Broager kirke d. 25. september kl. 10.30
729 Nu falmer skoven – 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb – 730 Vi pløjed og vi så’de // 727 Gud, du fra dine de herlige højeloftssale – 439,1 O du Guds Lam! – 476 Kornet, som dør i jorden – 731 Nu står der skum fra bølgetop
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«I kender nok lignelsen om den fortabte søn. Det var ham, som krævede sin arv og rejste udenlands og ødslede pengene op, så han til sidst måtte klare sig som svinehyrde og selv spise af svinenes foder. Og så gik han i sig selv igen, hedder det, og tænkte på, hvordan han dog skulle kunne komme tilbage og blive regnet som søn igen. Det ville ikke blive let, vidste han, men han forestillede sig, at han kunne melde sig som daglejer hos sin far og spinke og spare og købe jorden og arven tilbage og atter blive regnet som søn.
Men det var jo ikke at gå i sig selv igen. Det var jo bare en fortvivlet plan om at klare sig selv alligevel, en umulig plan om at trække sig selv op ved hårene. Og derved forblev den fortabte søn stadig fortabt, indtil han erkendte, at han intet kunne gøre selv andet end at lægge alt i farens hænder, at lægge alt i Guds hænder. Det var ikke et spørgsmål om forbedring, men kun den totale forandring...
Og nu står vi så overfor historien om de 10 spedalske, som blev helbredt af Jesus. Og som regel tolker vi historien som en historie om taknemmelighed: 1 var taknemmelig og kom tilbage og sagde tak, og de andre 9 utaknemmelige bæster glemte at sige tak.
Og så anvender vi måske historien til at minde hinanden om, at vi bør være taknemmelige, at vi skal huske at sige tak. Og det skal vi da også. Men der er bare det problem med taknemmelighed, at det er ikke noget, som man kan tvinge frem.
Hvem kender ikke det med at forsøge at få børn til at sige tak? Her kan vi godt lykkes med at få børnene til at række hånden ud og sige det pligtskyldige tak, når de har fået en gave af familie og venner. Men vi kan ikke tvinge taknemmeligheden ind i deres hjerter og frem i deres udtryk. Det kan vi kun lære børnene. Og det skal nok ikke være gaverne som sådan, der skal fremkalde taknemmeligheden: Hvor taknemmelig kan man blive for et par strikkede strømper, når man har strømper nok i skabet i forvejen? Hvor taknemmelig kan man blive for et bestemt stykke legetøj, når man har så meget andet godt legetøj i forvejen?
Men hvis man lærer børn og sig selv, at gaver er tegn på opmærksomhed og hengivenhed og samhørighed, og hvis man husker selv at vise, at man sætter pris på den slags tegn, så vil gaverne sætte spor i livet, uanset at det fyldte lidt på gavebordet eller slet ikke var at finde på ønskelisten...
Men den ene spedalske, som vendte tilbage til Jesus var ikke den eneste taknemmelige. De var naturligvis alle taknemmelige. De var jo helt overraskende blevet helbredt for en frygtelig invaliderende sygdom. Dels var sygdommen fysisk invaliderende. Man fik kløende sår og kunne, hvis det drejede sig om den slags spedalskhed, der kendes i dag, miste fingre og tæer, næse og ører, ja arme og ben. Dels var sygdommen socialt invaliderende, idet ingen turde have med en at gøre, og man blev udstødt. Man måtte ikke længere leve sammen med sin familie inde i byen, men måtte leve på udsatte steder ved lossepladser eller i huler sammen med andre udstødte.
Nej, alle de helbredte var lykkelige for helbredelsen og taknemmelige. Men de 9 var jøder og havde fået besked om at gå hen til præsterne og lade sig syne. Og efter, at de var blevet erklæret raske, kunne de gå hjem. De havde deres steder at gå hen. Religiøst var de jøder og kunne opsøge deres jødiske præster og synagogen. De stod i den gamle pagt, og den blev de i. Og de var i deres eget land og på deres egen egn og kunne gå hjem til deres familier. Og det gjorde de så.
