Broager, søndag d. 13. december kl. 10.30
80 Tak og ære være Gud – 446 O, lad din Ånd nu med os være –78 Blomstre som en rosengård // 89 Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge – 440 O Guds lam uskyldig – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 77 O, kom, o, kom, Immanuel
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Nu blev hans far, Zakarias, fyldt af Helligånden og begyndte at profetere:
Lad os takke Herren, jødernes Gud,
for han har besøgt sit folk og befriet det.
Han sender os en frelser, født i Davids slægt,
sådan som han har lovet for længe siden
gennem sine udvalgte profeter.
Han befrier os fra vores fjender,
fra alle dem, der hader os.
Han lovede at hjælpe vores forfædre
og at stå ved sin aftale.
Det løfte gav han
til vores stamfar Abraham,
og nu kan vi
tilbede ham uden frygt, fordi vi er blevet befriet for vores fjender;
vi skal tilbede ham i lydighed og uden forbehold, så længe vi lever.
Min søn, du vil blive profet for Gud i himlen.
Du skal gå foran Messias og bane vej for ham.
Du skal lære hans folk, at de bliver frelst,
fordi deres synder bliver tilgivet, for Gud er fuld af omsorg.
Han kommer som et himmelsk lys
og står op for os som en solopgang.
Lyset skal skinne for dem der sidder i mørket og i dødens skygge, og lede os ind på fredens vej.”
Johannes voksede op og blev fyldt af Guds kraft. Han levede ude i ørkenen indtil den dag, han stod frem for hele det jødiske folk. D.N.A.
”Vær sulten”. Sådan står der på en seddel, som sidder på den norske forfatter Jan Kjærstads computerskærm. Jan Kjærstad det er ham, som har skrevet blandet andet en roman-trilogi med titlerne ”Erobreren”, ”Forføreren” og ”Opdageren”. Denne forfatter har valgt altid i sit arbejde at minde sig selv om at være sulten.
”Sulten efter hvad?” Må man så spørge. Og man kan nok regne ud, at det ikke er efter brunkager eller klejner eller andet godt. Og heller ikke efter – hvad jeg synes langt bedre om – kål og medister og anden rigtig julemad.
Ordene ”Vær sulten” drejer sig ikke om mavens sult og smagssansens behov for salt, sød, sur eller bitter stimulans. Sulten drejer sig om noget andet. Det er hele hele livet, der står på spil. For sulten i form af nysgerrighed er noget af det, der driver vores liv. Et menneske uden sult eller nysgerrighed er et menneske, der har mistet lysten til livet. Og det er frygteligt, ikke at have livsappetit.
Det er det, som Jan Kjærstad vil minde sig selv om med den seddel. Han vil ikke, selv om han er blevet mere verdensklog og livserfaren, miste den hjertets sult, nysgerrighed og livslyst, som han havde som ung. Selv om der er et mål i at blive mæt, så er der altså også en drivkraft i selve sulten. Og det er vigtig stadig at have appetit.
Måske burde vi alle alle følge hans eksempel og sætte en seddel på
et synligt sted, hvor der stod dette: ”Vær sulten” – og samtidig overveje, hvad der skal lægges i den opfordring fx:
- Vær sulten – efter at få læst gode bøger og set gode film.
- Vær sulten – efter at lære mennesker at kende.
- Vær sulten – efter retfærdighed.
Og hvad sker der, hvis alle er mætte, overmætte, forspiste og selvfede? Ikke bare i den ernæringsmæssige forstand, som mest går ud over en selv, men også i åndelig og mental forstand? Og her må jeg advare de meget slanke; også de kan naturligvis være overmætte, forspiste og selvfede mennesker.
Ja, hvad sker der, hvis vi er selvtilstrækkelige og ikke har sans for mennesker og verden omkring os? Ja, så mister vi glæden ved verden, og måske skader vi endog vor omverden. Vi sluger i stedet for at smage. Vi forgriber os.
Vi har forædt os. Vi mennesker har forædt os og taget for os af jordens resurser, og derfor holder man klimakonference i disse dage i København. Og en masse politikere, forskere og interesseorganisationer snakker nu om, hvad man skal gøre ved en menneskeskabt klimapåvirkning, som formodes at gøre jordens temperatur højere og vejret mere ustabilt. Og man forsøger nok at lave kvoter for udledning og fordeling af ansvaret.
