gange. Der er mange gode børn her i Broager, og som præst kan man næsten ikke forstå, at man kan være så heldig at have nogle rigtig søde konfirmander.

Men træerne vokser jo ikke ind i himlen. Og jeg skal nok lade være med at skamrose, for selv gode broagerbørn har vel deres fejl, og de bliver til ganske almindelige voksne mennesker og danske samfundsborgere. Også sådan nogle, som forsøger at slippe alt for billig i skat, også sådan nogle, som er ødsle, når andre betaler regningen, også sådan nogle, som gerne peger fingre ad andre. Også sådan nogle, som har svært ved at tilgive andres fejl, selv om de ikke selv er perfekte.

Nej, ingen er perfekte. Alle er vi glade for selv at blive båret over med og tilgivet, men helt at tilgive andre og blive ved med det ligger os fjernt.

Vi er som den gældbundne tjener: I små ting kan vi tilgive andre. Vi kan lade os overvælde af ferieminder. Af ærekærhed kan vi være gavmilde. Af opdragelse kan vi være rummelige og vidtfavnende.

Men nogle gange overtrumfer naturen optugtelsen. Vores syndige natur tager styringen. Det er beskrevet i melodigrandprixsangen ”Alt det, som ingen ser, det har ingen ondt af”, hvor bedraget, svigtet og løgnen kun er et sekund væk. Hvor fristelsens lynnedslag truer. Sangen er meget direkte og utiltalende og handler om det seksuelle begær. Men den kunne for så vidt også handle om begær efter penge, luksus, magt og indflydelse – både hos politikerne højt på strå, men også hos os almindelige mennesker. Vi rager gerne til os af fordele, men er karrige når gildet skal betales…

Ja, kan vi i det hele taget betale gildet? Kan vi betale, når vi ikke i alle ting kan tilgive vores medmennesker? Nej, det kan vi ikke, vi må have hjælp.

Om den hjælp fortæller forfatteren Jens Kristian Lings. Han stammer fra en meget missionsk familie i Vestjylland. Som voksen i København kom han meget på afstand af kirke og kristendom, men senere flyttede han tilbage til Vestjylland og kom igen i takt med troen, for som han siger: ”Jeg kan ikke kassere mine forfædres livssyn”.

Og en af de ting, som har formet Jens Kristian Lings tro, er en oplevelse fra hans barndom. Han fortæller:
”Som seksårig måtte jeg give min gamle farmor hånd på, at jeg resten af mit liv hver morgen og aften ville slå korsets tegn både for pande og bryst. Som barn og ung kunne jeg vågne om natten og være bange for, at jeg havde glemt det om aftenen. Så slog jeg rigtig mange korstegn for også at have lidt at tære på. I København-årene glemte jeg det vist helt, men det kom igen, da jeg vendte tilbage til Vestjylland. Også i dag slår jeg korsets tegn for mig. Jeg gør det som det sidste, inden jeg går ud ad døren før en længere køretur. Det fastholder mig den dag i dag i den kristne tro, selvom jeg ikke vil anbefale nogen at gøre, som min farmor gjorde.”
Jens Kristian Lings fortæller ikke selv, hvad han forstår ved korstegnelsen, men for mig at se er der tale om, at det er tegn på to menneskers store, blivende indflydelse i hans liv: farmoren og Jesus.

Farmoren som vel tænkte, som det kan siges med en omskrivning af Paulus’ ord:

”Jeg har tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i dig, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. Det er kun rimeligt, at jeg tænker sådan om mine børn og børnebørn. For I er i mit hjerte. I er jo alle fælles med mig om nåden. Og jeg beder om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt, retfærdig og uden anstød overfor Gud, så I kan bære frugt til Guds ære.”

Og Jesus, som er med i korstegnet. Som hang på korset. Og om hvem vi må tænke og spørge, hver gang vi gør korsets tegn: ”Vil du virkelig gøre det for min skyld? Ville du virkelig dø for min skyld? Tilgive mig alt, selv om jeg egentlig ikke fortjener det? Vil du virkelig have med mig at gøre?”

Det er korsets tegn symbol på: At vi slet ikke kan retfærdiggøre os selv, men at Guds Søn Jesus Kristus kan. Det er Guds vilje.

Men hvad kan vi da? Ja, vi kan jo tro på det. Og deri overlades noget til vores vilje. Som eksempel på det fortæller Jens Kristian Lings, som i øvrigt var stifter af Kaj Munk Selskabet for en årrække siden:
”Som ung skrev [Kaj Munk] til en studiekammerat: ’Jeg tror ikke, men jeg vil, jeg vil, jeg vil tro.’ Det at ville tro på Gud er for mig så afgjort det bedste åndelige råd, jeg har fået. I dag er problemet, at man ikke vil tro, man vil have viden. Men så er det ikke længere tro. Jeg mener, det i vor tid er viljen, den er gal med.”…
Det har Jens Kristian Lings nok ret i. Men det er vigtigt at sige, at man skal ikke tro for forfædrenes skyld, eller for farmors skyld, eller for sine forældres skyld. Man skal først og fremmest tro for sin egen skyld. Amen.