Egernsund og Broager kirker søndag d. 18. august kl. 9.00 og 11.30
5 O, havde jeg dog tusind tunger – 401 O, lad din Ånd nu med os være – 248 Du, som går ud fra den levende Gud // 484 Vor tro er den forvisning på – 431 – 389 Fred til bod for bittert savn
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.Ord kan gøre ondt. Selv de mindste bemærkninger kan ramme hårdt og sætte uudslettelige spor i et menneskes sind og få stor, negativ betydning. Den unge digter Morten Nielsen skrev under krigen et digt om den sag.
Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«
Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.«
Digtet hedder ”Skæbne”. Det handler om den tykke dreng, som blev drillet i skolen af klassekammeraterne. Han blev hakket på af en usikker vikar, og, da han blev forelsket i en pige, blev han afvist af netop denne piges hånlige latter.
Morten Nielsens digt læste jeg, da jeg gik i gymnasiet. Det hørte til pensum og almindelig dannelse, at man kendte det. Sådan er det vist ikke mere. I går var der i avisen* en omtale af, at nye gymnasieelever mange steder bliver ydmyget af de ældre elever.
Mange steder skrider lærere og skoleledere heldigvis ind overfor det, men på Bjerringbro Gymnasium har rektor hverken situationsfornemmelse, dannelse eller historisk fornemmelse. Han har nemlig – for at tingene ikke skulle gå for vidt, påstår han – givet de store elever tilladelse til at hænge skilte om halsen på nogle af de nye elever. Han er gået med til, at man uddeler ”dummetrøjer”, og på deres første skoledag har nye elever skullet stille sig op på en scene og udstøde samme lyd som deres yndlingsdyr.
Det er pinligt for Bjerringbro Gymnasium, at rektor tillader og nogle af de ældste elever finder fornøjelse ved at ydmyge andre. Og Jesu ord om, at ”et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd” kunne være en passende kommentar.
Men vi kan ikke pege på andre menneskers ondskab uden også at vende blikket mod os selv. Og vi behøver ikke at studere os selv særlig grundigt for at vide, at heller ikke vi kan påstå, at vi altid har gjort alting godt. Og vi kan vel heller ikke hævde, at vi aldrig har sagt onde ord om nogen enten direkte, hånende eller indirekte med bagtalelse.
Og tænker vi nærmere over det, så forstår vi, at vi har brug for tilgivelse. Og måske overvejer vi, om det, som vi gjort og sagt af onde ting, overhovedet kan tilgives. Det menneske, som vi har gjort uret imod, kan vi gå hen til og undskylde og bede om tilgivelse. Og måske bliver vi tilgivet, måske ikke. Og det sidste må vi så leve med; så havde vi i det mindste gjort, hvad vi kunne, og så måtte vi forstå, at det andet menneske måske ikke havde overskud til at tilgive.
”Men hvad med Gud”, tænker vi måske, ”vil Gud tilgive os?” Og så husker vi på ordet: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives.” Og så bliver vi foruroligede, for på den ene side siges det, at al synd og bespottelse skal tilgives, men på den anden side trækkes der ligesom i land, fordi der altså er en særlig bespottelse, som ikke skal tilgives nogensinde.
Det er bespottelse af Ånden, som er utilgivelig. For at forstå, hvad det er, må vi forstå, hvem Jesus siger det til. Baggrunden er den, at Jesus har helbredt en besat mand. Han var blind og stum, men Jesus gjorde ham rask. Og nogle af dem, som så det, spekulerede på, hvem Jesus var, uden at de dog helt forstod det, mens andre anklagede Jesus for at stå i ledtog med Djævelen.
At de dengang ikke forstod Jesus, eller at mennesker i dag ikke kender eller forstår Jesus, det er der tilgivelse for, og det er der råd for. Så må man jo lære og høre om ham, og så må man komme til ham. Men at nogle anklagede Jesu gode gerning for at være Djævelens værk, det var synd mod Helligånden, fordi det var det samme som at hævde, at der ikke er forskel på godt og ondt. Det er det samme som at hævde, at Gud ikke har magt i verden.
Der er noget dæmonisk over, at mennesker ikke vil acceptere Guds gode gerninger, når de sker, og at godhed bliver mistænkeliggjort. Og regner man ikke med, at Gud vil os det godt, da har man valgt Djævelens side i denne verden og er fortabt.
Men hvis du oprigtig bekymrer dig for, om du skulle have syndet mod Helligånden, da viser din bekymring, at du regner med Guds magt, Gud godhed og Guds sandhed, og derfor gælder for dig kun, at du skal blive alting tilgivet...
Tilgivelse gør godt, og gode ord gør stærk. Det er så lidt, der skal til. Bliver et menneske rost på det rigtige tidspunkt, kan det få altafgørende betydning for resten af det menneskes liv. Som når en lærer så en mulighed og en evne i et barn, som alle andre havde overset. De boglige evner rakte måske ikke langt, men så havde barnet evner på helt andre områder. Og den ros og opmuntring, som barnet fik, blev sammen med evner og flid og måske også held grundlaget for fx et stort kunstnerisk eller pædagogisk virke.
Ligesom gode menneske-ord formår at fremme meget godt, således formår også Guds gode ord at bevæge verden. Ordet om at ”alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”, det ord kunne jo siges at være hele princippet for vort velfærdssamfund. Eller saligprisningerne, hvor det siges, at ethvert menneske hvor fattigt og svagt, sagtmodig og ringe, det end er, at ethvert menneske hører Gud til.
Særlig ved dåben lyder Guds gode ord. Det er ordene: ”Jeg vil være med jer alle dage ind til verdens ende”. Og det er ordene om syndernes forladelse og det evige liv. Det kan måske forekomme så unødvendig eller i hvert fald uaktuelt at tale om syndernes forladelse til et lille barn. Men barnet er jo et lille menneske, som vil vokse op med både gode og dårlige sider, og det vil få brug for ros og opmuntring og forståelse, men også nåde og tilgivelse for at blive et stærkt og helt menneske. Og styrken skal ikke kun ligge i dets egen kraft og evne, men især i at det ved sig elsket og værdsat – ikke efter egen fortjeneste, men som barn og menneske slet og ret, sine forældres barn, Guds barn...
Når man kaster en sten i vandet, breder ringene sig mere og mere, og det forekommer, at de kan nå selv de fjerneste kyster. Sådan er det også med ord. Husk det, når du lader dine ord falde. Husk det, når du hører Guds ord. Amen.
* Jyllandsposten, lørdag den 17. august 2002, forsiden
