Sct. Marie kirke søndag d. 22. september kl. 10.00
2 Lover den Herre – 401 O, lad din Ånd nu med os være – 261 Kom, Gud Faders Ånd fuldgod // 345 Op, alle folk på denne jord – 279v6+7 O kærlighed selv! – 189 Min Jesus, lad mit hjerte få
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Nu er Kurt Thorsen, så vidt jeg kan vurdere, en charmerende og venlig mand. Selvfølgelig er de forhold, som han er blevet dømt for, gået ud over nogle mennesker, men det er vist kun penge, som det drejer sig om, og vist endog den slags penge, som man kalder ”risikovillig kapital”. Derfor kan man let forestille sig langt alvorligere forbrydelser og meget mindre sympatiske, ja endda usympatiske forbrydere. Og så melder spørgsmålet sig: Kunne en mere forhadt og ringeagtet person anvendes i samme funktion, som medarbejder i kirken, som discipel?
Og svaret må være: ”Ja!”. Vi har jo netop hørt, at Jesus kalder tolderen Levi til at følge sig, til at være hans discipel. Og en tolder det var bestemt ikke et menneske, som man så på med nogen sympati overhovedet. En tolder var en, som samarbejdede med den romerske besættelsesmagt. En tolder var et usympatisk menneske, som i tide og utide krævede sin del og tog fra en. Man måtte betale, når man gik ind i byen og ud af byen. Man måtte afregne, når man hentede og bragte ting og sager, varer og livsfornødenheder, alt det, som man selv og ens familie havde brug for hver dag. Kom man med en fuld sæk til toldboden, var den slunken, når man gik derfra
Nu er der måske en og anden blandt jer, som tænker: ”Der er ikke noget nyt under solen; sådan er det endnu; vi bliver stadig beskattet og momset alt for meget”. Og det kan der være noget om, men der er dog den væsentlige forskel nu om dage, at pengene går til fælles gavn og ikke til en fremmed besættelsesmagt, og at tolderen ikke selv bestemmer sin løns størrelse ved flittigt at stikke i egen lomme...
Jesus kaldte altså tolderen Levi til discipel, og han kalde ham ikke umiddelbart ud af og væk fra det miljø, som han færdedes i, og han sagde ikke til til ham: ”Jeg vil kun kendes ved dig som et fuldstændig forvandlet og forandret menneske, for din fortid og dit tidligere job og dine venner afskyr jeg.”. Tværtimod gik Jesus og hans disciple med ham hjem, og dér spiste og drak de sammen med andre toldere og syndere.
Da den sag kom folk for øre, var der selvfølgelig nogle, som fandt det upassende og stak lidt til Jesu disciple og udbad sig forklaring. Og hvor ville det være interessant at høre, hvad disciplene svarede, hvis de overhovedet havde nogen forklaring. Men det ved vi ikke. Det svar når de ikke at give, inden Jesus giver det svar, som skal gives: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”
Der er altså ikke tale om, at Jesus siger, at det er helt i orden at være tolder og synder, eller alt hvad disse begreber måtte omfatte både dengang og i dag. Det er ikke i orden. Det er ikke retfærdigt. Det er ikke rigtig at synde. Men det er sådan, at Jesus er kommet for at kalde syndere og frelse uretfærdige. Hvem ellers? Skulle den retfærdige have brug for tilgivelse? Eller hvilken medicin har den raske brug for? Eller kan man få et menneske, som mener at stå sikkert på det faste land, til at gribe desperat ud efter en redningskrans? Nej, kun den syge har brug for læge.
Det er nok den vigtigste grund til, at fangerne i fængslerne er glade for deres kirke og bruger den flittigt. De har brug for den. De har brug for den, fordi de, som selv er bundne, så godt forstår ordene om at blive løst. Og fordi de selv har forbrudt sig på så mange måder, har de brug for ordet om tilgivelse. Det er vel ikke bare deres overtrædelser i sig selv – det, som de er dømt for – som de angrer og fortryder, men også det, at de forspildte deres liv og svigtede andre menneskers tillid.
Nu er det ikke automatisk sådan, at den, som synder værst, er den, der angrer og fortryder mest inderlig, men den, som bliver afsløret i sin synd får dog muligheden. Når gerningerne bliver regnet op, og der bliver redegjort for konsekvenserne af det, som man gjorde, da er valget meget klart: ”Vil jeg blive i min synd, eller vil jeg søge ud af den, vil jeg søge tilgivelse? Det sidste, det kender vi fra os selv, er det bedste. Det letter og frigør at bede et andet menneske om undskyldning, også selv om man derved blotlægger sin egen skyld...
Det er ingen grund til at undre sig over, at den fængslede forbryder forstår og modtager ordet om frihed og tilgivelse meget mindre forbeholden end andre mennesker. Det er jo ”manglens lov”, der gør sig gældende her, reglen om at det, som man mangler inderligt, det er det, som man så meget mere ønsker sig. Ja, ikke bare ønsker sig, man har også en bedre sans for det, man forstår det bedre.
Den, som har mistet hørelsen, forstår hvilken sans, han er blevet berøvet, og husker virkelig hvilke dejlige budskaber ord kunne bringe, ord, der lød gennem luften og gik ind gennem ørenes gange og endte i sindets dybder.
Den, ser har mistet synet, drømmer endnu i billeder. Hun ville så gerne kunne se endnu, men har ved den ene mangel så meget mere sans for på alle andre områder for ”se” verden omkring sig.
Og enhver, som har fået afhjulpet en uformåenhed eller er blevet helbredt for en sygdom, forstår langt bedre end den, som aldrig har fejlet noget, hvilken gave, det er at være rask...
Men man glemmer. Den helbredte glemmer. Den tilgivne glemmer. Man tager livets gamle skjorte på, den, som er fyldt med vanens og selvfølgelighedens lapper. Og så siger man så let, når der kommer en og tilbyder tilgivelse: ”Tak, jeg har!” Eller, når der bliver tilbudt helbredelse: ”Jeg fejler altså ikke noget lige nu”. Og men tænker: ”Skulle der være noget i vejen med mit liv, så kan jeg selv lappe på det!”
Det var ellers langt bedre at huske på sin egen uformåenhed og lægge livets gamle, lappede skjorte fra sig og iføre sig en ny.
”Guds fulde rustning” er den nye skjorte et sted blevet kaldt, eller ”retfærdighedens brynje”. Begge skjorter – både den gamle og den ny – kan med rette beskrives som retfærdighedens skjorter. Den gamle skjorte er selvretfærdighedens skjorte, og den kan ikke andet end at blive mere og mere slidt og lappet.
Den nye skjorte er Guds retfærdigheds skjorte. Udenpå er der ikke brug for lapper, for Guds retfærdighed er fuldstændig. Det er Guds nåde og kærlighed også. Indeni skjorten er der plads til det uretfærdige menneske, til synderen, til dig og mig, og kun vores egen selvretfærdighedsfølelse kan forhindre os i at tage den på.
Men vi er jo indbudte til fest, så vi må hellere tage nye skjorter på. Og i nye skjorter kan vi toldere, syndere og disciple (vel alt på en gang) holde fest med vor Herre, Jesus Kristus, også i dag og sige:
Du som freden mig forkynder,Amen.
du en frelser, jeg en synder,
du med amen, jeg med bøn,
du med nåden, jeg med skammen,
- ak, hvor vi to passer sammen,
du Guds Salvede, Guds Søn.
