Broager Kirke d. 9. september kl. 10.30
66 Lyslevende fra Himmerig – 441 Alle mine kilder skal være hos dig – 388 Herrens røst var over vandet // 423 Sin menighed har Kristus kær – 440 O Guds Lam uskyldig – 472 O Jesus, søde Jesus – 375 Alt står i Guds faderhånd
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.
Historierne er ganske utrolige, men sjove, og nogle af dem har nok senere været til inspiration for Jules Vernes bøger. Men her i mere realistiske udgaver, fordi industrialisering og teknologi gav nye muligheder.
Men Münchhausen har også givet navn til et par ubehagelige sygdomme eller måske snarere psykiatriske diagnoser, nemlig Münchhausens syndrom, som udarter sig ved, at patienten foregiver, overdriver eller skaber symptomer på sygdom for at få opmærksomhed og sympati. Eller endnu værre: Münchhausen Syndrom by Proxy, hvor patienten i hemmelighed påfører andre lidelser for selv at få opmærksomhed.
Og nu har jeg ved at nævne alt det her om Münchhausen fået jeres opmærksomhed. Og I undrer jer måske over, hvad det her kan have med historien om den lamme ved Betesda Dam at gøre.
Men, se, der er noget underlig ved denne historie. Tænk den her mand ligger syg og venter på en helbredelse, som kun kan ske, hvis han kommer først ned i vandet, efter at det er blevet bragt i oprør. Men han har ingen til at hjælpe sig, så det sker ikke. Og det er ikke sket i 38 år.
Og så spørger Jesus manden, om han vil være rask, som om han lige så godt kunne have spurgt: ”Vil du være syg?” Og det er ligesom om, at mande ikke kan svare på spørgsmålet, men svarer udenom. Han kommer med sin sandsynligvis sædvanlige klage: ”Jamen, det er fordi dit og dat og frem og tilbage, og der er intet menneske, som kan hjælpe mig!”
Ja, det er nærmest ligesom om, at manden siger: ”Der er ingen, der kan hjælpe mig, og jeg kan jo ikke trække mig selv op ved håret.”
Men Jesus svarer blot: ”Rejs dig op. Tag din båre og gå!”. Og det gjorde manden så.
Og han gik så rundt med den båre, som måske havde været hans krykke i overført betydning, og som havde båret ham altid, og som måske havde fastholdt ham i hans sygdom. Men nu bar han båren og gik rundt i byen.
Og måske gik han rundt på må og få. Og så mødte han nogle folk, som så ham gå rundt med den båre. Og de syntes, at det var noget rod, at han gik rundt med en båre på en sabbat. Og det sagde de til ham.
Men den helbredte var så vant til ”Jamen” og ”de andre”, at han igen sagde nærmest viljesløs: ”Jamen det var en anden, som jeg ikke ved, hvem er, som helbredte mig. Og han sagde, at jeg skulle tage båren med.”
Da Jesus så senere møder manden, siger Jesus til ham, at han efter at være blevet rask, ikke skal synde mere, for at ikke noget værre skal ramme ham…
Hvad er det for en historie, vi her har hørt? Er det en historie om, at Jesus gør en syg mand rask? Ja, det er det, men det er slet ikke så enkelt at forstå, hvad sygdommen handler om. Det er lidt ligesom om, at manden er en slags hypokonder. Måske et menneske, som ernærede sig ved at være professionel syg, en, som var fastlåst i sin egen selvmedlidenhed, en, som netop ikke formåede at hive sig op ved hårene. Men en, som netop trængte til et ord om at gøre det alligevel: ”Rejs dig op og tag din båre og gå!”
Eller var manden virkelig lam og helt uden mulighed for at gøre noget som helst? Var han helt henvist til venners hjælp for at bære til helbredelse? – Venner, som han ikke havde, venner, som levede i hans fantasi som en helt umulig og usandsynlig lottogevinst?
Befandt manden sig et eller andet sted i fantasiens spænderum mellem at kunne trække sig op ved hårene og kunne ride på en kanonkugle? Og var han holdt op med at lede efter frelse, men anglede nu kun efter sympati og medlidenhed, for håbet var det slut med!?
Men Jesus fandt ham og frelste ham, inden manden selv vidste, hvad der skete, og hvem der hjalp ham. Han havde ikke et menneske til at hjælpe sig, men Guds Søn kom ham i møde. Han var nemlig blevet et menneske for ham. Et medmenneske i nøden.
Og Jesus møder ham så igen samme dag og siger: ”Synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ske dig!”. Og hvad var så synden? Ja, nogle har troet, at manden havde begået en eller anden synd, som i første omgang havde gjort ham lam, men det tror jeg ikke er tilfældet. Jeg tror heller ikke, at synden var, at manden ikke kendte Jesus i forvejen, for hvordan skulle han kunne det, når han ikke havde hørt om ham i forvejen. Nej, jeg tror, at synden var, at manden egentlig havde miste håbet og kun havde opregnet sine pinsler og talt sine modgangs år – 38 i alt. Men han havde mistet håbet. Og det var vel det værste. Håbet om, at Gud vil en det godt. Håbet om, at Gud i sidste ende sætter sin magt igennem og bringer frelse. Håbet om at frelsen kommer fra Gud.
Det skal vi huske, og det mindes vi om, når vi holder barnedåb som i dag. For håbet er med, når vi siger: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”.
Og vi har familie og venner, som bringer os til frelsen og det levende vand. Og vi får Jesus til at være med os alle dage indtil verdens ende. Og ved vi det, behøver vi ikke at bilde os ind, at vi skal klare os selv nogensinde. Amen.
