Broager kirke søndag d. 12. august kl. 10.30
592 I dag er nådens tid - 294 Talsmand, som på jorderige - 340 Den kristne kirkes alderdom vi alle må betænke // 335 Lyksaligt det folk, som har øre for klang - 439,1 - 404 Lover Herren! han er nær - 11 Nu takker alle Gud
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.”Kristendommen er i sit væsen provokerende, taler til os som syndere, der skal laves om, og forpligter os mere på næsten, end vi orker”. [Birgitte Graakjær Hjort KD 11-08-12] Således har en god kollega formuleret sig.
Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«
Den store berømte danske filosof Søren Kierkegaard fortæller om et teater, hvor der går ild i kulisserne. Kloven løber ind på scenen og beder publikum forlade teatret. Men de tror, det er en vittighed. Klovnen gentager sin advarsel, og folk jubler. Kierkegaard slutter: ”Således tænker jeg, verden vil gå til grunde, under almindelig jubel af vittige hoveder, der tror, at advarslen blot er en vittighed”. Jesus advarer denne slægt, som det hedder. Og det var naturlig hans nutids mennesker, men i det udtryk ligger også enhver nutids mennesker, altså også os.
Mon ikke Jesus’ ord om børnene, som sidder på torvet og råber til hinanden og ikke gider noget, også passer på os? At vi er sådan nogle kedelige nogle, som ikke gider ta’ en svingom, når der bliver spillet op til dans, og end ikke kan tage os sammen til at græde rigtigt, når der er grund til at sørge? At vi er lyseslukkere og bænkevarmere, når livet skal leves let, eller følelseskolde og overfladiske, når tilværelsens tunge stunder melder sig!
Og så drejer det sig ikke engang kun om almindelig livsvisdom det her; det er ikke kun det, som er Jesus’ anliggende. Når han kritiserer middelmådigheden, er det ikke kun den almindelige middelmådighed, som han kritiserer. Men det især er middelmådigheden overfor Gud.
Gud sendte Johannes Døberen, og Johannes prædikede bod og omvendelse, levede et asketisk liv, og talte domsord til folk. Han talte dundertale og sagde, at de skulle omvende sig. Men så ville man ikke høre mere på Johannes, for han var for meget, ja, han blev endog slået ihjel for sin åbenmundethed, skønt han kun havde sagt sandheden. Man dræbte budbringeren.
Og så var der Jesus, men han var ikke skrap nok. Han både spiste og drak og festede - og det ikke kun med almindelige mennesker, men med toldere og syndere, så ham ville de heller ikke høre på. Og senere blev han jo også slået ihjel.
Ligegyldigt hvem Gud sendte, ville man ikke høre på ham. Det, som blev sagt, var enten for lidt eller for meget. Kunne Gud dog ikke sende en, som sagde noget midtimellem, noget almindelig, noget, som ordentlige mennesker kunne være enige i og holde ud at høre på?…
Det harmer Jesus at se, at man i de byer, hvor han havde gjort sine gerninger, helbredt syge og hjulpet hjælpeløse, at man i netop de byer ikke vil ha’ noget med ham at gøre. Derfor er det, at Jesus siger, at det skal gå de værste og mest syndige byer som Tyrus og Sidon bedre end Korazin, Betsajda og Kapernaum.
Jo, for i de syndige byer ved folk i det mindste, at de er syndere, de er slet ikke så selvtilfredse, og når de møder Guds kærlighed, tager de imod og er taknemmelige.
Derfor er det bedste, vi kan gøre, at indse og bekende, at vi er fortabte syndere, og at vi har brug for vore synders forladelse. Tror vi på det, sætter vi vor lid til Gud, og så skal vi blive frelst. Eller som evangelisten Johannes siger i 3,16 (det, som kaldes ’Den lille Bibel’): ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Og der fortsættes i verset efter: ”For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”…
Klovnen løber ind på scenen og advarer folk, men folk vil ikke høre efter og tager ikke klovnen alvorligt.
”Klovnen er narrens efterkommer og på en gang tragisk og komisk. Klovnen er en dygtig artist og fuldkommen latterlig. Han falder, taber bukserne og får vand i hovedet - en klodrian, en kluddermikkel og et fjumrehoved. Alt går galt. Men det er ikke så fjernt fra livet uden for manegen, klovnen overdriver bare. Det er sjovt, men klovnens naivitet er også et spejl, vi kan se os selv i. Klovnen forstørrer vores følelser og tydeliggør vores dilemmaer. Klovnen lever i os alle, og i manegens store rum viser han sider af menneskelivet”.
