En kaffepause/på besøge hos onkel Georg

14. s.e. trinitatis 2007. Luk 17,11-19

Søndag d. 9. september, Egernsund 9.00, Broager 10.30
3 Lovsynger Herren - 436 Gladelig vil vi halleluja kvæde/450 Du kommer Jesus i vor dåb - 42 I underværkers land jeg bor // 5 O havde jeg dog tusind tunger -- 11 Nu takker alle Gud
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas
Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: ”Jesus, Mester, for­barm dig over os!” Da han så dem, sagde han: ”Gå hen og bliv under­søgt af præsterne!” Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet hel­bredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurg­te: ”Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?” Og han sagde til ham: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.”
Ti spedalske bliver helbredt, og kun en vendte tilbage til Jesus for at sige tak. Det er det koncentrerede indhold af det, som jeg lige læste. Og jeg vil destillere emnet endnu mere ned og koncentrere mig om manglende taknemmelighed og hvem Jesus er.

En oplevelse fra dagligdagen: En eftermiddag var en dame ude og shoppe i Kol­ding Storcenter. Hun købte en lille pose småkager og lagde den i sin indkøbspose. Så stillede hun sig op i køen for at købe en kop kaffe og fandt derefter med be­svær et sted at sidde ved et af bordene, hvor der endnu var en plads fri.

Hun hældte fløde i kaffen og rørte rundt, tog et dameblad frem, tog en slurk af kaffen og begyndte at læse. Overfor hende ved samme bord sad der en mand, som læste avis.

Efter et par minutter rakte hun ud og tog en småkage. Og samtidig med det så gjorde manden overfor hende det samme; han tog også en småkage. Det gjorde hende noget paf, men hun sagde ikke noget.

Lidt senere tog hun atter en småkage. Igen gjorde manden det samme. Nu var hun lige ved at hidse sig op, men hun sagde ingenting.

Efter at have drukket noget mere kaffe, tog hun atter en småkage. Og ligeså man­den. Hun var virkelig ophidset nu, især fordi hun lagde mærke til, at der kun var en småkage tilbage. Tilsyneladende havde manden også set, at der kun var en småkage tilbage. Før hun kunne nå at sige noget, tog han den, brækkede den midt over, gav hende halvdelen og spiste den anden halvdel selv. Så smilede han til hende, rejste sig, idet han tog avisen under armen, og gik sin vej.

Hun var forbløffet og chokeret. Hendes kaffepause var blevet ødelagt, og hun var i tankerne allerede i gang med at berette til sine venner og sin familie om denne forfærdelige opførsel. Hun slugte det sidste af sin kaffe, rejste sig op for at komme videre, og da hun skulle til at stikke sit blad ned i indkøbsposen, opdagede hun, at der lå en hel, uåbnet pose småkager…

Så vidt damen i Kolding Storcenter - et eksempel på, hvor sikre vi kan være på, at vi har ret til noget, uden at vi dog har det. Et eksempel på ejerfornemmelser. Et eksempel på, hvor meget vrede og energi vi kan spilde på småting, på små­kager, på de rene ligegyldigheder.

Og taknemmeligheden bliver væk i det hele. Væk er glæden ved at holde pause. Forsvundet er fornemmelsen af overskud og fridag.

Ja, er det ikke forunderligt, at der skal så lidt til at ødelægge vores glæde i livet? At der skal så lidt til at få vores verden til at styrte sammen?

Måske er det, fordi vi tror, at det er vores verden? Det hele er noget, vi har for­tjent; det er der ikke nogen, der skal komme og tage fra os!

Mon ikke vi ville have det meget bedre, hvis vi gjorde os klart, at det ikke er vo­res verden. At alt det gode, som sker os, ikke er noget, som vi har gjort os fortjent til. Og at vi ikke skal se så meget på den smule, som tilsyneladende bliver taget fra os, men meget mere være taknemmelige for alt det, som hele tiden bliver givet os?

Det er ikke vores verden. Det er Guds. Og Gud giver.

Men inden jeg siger mere om Gud, så må jeg lige fortælle om onkel Georg. Det er ikke min onkel, det er lidt længere ude i familien, det er en granfætters onkel.

Se, da min grandfætter var en lille dreng, hørte han ofte sine forældre fortælle om onkel Georg. De havde hans bog stående på hylden, og drengen havde kigget lidt i den, men han forstod den ikke rigtig og syntes, at det, som stod deri, mest var for voksne. Han kunne bedre lide den illustrerede børneudgave med billederne i.

En dag så skulle familien ud at besøge onkel Georg. Min granfætter fik vand­kæm­met sit hår, og hans forældre tog deres pæne tøj på, og så kørte de hen til onkel Georgs hus, som lå helt henne i den anden ende af byen oppe på en lille bakke. Det var et stort, imponerende stenhus. Drengen havde aldrig set noget lignende.

