Sct. Marie kirke d. 29. december kl. 10.00
8 Om alle mine lemmer – 84 Et lidet barn så lysteligt – 94 Lad det klinge sødt i sky // 107 Julebudet til dem, der bygge – 431 – 106 En rose så jeg skyde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:Julesøndag er det i dag, dette gamle års sidste søndag, og det kan give anledning til tænke over, hvordan det gik. Året var jo så ungt, da vi gik ind i det, og måske havde vi mange forhåbninger til det. Så gik året, og ting skete eller skete ikke. Ikke alle håb og drømme gik i opfyldelse, men til gengæld viste mange bekymringer sig heldigvis at have været ganske forgæves.
»Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.«
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«
Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.
Det er forskellige håb og drømme, som forskellige mennesker har. Der er forskel på, hvad vi hver især lægger vægt på. Noget er bestemt af interesser; noget er bestemt af alder; noget er bestemt af, hvor meget optimisme, man er givet eller formår at mønstre, eller hvor meget mismod man måtte være bebyrdet med. Meget er bestemt af vores tro og vores manglende tro, og ofte er vi ikke lydhøre for det, som skal vække troen.
Tro er jo for den tålmodige. Den utålmodige, der vil have klar besked med det samme, vil jo ikke høre på de ord, som taler til troen, men siger: ”Nej, det kan jeg ikke vente på. Jeg vil vide det her og nu og have afgjort, om det holder!”.
Det er det, det drejer sig om, når vi i dag hører om, hvad der skete, dengang Jesus blev bragt til templet i Jerusalem. Barnet skulle fremstilles, som det var skik, 40 dage gammelt.
De må have lignet hinanden alle de spædbørn, som blev bragt til templet. Jo, de smås forældre kunne jo nok se forskel, og andre, som selv havde små børn, kunne måske forskel, og de nære slægtninge, som børnene blev sammenlignet med i udseende og temperament, de mente jo også at kunne se forskel. Men ellers, ellers er de jo så ens sådanne spædbørn, og den ene var vel næppe meget forskellig fra den anden.
År ud og år ind i umindelige tider havde man bragt sådanne spædbørn til templet for at blive fremstillet, og præsterne havde bedt de autoriserede bønner for dem, og for børnenes forældre var det noget særligt, men for alle andre mere rutinepræget.
Og så den dag, da barnet Jesus blev bragt til templet, skete der noget særligt. Simeon, som var blevet åbenbaret, at han ikke skulle dø, førend han havde set Herrens salvede, så ham. Og nu vidste Simeon, at han kunne dø i fred, for Gud havde tændt sit lys i verden.
Josef og Maria undrede sig over de ord, som Simeon sagde, og da Simeon havde velsignet dem, fik Maria yderligere at vide, at ”dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanke kan komme for en dag.”
Jo, Jesus blev jo også senere modsagt. 12 år senere, da Jesus atter var i templet, og hans forældre ikke kunne finde ham, bebrejdede de ham, da de fandt ham, og sagde: ”Hvorfor gjorde du sådan mod os?” Og senere, da han var blevet voksen, måtte han tage afstand til moren og brødrene, som sikkert forsøgte at få ham til at holde op med at gå rundt og prædike og skabe så meget uheldig opmærksomhed og forårsage modstand. Allerede det skar vel moren i hjertet. Og gennemboret blev hendes hjerte, da hendes søns gerning fuldførtes på et kors.
Ikke kun Simeon blev det givet at se det, som ingen anden endnu kunne se. Også den gamle enke Anna trådte frem ”og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning”.
Ikke alle forventede Jerusalems forløsning. Ikke alle forventede, at Gud skulle gribe ind og gøre noget, og i særdeleshed forventede man ikke, at Gud skulle gribe ind på den måde, som det skete: i et barn, som voksede op og blev et menneske. I en mand, hvis gerning fuldførtes i lidelse og død. Sådan er det også i dag. Nogle mennesker fornægter Gud. De har hørt evangeliet, men de tror ikke på det. Andre har nok hørt det, men lever ikke med det, ikke så ofte i hvert fald. Det jo så mange, som kun kommer ved særlige lejligheder, som dåb og konfirmation, bryllupper og begravelser, ikke helt af egen drift, men fordi man bliver inviteret, ført eller båret. Hvor ville det være godt, om alle disse mennesker kunne få sådan smag for evangeliet, at de kom lidt oftere!
Og så er der mennesker, som tror og hører Guds ord så ofte, at de føler, at de lever med og hører til hos Gud. Derfor skal de ikke nødvendigvis roses, for takken tilhører Gud. Det er nemlig et under, at mennesker tror i en tid, hvor man ellers straks skifter kanal, hvis man ikke har fattet interesse for et program efter de første 10 sekunder.
Vi, der ikke skiftede program eller gøremål heller ikke på denne årets sidste søndag, men hører Guds ord og lader det tale til vore hjerter, vi ved også godt, at vi ikke skal roses for det. Det er jo af ren nød, at vi er her, for vi ved, at vi er syndige mennesker, og vi trænger til atter at høre, at Gud alligevel vil have med os at gøre. Vi ved uanset vores alder, at vore liv her på jorden vil komme til en ende, og vi trøstes ved at høre, at Gud vil favne os hinsides vor tids og vor verdens grænse. Vi ved, at verden er gammel og ofte håbløs, men vi glædes ved håbet, der tændes ved evangeliets ord.
Ja, nogle af os er her måske kun, fordi vi er betalt for det, eller fordi vores liv nu engang blev sat på det spor, som ledte denne vej. Måske kommer man af vane eller tradition, men gode vaner og traditioner skal man ikke være ked af at lade sig lede af.
Og med de ord vil vi lade det gamle år fare og snart hilse det nye velkommen. Vores vane og tradition med at høre Guds ord vil vi holde fast i, og vi vil bede om, at Guds Ånd må komme over os, så vi overfor alle dem, som ikke jævnligt hører Guds ord, må prise Gud og være vidner om tro, håb og kærlig i Jesu Kristi navn. Amen.