Således skriver den store klovn Charlie Rivel i sine erindringer - den verdensberømt klovn med den alt for store rød bluse. - Klovnen, som må le – også når hans hjerte græder.
Guds hjerte græder også for os mennesker, og derfor sendte han sin søn til verden, for at vi måtte tro på ham til evigt liv og ikke fortabes. Han gav os evangeliet om syndernes forladelse.
Og han sender os ud med evangeliet til alle mennesker. Og også vi skal være klovne og gøglere for himmerigets skyld – græde med de grædende og le med de leende. Og om nødvendigt blive til grin for evangeliets skyld. For sådan er det med evangeliet; det står nogle gange tidens meninger imod. Og de, som holder fast på det, bliver betragtet som dårer.
Catherine blev gift med William Booth, en metodistpræst, som var meget ivrig forkæmper for, at kirkens folk skulle ”løse uretfærdigheds lænker, befri de fangne og undertrykte, dele mad ud og give tag over hovedet, klæde de nøgne og tage sig af familierne”. Disse synspunkter delte Catherine. Derimod var hun ikke enig med sin mand i synet på kvinden. Han beskrev kvinden som ”det svage køn” og var stærkt imod, at kvinder skulle have lov til at prædike.
Efter nogle år - det var i 1860 - kunne Catherine dog ikke holde sig tilbage. En stærk tilskyndelse greb hende ved en gudstjeneste - eller måske var det ved et møde, det er ikke helt klart - og hun stod op og prædikede.
Senere fortalte hun, at en indre stemme havde advaret til hende: ”Du vil ligne et fjols og ikke have noget at sige”. Men hun blev klar over, at det måtte have været djævelens stemme, som havde sagt sådan, og hun besluttede, at det netop var hele pointen: Før havde hun ikke været villig til at være et fjols, en gøgler for Kristus, men nu var hun rede!
William ændrede nu sin holdning til kvindelige prædikanter, men mange kristne var oprørte over tanken; det var jo også en tid, hvor ingen respektabel kvinde stod frem og ytrede sig offentlig.
Ægteparret Booth begyndte nu at drive mission i Londons fattige kvarterer. De forkyndte evangeliet, lavede folkekøkkener, hvor måltider kunne købes for små penge, og arbejdede bl.a. for, at kvinder og børn ikke skulle arbejde næsten som slaver på overtid til ringe løn under kummerlige arbejdsforhold. Snart udviklede deres arbejde sig til det, som vi kender som Frelsens Hær, og det nød stor velvilje blandt folk.
En undersøgelse fra 1882 viste, at Frelsens Hær i London kom i kontakt med flere mennesker end alle kirkerne i hele byen. Da måtte selv ærkebiskoppen indrømme, at Frelsens Hær nåede mennesker, som Church of England overhovedet ikke formåede at komme i kontakt med…
Hvorfor stod mennesker som Catherine Booth frem på tværs af tidens normer og blev gøglere for Krisus? Det havde jo store omkostninger for dem. Det sled på helbredet, og de blev kritiseret sønder og sammen. Jo, de gjorde det nok til dels, fordi de var de personer, de var. Energiske og flittige var de. Dels fordi de var stridbare og påståelige. Men det, som virkelig drev dem, var evangeliet, ordet, som havde forvandlet deres liv. Ordet om Jesus Kristus, Guds Søn, som var blevet menneske, som døde for vore synder, men opstod på tredjedagen.
Det gav dem håbet om deres og vores opstandelse på den sidste dag, men det gav dem også kræfter til at blive medarbejdere på Guds rige her og nu, overalt, hvor mennesker var - i ord og gerning. De talte der, hvor de blev sagt imod. Og de udførte gerninger der, hvor uretfærdighed og undertrykkelse, sult og nød stod Guds rige imod…
I alvor og i sjov: Lad os bruge livet og ikke levere det ubrugt tilbage til Gud, når vort timeglas engang udrinder. Lad os leve lige nu og her. Lad os bevæge os rundt i manegen, mens tiden er, for, som sangeren Steffen Brandt udtrykker det:
Uret tikker,Amen.
hjertet banker,
hele verden fra forstanden,
gør dog noget,
løb for livet,
brug dog tiden,
elsk hinanden.