Men den sidste, samaritaneren, han kunne ikke gå hen til de jødiske præster og blive undersøgt. Han havde ikke noget at gå tilbage til andet end Jesus. Og derved gik han frem. Han gik frem ad frelsens vej. Han havde nemlig ikke blot fået helbredelsen lige som de 9 andre, han havde også mødt frelsen ved at gå tilbage til og holde sig til Jesus.
Og frelse og godt helbred er altså ikke helt det samme. Et godt helbred skal man ikke kimse ad. Det er godt at være rask, og det er en god ide at gøre noget for at gøre noget for sit personlige velbefindende: at røre sig, at dyrke sport, at spise sundt, at undgå at ryge, at drikke mådeholdent og at sove tilstrækkelig. Men et godt helbred er ikke alt. Vi mennesker er ikke kun legeme, men også sjæl og ånd, og den, som lever efter kroppens behov, får ikke det hele med. Et godt helbred giver ikke adgang til Himlen.
Frelsen derimod omfatter det hele menneske. Og frelsen fandt den ene, som vendte sig til Jesus, ikke de 9, som vendte sig til præsterne og synagogen, som vendte sig til den gamle lov og den organiserede religion.
Sådan er det vel også i dag. Det er jo ikke præsterne som sådan, man skal tro på i dag, men Jesus. Det er ikke folkekirken, som institution, man skal tro på, men Jesus. Det er ikke tidsånden, men Helligånden, der skal vejlede os til liv i Jesus Kristus...
Det var lettest for samaritaneren at vende sig til Jesus, for han havde ikke noget at falde tilbage på. På ham passede udtrykket “Du har ikke en chance! Grib den!”.
Og evangeliet blev efterhånden også en katalysator for slaveriets afskaffelse, for i det levede tanken om, at i Guds øjne var alle mennesker lige elskværdige, og at vi alle skylder at elske hinanden.
Vi har meget at falde tilbage på her i Danmark. Vi satser meget på økonomien og beskæftigelsen og sundhedssektoren. Hvis vi bare har et godt helbred, så skal vi nok være i stand til at trække os selv op ad bakke igen. Vi skal nok klare krisen, tænker vi. Og mon ikke det er rigtig: vi skal nok klare krisen mht. økonomien, og måske holder helbredet også.
Men hvad med frelsen? Hvad med fællesskabet med Gud og andre mennesker? Kan fællesskabet og troen komme til i skyggen af vores ka’ selv? Vil vi gribe chancen, når den kommer forbi, hvis vi føler os alt for selvsikre der, hvor vi står?
Måske skal vi atter tænke mere på tegnene end på gaverne. Gaverne er nemlig stadig så store. Vi fejrer jo høstgudstjeneste i dag og vi kan glæde os over høsten, den smukke udsmykning af kirken, den så smukke natur med blade i blussende farver, røde æbler og en høj himmel med indian summer i den kommende uge. Gaverne er store, for vi kan her i landet brødføde os selv mange gange med vores landbrugsproduktion. Også selv om kornhøsten mange steder har slået fejl pga. alt for megen regn. Og har vi ikke brød, kan vi spise kage, og har vi ikke øl, kan vi drikke vin. Nej, vi kan som folk ikke sige, at vi er ramt på vores eksistens. Kun på vores pengepung og kun på graden af materiel velfærd.
Men lad os da tænke på tegnet i det mindste. Tegnet, der ligger i den våde sommer. Tegnet, der viser, at vi ikke kan styre alting selv.
Er tegnet nok? Er gaverne stadig for mange? Hvad skal der til for at få os til at høre evangeliet og følge Jesus? Regn, torden eller isnende vinter? Vil vi lade os forandre? Vil vi modnes? Vil vi tage ved lære før frostens komme?
Ja lad os bede om det:
Gud, lær os før din vinters gru
som æblerne, der falder nu,
at slippe alt vort eget.
Din søn var her og viste os,
at døden intet finder hos
den, som har elsket meget.
Ja. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
