Misundelse - en af dødssynderne

Søndag septuagesima 2003, Matt 20,1-16
Menighedshuset d. 16. februar kl. 10.00
698 Morgenstund har guld i mund – 360 Aleneste Gud i Himmerig – 146 Fra verdens morgenstund udgår Guds nådes kald så vide // 323 Guds kærlighed ej grænse ved – 432 – 332 Arbejd, til natten kommer
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tid­ligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vin­gård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje ti­me gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stå­ende dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald ar­bejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en de­nar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun ar­bejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«
Synden har fået en renæssance. Det er isfirmaet Frisko, som i løbet af foråret og sommeren vil lancere syv nye is under betegnelsen ”De syv dødssynder”. Hver is er opkaldt efter en af de syv dødssynder: stolthed, griskhed, lyst, vrede, frådseri, dovenskab og misundelse.

Nogle har taget anstød af, at man kan finde på at kalde ise­ne sådan. De synes ikke, at det er at tage synden alvorligt, når man spøger med tingene på den måde. Men det er vel ikke nødvendigvis sådan, at man ikke tager det alvor­lig, som man spøger med. Ja, hvis ikke disse begreber vir­kelig stadig blev opfattet som synder, ville der jo ikke været nogen pointe i at bruge de navne. Nej, lad os hellere takke Frisko for, at vi bliver mindet om, at der er noget, som hedder synd. (Og så vil jeg for øvrigt smage hver og en af de syv dødssynder; det glæder jeg mig til).

De syv nævnte synder er i øvrigt kun dødssynder, hvis det drejer sig om ”en med fuldt overlæg, vidende og af egen fri vilje foretaget over­træd­else af et guddommeligt bud i en meget vigtig sag”. Som så alvorlig synd er disse synder forhåbentlig en sjældenhed, men ellers er de ganske almindelige alle sammen – alt for almindelige...

Den synd, som i lignelsen om arbejderne i vingården stik­ker sit hoved frem, er misundelse: De arbejdere, som hav­de arbejdet længst, blev misundelige på dem, som havde arbejdet kortest. Selv om de fik den aftalte og rimelige løn for dagens arbejde, mente de, at de burde have haft mere, for når de andre, som kun havde arbejdet i kort tid fik en fuld dagløn, så skulle de, som havde arbejdet hele dagen, i det mindste have mere uanset tariffer; der burde gøres forskel, hvis der skulle være rimelighed til.

Lad os lige standse lidt ved rimelighed. Havde lignelsen handlet om arbejdsmarkedsforhold, havde bebrejdelsen af arbejdsgiveren måske været på sin plads. Selv om en ar­bejdsgiver godt må betale mere end aftalt til sine ar­bejdere, så er det nok ikke klogt at gøre forskel og give li­ge løn for ulige arbejde. Nu er der bare det ved det, at lig­nelsen hand­ler om Guds rige, og Gud er vingårdsejeren, og det, som Gud udbetaler til mennesker er jo ikke penge, men noget helt andet. Det er kærlighed, det er nåde, det er tilgivelse. Det udbetales i rigt mål, men det lader sig netop ikke måle op til udbetaling i portioner.

Vi kender det jo godt fra menneskelivet det her. Når foræl­dre elsker deres børn, så gør det de det ikke halvt men fuldt ud. Og om der er et eller få eller flere børn i en fami­lie, er ikke afgørende for, hvor megen kærlighed hvert barn får. Den bliver ikke delt ud efter en brøk, således at børn med mange søskende kun får en brøkdel kærlighed hver, en brøkdel af, hvad et enebarn måtte få.

Når lønnen er kærlighed, nåde og tilgivelse fra Gud, er der nok at udbetale af, og ingen går glip af noget, selv om nog­le kommer til i 11. time.

Alligevel er misundelsen der. ”Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?”, hedder det, og ja, sådan er det, godhed kan gøre mennesker onde i sulet – tænk, hvis nogen skulle komme for let til noget!

