Fra tavshed til lovprisning

Påskedag 2013. Mark 16,1-8.

Broager, søndag d. 31. marts kl. 10.30
224 Stat op, min sjæl, i morgengry! - 446 O, lad din Ånd nu med os være - 236 Påskeblomst! hvad vil du her? // 234 Som forårssolen morgenrød - 439 O du Guds Lam - 473 Dit minde skal - 218 Krist stod op af døde 
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Naza­ret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Så­dan slutter Markusevangeliet måske. Der er godt nok 12 vers mere i vores bibel, men disse sidste vers mangler i nogle håndskrifter. Noget tyder på, at de sidste vers, som indeholder en kortfattet beskrivelse af mødet med den opstandne, udsendelsen af disciplene, samt Jesu optagelse til himlen, er tilføjet senere.

Men Markusevangeliet var og er det første evangelium i Det Nye Testamente, og det afspejler måske også tydeligt den første tro og den første tvivl. Og situationen, som den blev oplevet den første påske:

Og den påske havde været forfærdelig for Jesu tilhængere og ven­­ner. Festligt indtog var den startet med Palme­søndag, men snart efter kunne disciplene godt mærke en fjendtlig stem­ning. Jesus havde ikke holdt sig tilbage fra at forkynde Guds rige både i handling og i klare ord. Og farisæerne og præsteskabet havde ikke brudt sig om det, og de prøvede at stille fælder for ham for at få ham arresteret.

Og ikke nok med det, Jesus talte også mere og mere tyde­ligt om, at han skulle dø, og at disciplene skulle svigte ham. Og de havde svigtet ham. I Getsemane have, hvor de var gået ud efter deres sidste måltid Skærtorsdag aften, havde han bedt dem om at holde sig vågne sammen med ham, mens han bad. Men de var bare faldet i søvn. Og da han var blevet taget til fange, havde de alle været ban­ge, og Peter havde som forudsagt fornægtet ham tre gange.

Og efter korsfæstelsen Langfredag, da Jesus var død på korset og var ble­vet lagt i graven, var de alle blevet ramt af den sorteste fortvivlelse. Nu var der intet tilbage, tænkte de. Nu var alt håb ude, og alt det gode, som han havde virket og vækket i dem, havde været forgæves.

Og så kommer kvinderne lige så stille ud til graven på den første dag, det overhovedet kunne lade sig gøre, efter sabbatten søndag morgen. De ville ud og salve Jesus, og derfor havde de brug for at få nogen til at hjælpe sig med at vælte dvs. trille stenen fra indgangen til gra­ven. Men det var slet ikke nød­ven­dig, viste det sig. Stenen var allerede væltet fra, og en engel fortalte dem, at Jesus var opstået. Og de fik besked at fortælle til disciplene, at de skulle møde Jesus i Galilæa.

Men kvinderne sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Så­dan slutter fortællingen.

Men sådan begynder også en ny historie, for de blev ikke ved med at være bange. De blev ikke ved med ikke at sige noget til nogen. De sagde noget, og disciplene løb ud til graven. Og de så den tomme grav, og senere så de den genopstandne Jesus. Og disciplene og apostlene og evangelisterne og alle de mennesker, som havde kendt Jesus, og alle de mennesker, som siden kom til tro, - de spredte evangeliet ud i hele verden.

Det blev bl.a. spredt med følgende ord af den græske kirkefader Johannes Chrysostomos i en prædi­ken til Herrens hellige og store Påske. Ord fra slutningen af 300-tallet, som skal slutte vores prædiken i dag:
Lad os lovprise Herren!

Er nogen from og gudfrygtig, lad ham fryde sig ved denne lyse og strålende fest. Er nogen en god og viis tjener, lad ham træde ind i herrens glæde med jubel. Er nogen træt af at faste, lad ham nu blive belønnet. Har nogen stridt fra den første time, lad ham nu få sin fortjente belønning. Er nogen kommet i den tredje time, lad ham tage del i festen med taksigelse. Er nogen kom­met i den sjette time, lad ham ikke ængstes, for han skal ikke lide af den grund. Tøver nogen endog til den niende time, lad ham komme nær uden angst og frygt. Venter nogen endog til den ellevte time, lad ham ikke frygte på grund af sin forsinkelse:
For Herren, som er en nidkær Herre, tager imod den sidste som den første. Han skænker hvile til dén, der kommer i den ellevte time, såvel som til dén, der har slidt fra første time. Mod den sidste er Han nådig, og den første giver Han Sin glæde; til den ene giver Han, og til den anden skænker Han. Han modtager gerningerne, og Han hilser viljen velkommen; Han ærer hand­lingen, og Han priser offeret. Gå I da derfor alle til Herrens glæde; både den første og den næste, og modtag jeres beløn­ning. I rige og I fattige, fryd jer med hinanden. I, som har omtanke og I, som er tankeløse, hold denne dag i ære. I, som har fastet og I, som har brudt fasten, vær glade i dag. Bordet er fuldt dækket; glæd jer derved. Kalven er fedet; lad ingen gå sulten bort. Glæd jer alle over troens festmåltid, tag imod kærlighedens overflod.

Lad ingen sørge over sin fattigdom, for det himmelske Rige er os åbenbaret. Lad ingen græde over sine over­træd­elser, for til­givelsen stråler frem fra graven. Lad ingen frygte døden, for Frelserens død har befriet os. Han, som var dødens fange, har tilintetgjort døden. Ved at stige ned til dødsriget har Han under­t­vunget det. Han forbitrede det med smagen af Sit kød. Og [profeten] Esajas, som skuede dette, udbrød: Dødsriget forbit­redes ved mødet med Dig. Det blev forbitret, for det blev spottet. Det blev forbitret, for det blev tilintetgjort. Det blev forbitret, for det blev omstyrtet. Det blev forbitret, for det blev lagt i lænker. Det modtog et legeme og mødte Gud ansigt til ansigt. Dødsriget indtog verden og mødte himlen. Det indtog det synlige og blev fældet af det usynlige:

Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr? Kristus er opstanden, og du er omstyrtet. Kristus er opstanden, og djæv­lene er faldet. Kristus er opstanden, og englene jub­ler. Kristus er opstanden, og livet hersker. Kristus er op­stan­den, og ikke én af de døde skal forblive i graven. For Kristus, som er opstanden fra de døde, er førstegrøden af de hensovne. Hans er herlig­hed­en og magten i evigheders evighed. Amen.