Sct. Marie kirke d. 18. december kl. 9.00
Præludium – indgangsbøn – Det kimer nu til julefest – Juleevangeliet – interludium 1 – Julen har bragt – prædiken – interludium 2 – Intermezzo: vielse – Fadervor , velsignelsen – Glade jul – udgangsbøn – postludium.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Noget kan man næsten udenad. Hvis man fx siger ”Og det skete i de dage”, så kan de fleste - særligt hen imod jul - fortsætte: ”at der udgik en befaling fra kejser Augustus”. Det er selvfølgelig juleevangeliet, som jeg læste for lidt siden, som man kender så godt, at man kan starten udenad.
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Måske kan vi også reaktionen udenad: vi tænker, det er vel nok en dejlig historie, den her med den gravide kvinde og hendes forlovede, som midt i den mørke vinter drager af sted for at lade sig indskrive, dvs. blive en del af den folketælling, som kejseren havde befalet. Og så, da de når frem, kan de ikke finde noget andet sted at overnatte end i en stald, og der føder hun sin søn.
Og for at det ikke skal være nok med det, så lader evangelisten, som ikke er uden dramatisk sans, scenen skifte, og fortællingens kamera peger nu på nogle hyrder ude på marken. Hyrderne ligger vel og sover ganske let, sådan som hyrder nu gør, klar til at reagere på enhver fremmed lyd. Men det er ikke lyd, der vækker dem, derimod er det en engel i strålende herlighed. Og englen forkynder nu noget for de skrækslagne hyrder, og en himmelsk hærskare lovpriser Gud og synger.
Og vi har hørt det hele før, og måske tænker vi, at det er da meget smukt – en god, gammel fortælling, der varmer hjertet i en kold tid, men så kan den vist heller ikke bruges til mere.
Det er da også i høj grad sådan vores tid tager julens budskab til sig. Jesus, det er jo ham, som blev født på 4. sal i Magasin du Nord, som det hedder i en Shubidua-sang.
Ham vil vi godt have sammen med alle nisserne og julemanden og ris a la mande og alt det der. Når så de første hektiske juledage er forbi, så skal det hele byttes. Gaverne skal byttes til det, som vi egentlig ville have. Træet skal ud; det var jo kun en illusion, en flygtig drøm, det symboliserede. Julefreden nåede vi vist knapt at mærke, men det er moderne tider, og nu kan Jesus sammen med julepynten ligge på hylden til næste år ved samme tid, når handelsstandsforeningen atter engang alt for tidligt sætter showet på hjul.
Jo, man vil godt have Jesusbarnet, men helst som et sødt glansbillede, der kan tages frem og lægges væk efter behov.
Men hvad er da julens egentlige budskab? Hvad skal vi høre og se bagved den smukke historie? Hvordan kan det siges enkelt? Måske på denne måde:
Sangeren Kim Larsen fortalte for nylig, hvordan han som barn tilbragte sine ferier hos sin morfar ude på landet. Her holdt han af at høre morfaren fortælle historier, og det var han god til, for han var landsbyskolelærer.
Det var historier fra den nordiske mytologi, fra Odysseen og Iliaden, og fra Bibelen om Abraham, Josef og Jesus. Og så sagde den lille Kim, da morfaren fortalte om Jesus: ”Jamen er Gud da til?” Og så svarede hans morfar: ”Hvis man tror på det, så er det der. Og hvis man ikke tror på det, så er det der måske alligevel.”
”Er Gud da til?” Det er et godt spørgsmål. Og det er faktisk det, som evangelisten svarer på med sin historie om barnet i krybben: ”Jo, Gud er til!”. Og ikke bare er Gud til, men Gud viser sig også blandt mennesker som menneske. Ikke som et magtmenneske eller som supermand, men som et ganske almindelig lille barn. Og det barn voksede op, og hvad han gjorde, og hvad, der skete med ham, fik verdenshistorisk betydning, sådan at vi godt 2000 år senere stadig betragter hans fødselsdag som vor tidsregnings midtpunkt..
Jesus blev kaldt frelser og konge, men nogen politisk konge var han ikke. Hans rige er ikke noget rige med grænser og vagtposter, men et rige, som breder sig i mange dimensioner: Gennem tiden og ud i verden spredtes budskabet om barnet i krybben, således at det har været kendt og elsket hos os i over 1000 år. I menneskers sind og hjerter har dette rige været til, og som borgere også i det rige har mennesker handlet og gjort meget godt.
Det er nemlig sådan, at selv om Guds rige og Jesu herredømme ikke handler om nogen politisk magt, og selv om også Jesus skelnede mellem at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, så betyder budskabet om barnet i krybben og ordene om fred til mennesker med Guds velbehag dog, at det menneske, som tager det budskab til sig, at det menneske også lever for sin næstes skyld og kæmper for fred, ret og retfærdighed...
Det er store ord i en kold tid. Og måske tænker en og anden af jer, at det er for store ord. Jo, det er det måske, men hvilke ord skal vi ellers fylde vore hjerter med? Hvad skal vi lære udenad, så vi husker det ikke bare i gode tider, men også i modgang? Dengang jeg var soldat, elev på Sønderborg kaserne faktisk, lærte jeg noget med kanevejfoski eller sådan noget. Jeg må tilstå, at jeg har glemt præcist, hvad det var, og rækkefølgen af det, men jeg kan sikker stadig finde ud af at samle og adskille og anvende alle de våben og andet udstyr, som jeg dengang lærte at betjene. Det er unyttig viden i fredelige tider, men ikke når det brænder på, eller, som man siger, når ballonen går op.
Den første 5-punktsbefaling, som de fleste af os har hørt, har vi hørt i kirken. Den lød over os, dengang vi blev døbt. Den blev sagt til dem, som bar os, til dem, som var til stede, og også til os, selv om vi dengang ikke forstod meget. Den lød sådan her:
”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”
Lad denne 5-punktsbefaling fylde dit hjerte og husk den i gode tider så vel som i modgang. Når alt ser sort ud, og fjender i enhver tænkelig form synes at have fået overtaget, så husk, hvad der lød i terrænorienteringen: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”, det betyder, at Gud har vundet og vil vinde til sidst. Og husk støtteforhold og signaltjeneste: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
Og lad mig tilføje til det med signaltjenesten: Hvis du befinder dig på det sted, som vi i min tid kaldte Lars Tyndskids mark og føler dig ene og forladt, så send gerne et fadervor eller en anden lille bøn, for hvis du tror på det, så lytter Gud med på kanalen, og hvis du ikke tror på det, så lytter Gud nok med alligevel. Glædelig jul. Amen.