Da de kom hen til døren, så ringede klokkerne helt vildt. Så meget larm fra en dørklokke havde min granfætter aldrig oplevet før. Og døren blev åbnet af en tjener i sort tøj, som førte dem hen til onkel Georg.

Onkel Georg var en statelig og alvorlig mand med buskede øjenbryn og en bøs stemme. - I kan sikkert godt forestille jer, hvordan han var. Og så sad de og hyg­gede sig. Der var også nogle andre, noget fjern familie med til selskabet, hvor de ikke fik kaffe, men de voksne fik dog lidt vin, og man fik nogle underlige kager serveret.

Til sidst, da besøget var ved at være slut, trak onkel Georg min granfætter til side og sagde, at der var noget, som han havde glædet sig meget til at vise ham. Og så tog han ham med hen til kælderdøren, og åbnede døren og tog ham med ned i kæl­deren. De gik ned ad en vindeltrappe, ned og ned og ned. Det føltes som en uendelighed. Og det blev varmere og varmere.

Helt nede i kælderen stod et stort fyr og brændte. Det buldrede. Og i lågen ind til fyret var et skueglas, hvor man kunne kigge igennem lige inde i flammerne.

Og dér, inde i flammerne, var der mennesker. Og de blev stukket og pint af nogle tjenere ligesom dem, som min granfætter havde set ovenpå i onkel Georgs hus. Det var sådan nogle treforke, de stak med. Og onkel Georg sagde: ”Ved du, hvad det er for nogle folk, der er derinde?” ”Nej!” svarede drengen. ”Det er slemme, slemme folk”, sagde onkel Georg.

Og inde i flammerne et sted, der, hvor der var allervarmest - onkel Georg pegede det ud for min granfætter - der var der nogle drenge, som blev pint. ”Det er de slemme, slemme drenge. Den slags drenge, som ryger cigaretter nede bag ved skolens cykelskur. Eller den slags drenge, som i smug læser pornoblade”, sagde onkel Georg.

”Og de små drenge, som bliver stukket allermest med de der treforke, det er de drenge, som ikke elsker mig.”

”Elsker du mig?” spurgte onkel Georg så min granfætter. Og drengen for sammen og svarede forskrækket: ”Ja, ja selvfølgelig gør jeg det, onkel Georg!”

”Husk på”, sagde onkel Georg, ”jeg vil altid vide, hvor du er henne i verden. Og jeg vil vide nøjagtig, hvad du tænker. Så du vil altid elske mig, ikke sandt!” ”Jo, jo onkel Georg. Det vil jeg!” ”Og du kommer og besøger mig en gang i mellem, ikke!?” ”Ja, ja, det skal jeg nok!” - og så forlod de huset og tog hjem…

Naturligvis eksisterer onkel Georg ikke…

Men på en måde gør han alligevel. For han eksisterer i hovedet på tusindvis af mennesker. Og de kalder ham Gud. Han er det billede, som de har fået af Gud.

Billedet er naturligvis helt forkert. Men det er muligvis forklaringen på, at de ikke rigtig bryder sig om at beskæftige sig med Gud.

Gud har mennesket altid gjort sig forestillinger om. Nogle gange er gud en straf­fende gud ligesom onkel Georg. Og når det går helt galt, så bilder folk sig ind, at de skal hjælpe denne gud med at straffe. Måske ved at fordømme andre men­ne­sker, eller måske endog ved at hjælpe gud med slå ihjel. Og på en eller anden må­de bliver disse menneskers gud - skønt stor og magtfuld - uendelig lille, smålig og sadistisk.

Andre gange er gud noget helt andet. Måske er gud noget meget svævende og udflydende. En god følelse, en hobby eller fritidsbeskæftigelse, noget der ikke kræver det store af en. Men også noget, der heller ikke giver så meget.

Men hvem er Gud da egentlig. Jo, det er jo det, som den ene taknemmelige spe­dalske fornemmede, da han kom tilbage til Jesus.

Gud er ikke en hvem som helst gud. Og bestemt ikke onkel Georg. Men Gud er den Gud, som vi møder i Jesus. Gud kender vi som skaber, og Gud forstår vi som Ånd. Men Gud kender vi i særdeleshed gennem Jesus, åbenbaret gennem hele hans liv, understreget ved hans død for os og hans opstandelse. Gud er Jesus, og Jesus er Gud.

Den Gud, som igen og igen fortæller os, at vi er uendeligt højt elskede og accepte­rede som vi er. Den Gud, der helbreder og skaber liv på ny. Den Gud, som er god mod gode såvel som onde mennesker, og som vedbliver med at være god mod os, selv om vi 9 ud af 10 gange glemmer at være taknemmelige. Gud ske tak og lov for det. Amen.


Med tak til Kelvin Wright for historien om Onkel Georg:
Insights - a selection of sound recordings of Kelvin Wright's sermons.