Søndag d. 7. august. Egernsund 9.30, Broager 10.30
411 Hyggelig, rolig – 299 Ånd over ånder – 406 søndag morgen fra de døde // 695 Nåden hun er af kongeblod – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 518 På Guds nåde i al våde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«Hvem er respektabel? Det spørgsmål var måske engang let at besvare, men det er det ikke mere. Verden er gået af lave, der har været ungdomsoprør, og vi er alle sammen mere eller mindre frivilligt det, som man kan kalde ”blomsterbørns børn”.
I de gode gamle dage var naturligvis bedsteborgeren respektabel, men det blev han ikke ved med at være. I 1965 hittede den unge Peter Belli med sangen ”Helt igennem respektabel”, en sang hvori der blev gjort grin med bedsteborgeren:
Han er åh så go’, han er åh så fin, / han er åh så værdig, og han tror på disciplin. /Han er helt igennem respektabel, gør, hvad man bør, og gør det pænt og nobelt.Og hvad gør han så bedsteborgeren? Jo, han er præcis, han møder til tiden, han passer sit job, han stifter ikke gæld, og han har orden i tingene. Og i og for sig er der ikke meget at sætte fingeren på. Det er kun små revner i den glatte overflade, som kommer til syne i sangen: hans kone har migræne som tidsfordriv. Hans børn må ikke synge, for det forstyrrer nemlig far. Og taler de til ham, så er det ikke sikkert, at de får noget svar.
Nej, egentlig er der ikke meget konkret at kritisere, men der er bare det ved det, at den helt igennem respektable mand keder folk ihjel…
Hvem er respektabel, når det drejer sig om historien om farisæeren og tolderen i templet? Det påstås, at da Jesus fortalte historien, var sagen helt enkel: Farisæeren var et respektabelt menneske, og tolderen var det ikke. Og derfor var det så radikalt, det som Jesus sagde. Det var fuldstændigt overraskende for enhver, at synderen gik retfærdig hjem, mens den retfærdige ikke gjorde det.
Jeg tror ikke, at det er så enkelt. Dels har det nok ikke været så overraskende, at Jesus kunne finde på at kritisere en farisæer; det gjorde han jo ofte. Dels er det er det et spørgsmål, om der overhovedet er nogen respektabel mand tilbage, når man først har tænkt sig rigtig om.
Der er ingen tvivl om, at farisæeren, den tilsyneladende respektable mand, keder folk halvt ihjel. Han ikke bare overholder alle love, bud og forordninger, han gør det endog til overmål og formodentlig med pedantisk akkuratesse.
Farisæeren er kedelig allerede inden, han har gjort noget forkert. Men allerværst er selvfølgelig det grimme karaktertræk, at han ser ned på andre, at han, selv om han er så perfekt, som han egentlig er, ikke kan lade være med at sammenligne sig med andre.
Og det er en betænkelig sag at fremhæve sit eget liv, når man står i templet overfor Gud. Der er jo det ved det, at er det gået en godt i livet, så kan man i hvert fald ikke overfor Gud rose sig af det. Det er jo Gud, som har skabt og skænket livet, og mennesket kan kun tage imod det med tak. Og man kan heller ikke fremhæve sig på andres bekostning, for de andre er jo også Guds skabninger, som vi – om ikke af andre grunde end denne ene – må respektere højt. I det hele taget, Gud kan vi ikke afkræve, men kun give respekt.
Og tolderen? Ja, kun fordi tolderen er en medskabning, et medmenneske, har han krav på respekt. Ellers ikke. Ellers er tolderen en ussel person, en pengegrisk forræder. Tolderen har ikke krav på respekt, men han erkender dette og er ydmyg. Ja, ikke bare er han ydmyg, for det er ikke så interessant i sig selv, han har også respekt for Gud. Han ved, at hans skæbne, hans liv ligger i Guds hånd…
Hvem er respektabel? Ja, det er altså hverken farisæeren eller tolderen. Det er Gud. Og det helt afgørende er ikke, hvad farisæeren eller tolderen har gjort eller ikke gjort, eller hvilke fortjenester eller fejl, de måtte have. Det afgørende er, om de har respekt for Gud, om de erkender, at når alt kommer til alt, så ligger et menneskes hele liv og skæbne i Guds hånd.
Væsentlig er respekten overfor Gud både med gudsfrygt og guds-tillid.
Når respekten for Gud bliver det centrale, så forbliver det ikke længere så afgørende, om et menneske træder frem for Gud med stolthed eller ydmyghed, med glæde eller med sorg, med mod eller med fortvivlelse.
Det er allerede klart, at stoltheden, som farisæeren vel med nogen ret kunne om ikke hævde, så dog have, at den stolthed var blevet forvansket til hovmod og selvtilstrækkelighed, og det er naturligvis ikke godt.
Det er også klart, at påtaget ydmyghed kan misbruges til den rene farisæisme og virke langt værre end overdreven stolthed.
Men disse både mulige og reelle misbrug af stolthed og ydmyghed må ikke få os til at tro, at vi ikke kan træde frem for Gud med en af disse følelser. Eller at vi ikke må træde frem for Gud med andre følelser som sorg, fortvivlelse, mod eller glæde.
Vi kan og må træde frem for Gud i al vores forskellighed og al vor enshed, sådan som vi nu er, men altid med respekt for Gud, som giver os livet.
Og hvordan giver Gud os så livet? Jo, som vi bekender, så er Gud himlens og jordens skaber. Gud har skabt alt, som er til. Hvordan ved vi knapt, men vi fornemmer, at Gud er den første bevæger, den sidste årsag, ånden i støvet, meningen bag alt.
Og så får vi skænket liv med Guds Søn. Han er den, som til punkt og prikke holdt loven ligesom farisæeren, og ikke blot i det ydre, men også med hjertet. Og han foragtede ikke noget menneske, men viste barmhjertighed i alle forhold. Og så ydmygede han sig og lagde sit liv fuldstændig i Faderens hænder og døde for at frelse os fra vores uretfærdighed og skænke os sin retfærdighed og åbne en vej til Guds rige.
Og så tilbyder Gud os livet med vore medmennesker. I de ”helliges samfund” det vil fx sige i kirken, hvor troende mødes, der gælder det nemlig ikke først og fremmest om hver især at være respektable eller gøre sig til med fortjenester af forskellige slags. Her deler vi nådens fællesskab.
Derfor er vi gudfrygtige. Derfor lever vi i tro og tillid. Derfor møder vi Gud med respekt. Gud, som er helt igennem respektabel fra evighed og til evighed. Amen.