Og hvem skal betale for oprydningen? Hvem skal skære ned i væksten? Mon ikke det i et globalt, overordnet perspektiv er rigtigst, at de overmætte, rige lande, bremser op og slanker forbruget og samtidig lader fattige, sultplagede lande få del i denne verdens goder – også selv om det så i de lande medfører en vækst, som går imod klima-målene?
Men det er alt sammen politik, som præster og kristne menigheder vanskeligt kan udtale sig om eller have nogen særlig kvalificeret mening om. Men det er samtidig noget, som vi ikke kan være ligeglade med. Det er ikke uvæsentligt, hvordan vores verden er organiseret og styret. Og derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke politikere vi vælger.
Det er heller ikke uvæsentligt, hvordan vi gebærder os i vor dagligdag. Om vi forurener unødig, om vi sviner med resurserne, om vi ødelægger miljøet. Verden er ikke uendelig, som stenalderbonden og fiskeren mente, når han flyttede væk fra sin egen køkkenmødding. Verden er ikke uendelig, og vi kan ikke vedblivende flytte væk fra vores egne affaldsdynger. Vi må genbruge og genskabe, hvis ikke skidtet skal vokse os over hovedet.
Det er ikke uvæsentligt, hvad den enkelte, du og jeg, gør. Det påstår i hvert fald Johannes Møllehave i et digt, som hedder ”En dråbe af godhed”, som Anne Linnet i øvrigt har sunget. Det lyder sådan:
Det er dumt, hvad du sir
skønt du er så begavet
at godheden kun er
en dråbe i havet
Hvad udretter dråben
hvis den er alene
hvis verden er ond
og som bygget af stene
For dråben står mangen
en mulighed åben
selv stenene udhules
med tiden af dråben
En dråbe af godhed
er også en gave
når dråber forener sig
bli’r de til have
En dråbe af godhed
gir mod til at håbe
en dråbe af godhed
trods alt dog en dråbe
Og dråber skal læske
de tøstende ganer
gi’liv og forene sig
til oceaner
Så vidt Johannes Møllehave. Og jo, vores menneskelige dråber af handling har deres berettigelse. Men vores godhed er ikke nok. Ja, vores godhed i sig selv kan meget let forvandles til ubehagelig selvgodhed. Uden Gud og Guds godhed, Guds indgriben går det ikke. Det skal vi være sultne efter.
Vi skal som den gamle Zakarias og hans søn Johannes ikke bare pege på os selv og vores muligheder og evner, men pege på Gud, bane vej for Gud – både i os selv og for andre. Pege væk fra os selv og hen på Jesus.
Vi skal være vejberedere, og det begynder ganske enkelt med at vi skal være sultne. Sultne efter, at Guds rige kommer med godhed og retfærdighed.
Der begynder det, for hvis ingen længes efter Guds rige, så er der ingen der får øje på det, når det kommer! Er man omvendt sulten efter Guds rige, så er man også åben for det godes muligheder.
Vi skal tro på hans barmhjertighed trods al håbløshed og modløshed, tro på muligheden af det gode på trods af al forspisthed og selvopgivelse. Og så skal vi med appetitten i behold se, hvordan Han kommer som et himmelsk lys og står op for os som en solopgang, og Lyset skal skinne for dem der sidder i mørket og i dødens skygge, og lede os ind på fredens vej. Amen.
* En del detaljer og formuleringer fra prædiken af Arne Mårup, Hjerting. Pastor-listen 2005.
Vi skal som den gamle Zakarias og hans søn Johannes ikke bare pege på os selv og vores muligheder og evner, men pege på Gud, bane vej for Gud – både i os selv og for andre. Pege væk fra os selv og hen på Jesus.
Vi skal være vejberedere, og det begynder ganske enkelt med at vi skal være sultne. Sultne efter, at Guds rige kommer med godhed og retfærdighed.
Der begynder det, for hvis ingen længes efter Guds rige, så er der ingen der får øje på det, når det kommer! Er man omvendt sulten efter Guds rige, så er man også åben for det godes muligheder.
Vi skal tro på hans barmhjertighed trods al håbløshed og modløshed, tro på muligheden af det gode på trods af al forspisthed og selvopgivelse. Og så skal vi med appetitten i behold se, hvordan Han kommer som et himmelsk lys og står op for os som en solopgang, og Lyset skal skinne for dem der sidder i mørket og i dødens skygge, og lede os ind på fredens vej. Amen.
* En del detaljer og formuleringer fra prædiken af Arne Mårup, Hjerting. Pastor-listen 2005.
