Broager d. 18. august
736 Den mørke nat forgangen er - 448 Fyldt af glæde over livets under - 418 Herre Jesus, kom at røre // 160 Jeg tror det, min genløser - 439,1 - 474 Jesus Krist, du gav mig livet - 29 Spænd over os dit himmelsejl
Dette hellige evangelium skriver evangelisten MarkusDer går et suk gennem verden: Det kunne være bedre! Hvorfor er der så megen ulykke og nød til? Hvorfor er ikke hver dag lykkelig? Eller hvorfor er der i det mindste ikke en god og tryg fremtid i sigte?
Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« - det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«
Sådanne spørgsmål har mennesker vel altid stillet sig, når livets barske realiteter har tårnet sig op foran dem – fx når sygdom har fået overtaget, og døden står for døren.
Døden angriber Mont-khaw fra alle sider, og Josef, der er som en søn for ham, gør sit yderste for at lindre smerterne – både de fysiske og de åndelige. Også Josef selv føler sig ramt af situationen. Han ved, at han skal efterfølge Mont-khaw som husforstander. Det er Guds plan for ham, men alligevel tager han vennens død på sin samvittighed, fordi skylden må mennesket bære; Gud er uden skyld.
Hvor skylden og synden kommer fra, ved Josef ikke, men han tænker: ”det ville ikke være mere end rimeligt, om Gud en dag besluttede sig til at bære vor skyld. Hvordan han vil gribe det an, han, den hellig-skyldfremmede, er uvist. Efter min opfattelse måtte han til dette formål ligefrem blive menneske.”…
I popsangen ”What if God was one of us?” spekuleres der også over det, at Gud skulle blive menneske, og der spørges: ”Hvis Gud havde et navn, hvad ville det så være? Og hvis du kunne stå overfor ham i al hans herlighed og kunne spørge ham lige op i hans åbne ansigt, hvad ville du så spørge ham om, hvis du kun havde ét spørgsmål?” Spørgsmålet fremgår af sangens titel, nemlig: ”Tænk, hvis Gud var en af os?”…
Det var ikke som læge eller healer eller ekspert, at Jesus drog gennem Palæstina, men som Guds søn og en af os. Folk var endnu ikke helt klar over, hvem han egentlig var, men rygtet om, at han havde særlige kræfter, var ilet i forvejen. Derfor bragte man nu et stakkels døvt og stumt menneske til Jesus og bad ham lægge hånden på ham.
Jesus tog ham afsides. Det var nemlig ikke meningen, at hans gerninger allerede skulle blive kendt; endnu var han ikke gået den vej til ende, som han skulle vandre. Jesus tog ham afsides og i voldsom, hastig rækkefølge foretog han sig de helbredende berøringer og viste sine stærke følelser, ja nærmest affekt, overfor den ulykkelige situation, som dette menneske var i.
I sig selv var det slemt nok at være døv og afsondret fra medmenneskers tale, hvorved man også mistede evnen til selv at lade lydene, som kom ud af munden, få mening og betydning. Men det var ikke blot et handicap, det drejede sig om her. Det handlede om et menneske hvis hele liv var ramt af ødelæggende kræfter, et menneske, der var besat af en ond ånd. Derfor tog Jesus sådan på vej.
Når Jesus spyttede, så var det tegn på, at han undsagde Djævelens magt over mennesket. Og når han så op mod himlen og sukkede dybt, ja nærmest stønnede, så var det, fordi han fandt mennesket, som var skabt i Guds billede så ødelagt: Da Gud havde skabt mennesket af agerjordens muld og blæst livsånde i dets næsebor, da var mennesket blevet et levende væsen, og alle dets sanser var blevet skabt, og der var blevet åbnet for evnen til at modtage og give. Og nu havde Djævlen lukket dette menneske af og truede det således på livet – livet med Guds ord, livet i samtale med andre mennesker.
”Effatha” sagde han. Det betyder: ”Luk dig op”. Og så skete det. Guds vilje satte sig igennem, og det lukkede menneske blev åbnet. Det, som bandt ham, blev løst, og han kunne tale…
Det var naturligvis vidunderlig sådan at blive helbredt, og mon ikke den helbredte selv siden hen var en af dem, som allermest fortalte om det, som var foregået, også selv om Jesus forbød dem at fortælle nogen om det skete.
Han forbød dem det, fordi han ikke ville fremstå som en healer eller mirakelmager. Han forbød dem det, fordi ingen ville forstå ham rigtig, førend han havde afsluttet den vandring, som endte i Jerusalem. Først efter at han på korset havde taget al lidelse på sig for menneskers skyld, havde han fuldt ud vist sig som Guds søn, en af os. Og så opstod han og opfor snart efter til Faderen, ved hvis højre hånd han sidder.
Jesus er en af os. Og det under, som vi hører om i dag gælder også os i den forstand, at vi heller ikke bør være døve over for Guds ord og blinde overfor hans tilstedeværelse i vores liv.
Og fordi Jesus har gjort sin hele gerning og vandret på jorden og er død for os på korset og opstået for os, for at også vi skal have evigt liv, derfor skal vi nu uden forbud ivrigt fortælle det videre til alle dem, som har ører at høre med. Og vi skal lovprise, takke og ære Gud vor Far, som har skabt os, Jesus, vor bror, som har frelst os, og Helligånden, som skænker troen i vore hjerter. En sand, treenig Gud fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
