Broager kirke, søndag d. 13. april kl. 10.30
71 Gør døren høj - 224 Herre Jesus, du, som troner - 47 Jesus er navnet mageløst // 150 Se, hvor nu Jesus træder - 431 Dit minde skal... - 339 Op dog, Sion, ser du ej
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: ”Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.” Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:Det kan ikke lade sig gøre at høre om Jesu indtog i Jerusalem, uden på en eller anden måde at sammenligne med de begivenheder, der har udspillet sig i Iran i den sidste tid. Et langt felttog gennem ørkenen havde koalitionens styrker gennemført, og nogle dages pause i fremrykningen havde fået mange til at tro, at nu var den gået i stå. Så var fremrykningen fortsat, og slaget om Bagdad gået i gang.
”Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.”
Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
”Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!”
Kampene er siden fortsat, og det irakiske regimes fuldstændige fald og krigens afslutning synes nært forestående. Nu lurer andre farer, for, som historien så ofte har vist, så er tiden efter omvæltninger, inden et nyt styre er på plads, en tid, hvor kriminalitet, sult, sygdom og ulykker rammer mange af dem, som ellers var kommet helskindet gennem krigen.
Jeg må sige, at jeg glædede mig i onsdags med de befriede i Bagdad, også selv om jeg vidste, at de befriedes glæde for manges vedkommende måske snart vil vende sig til vrede og skuffelse. De befriede vil opleve, at genopbygningen af landet efter regimets vanrøgt og krigens skader ikke bliver let, og at de selv vil komme til at tage den største del af slæbet. Og befrierne vil opleve skepsis og modstand og tvivl om deres reelle hensigter...
Sammenligner vi Jesu indtog i Jerusalem med de aktuelle begivenheder, bliver det hurtigt klart, at det hele ikke er umiddelbart sammenligneligt. Der er visse ligheder, men der er også forskelle.
Jesu vandring til Jerusalem var ikke et felttog. Han førte ikke krig. Han havde ikke nogen hær. Undervejs lærte han mennesker om Guds rige. Han havde fællesskab med udstødte og syndere, og han helbredte syge og besatte. Disciplene, som Jesus kaldte, var almindelige mennesker uden anden magt og myndig end den, som han havde betroet dem, nemlig at forkynde gudsrigets komme.
Inden Jesus drog op til Jerusalem (det hedder ”op”, fordi Jerusalem ligger oppe i bjergene), havde han sagt til sine disciple, at han skulle blive overgivet til ypperstepræsterne og de skriftkloge, som skulle dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, hvorpå han skulle blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje dag opstå.
Disciplene forstod ham ikke. De forstod ikke hvilket rige, Jesus ville oprette. Men hvilket rige han end ville oprette, så ville de dog gerne være med og helst have den bedste plads.
Da Jesus kom til Jerusalem, opførte han sig som en konge. En ydmyg konge godt nok, ridende på et æsel, som profetien havde forkyndt, men ydmygheden bed man ikke mærke i kun kongeværdigheden. Og folk hyldede ham og lovpriste ham og glædede sig umådeligt. Spontant sprang man op og skar grene af palmetræerne i vejsiden, så man havde noget at vifte med, mens andre som tegn på tilbedelse og respekt bredte deres kapper ud foran ham. Hvad gjorde det, om den gamle klædning skulle blive trådt i stykker; når kongen kom med nye tider, skulle alt det gamle jo alligevel skiftes ud...
Det var nok en forventning om en konkret politisk omvæltning, der fik folket til at hylde Jesus. De havde så længe glædet sig til at slippe af med det romerske styre, som de var undertrykt af både politisk, økonomisk og religiøst.
Jesus opfyldte ikke folkets forventninger, og få dage efter vendtes folkestemningen. Så kunne Jesu fjender lade ham anholde, pine og korsfæste, ikke blot med folkets accept, men med dets billigelse...
Og så så det ud som om, at slaget var tabt, at Jesu vandring blot havde været en ørkenvandring, som billedligt talt var løbet ud i sandet, at han havde fejlet, og at deres håb havde været forgæves. Sådan så det ud for dem alle sammen. Sådan så det ud nogle dage, indtil glædens budskab atter blev spredt påskemorgen af frygtsomme kvinder og rystede disciple.
Ingen havde rigtig forstået det, men Jesus havde fulgt planen. Guds plan. Det er den plan, som er blevet udtrykt poetisk i filipperbrevshymnen, som blev læst fra alteret for lidt siden. Det er apostlen Paulus, som har skrevet den ned, men det er nok ikke ham, der har formuleret ordene. Tanken er, at Jesus, netop fordi han døde, fulgte Guds plan. Tanken er, at det netop var Jesu opgave at give afkald på den guddommelige magt, at blive menneske og at dø for så at blive oprejst igen og blive ophøjet som verdens sande, evige konge...
Palmesøndag med folkets hyldest af Jesus kan og skal få os til at tænke på, hvordan vi tager imod Jesus. Svinger vi mon med glædens palmegrene? Lader vi ham overhovedet få indtog i vores sind, i vores følelser og vores fornuft. Er der plads til ham i vores verden, i vores familie, i vores dagligliv?
Svaret er måske ikke så entydigt ja, som det burde være, for der er ingen tvivl om, at Jesu gerning bør sætte sig igennem i vores liv. Det er jo derfor det hedder: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”. Han gav afkald og tjente, var ydmyg og lydig. Også vi skal tjene hinanden. Som befriede skal vi ikke være slaver af det gamle.
Men lader vi os befri? Når vi tænker på, at de, som tog imod Jesus med begejstring, at de senere svigtede, hvordan ville det så være med os i samme situation? Holder vores tro til modgang? Er vi villige til efterfølgelse, når det koster? Vil vi give afkald på noget for nogens skyld? Og atter bliver svaret ikke entydigt ja. Måske vil vi også bare rage til os og hytte vores eget skind, fordi vi ikke rigtig tror på befrielsen?...
Palmesøndag skal anspore os til at følge Jesus også gennem trængsler, samtidig med, at det skal blive helt klart for os, at vi ikke formår at gøre det. Vi er nemlig ikke fejlfri. Vi er ikke uden synd. Vi hverken kan eller skal frelse verden. Vi kan ikke engang frelse os selv. Jesus kan, og han er gået foran. Han er gået ind i Påsken med alt, hvad det indebærer. Han har bundet fjenden. Hen er befrieren, som skal løse, favne og bære alt og alle også os. Amen.