Da man i den tidlige kirke i et af de første århundreder af vor tidsregning bestemte hvilke evangelietekster, der skul­le ligge på hvilke søndage, blev det bestemt, at teksten om arbejderne i vingården skulle ligge netop på denne søndag, søndag septuagesima.

Septuagesima betyder 70. Dagen hedder sådan, fordi den ligger 70 dage før påske. Teksten blev valgt fordi man dengang på netop denne dag lod de nye konfirmander (som dengang også var voksne) deltage i hele guds­tjenes­ten. Det var der nogle, som var misundelige over. De var ikke til­fredse med, at de nye folk, som endnu ikke vidste meget om kristen­troen, skulle have lov til at deltage på lige fod med de gamle i gårde. Og man kunne i grunden godt forstå de gamles skepsis. Måske havde de lidt for deres tro. Måske havde de risikeret noget i trange og farlige ti­der, og nu under rolige og sikre omstændigheder kom så folk rendende og ”meldte sig ind” uden omkostninger, uden risiko, ganske gratis.

Men sådan er det i Guds kirke, sådan er det i Guds rige: der er også plads til dem, som kommer i 11. time. Sådan er det også i dag. Den, som er her for første gang, er lige så vel­kommen som den, der flittigt og utræt­teligt har passet sin kirkebænk, sin forbøn, sin lovsang, ja hele sit eksemplari­ske kristenliv mange år...

Misundelse er en grim ting. Den rammen endog dem, som har noget og af den grund ikke burde misunde. Men det er jo sådan, at har jeg opnået noget ved slid og møje, så er det næsten ikke til at bære, at andre skal komme lettere til det samme.

Misundelse kan dog også tjene til noget godt. Apostlen Paulus, var ked af, at så mange jøder fornægtede kristen­dommen. Så gik han til hedning­erne med evangeliet, for han kunne ikke lade det være uforkyndt. De gode ord brændte ham på tungen og drev ham af sted. Stadig var han ked af, at jøderne havde afvist evangeliet, men så me­get desto mere håbede han, at hedningernes tro ville virke misundelse, så jøderne endelig ville omvende sig, når de så det.

Misundelsen kan tjene et lignende formål i dag. Mange danskere tror jo ikke særligt meget, selv om vi siges at væ­re et kristent folk. Derimod er nogle af de fremmede i lan­det særdeles ivrige i deres tro, og det har i nogen grad fået danskere til at indse, hvor lidt vi tror. Det har fået tro­ende til at håbe på og bede til, at troen i folket må blive vækket i trods mod eller under inspiration af de fremmede. Og det har fået lidettroende til at spekulere på, om de ikke burde tro noget mere. Om de så skulle komme på den ide, at det i den sag kunne hjælpe med lidt kirkegang, er ikke til at sige.

Jo, misundelse kan måske føre nogle til tro, men det er helt sikkert ikke det bedste middel. Det mest overbevisende middel er overskudsdeling. Den overskudsdeling som hører sig til i Guds rige, fordi lønnen ikke er penge, som kan gemmes væk på en bankkonto, men derimod kærlighed, nåde og til­givelse – ikke udbetalt til den enkelte medarbejder for at blive gemt og glemt, men for at blive delt og viderebragt.

Det ønsker jo vingårdsejeren: ingen skal stå ledig, når der er arbejde at gøre i vingården. Om morgenen ganske tid­ligt, i middagens hede, hen på eftermiddagen, ja selv hen under aften er der arbejde at gøre. Det er ikke for tidligt, det er ikke for sent.

”Alt af nåde”, hedder det. Intet kan gøre os fortjent til Guds nåde andet end det, at Gud selv skænker den. Men når det er sagt, så gælder det, at Gud også kalder til tjene­ste. Måske spekulerer du så på, hvordan du skal tjene. Hvis du ikke ved det, så kan du måske sige sådan, som det lyder i en gammel salme:
Herre, jeg vil gerne tjene,
tjene dig og dig alene,
tag og brug mig, som du vil!
Hvad jeg ejer, har du givet,
hver en evne, selve livet,
dig det hele hører til.
Amen.