Broager kirke, søndag d. 21. juli 2002 kl. 10.30
280 Kirken den er et gammelt hus – 854 Fyldt med glæde… – 501 Jeg ved på hvem jeg bygger // 289 På Jerusalem det ny – 385 I Herrens hus er godt at bo – 222 Gud har fra evighed givet…
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Jesus sagde: »Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!
Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.«
Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
Der er nok at tage fat på. Drivhuseffekten siges at få temperaturen til at stige, hvorved store ismasser smelter, så vandstanden i verdenshavene stiger. Og det er ikke så godt, for størstedelen af jordens befolkning lever ved kyster, og mange steder kan selv små vandstandsstigninger give alvorlige problemer: Marker og huse, ja, hele byer kan således komme til at stå under vand eller ligefrem blive skyllet væk.
Det med, at noget kan skylle væk, har vi oplevet eller i det mindste hørt om i de sidste dage. I nærheden af Haderslev er en del sommerhuse flydt med vand fra den kraftige regn, og selv om vandet ikke ligefrem skyllede noget væk, så gik folks ferier dog i vasken, når husene ikke længere var beboelige. Og i Esbjerg forsvandt en vej helt under asfalten, da sand og grus blev skyllet bort.
Nu spørger folk sig selv: Hvordan skal vi sikre os? Hvad skal vi gøre for at undgå den slags ubehageligheder?
Når det gælder miljøet, skal vi selvfølgelig hver især og i fællesskab både lokalt, nationalt og globalt yde den indsats, der er nødvendig, også selv om det koster. Når det gælder sommerhuse og veje, så må vi jo bygge dem så godt som muligt på drænet og god grund, således at de holder, når skybruddet kommer.
Når det gælder Guds rige, hvad så? Hvad skal vi så gøre? Jo, det er det, som vi får opskriften på i dag, og selv om opskriften ser meget enkel ud, så kan vi let komme til at høre forkert og få noget helt ubrugeligt ud af den.
Lægger vi ikke mærke til detaljerne, kommer det til at gå os som bagerdrengen i dyrene i Hakkebakkeskoven, der bytter om på hvedemel og peber og bager helt uspiselige kager.
I første omgang kunne vi måske bilde os selv ind, at det hele drejer sig om, hvordan vi bygger vore livs huse. Sådan tænker vi, fordi vi glemmer, hvad kristendom i grunden er. Vi vil jo gerne gøre alting selv, og derfor bilder vi os ind, at kristendom er alt det, som vi kan.
Måske tænker vi, at vi opfører os bedre end andre mennesker. Ikke helt perfekt, men vi betaler dog enhver sit. Vi giver lidt til Kræftens bekæmpelse, når der er indsamling, vi holder haven pænt og fortovet ryddet og er i det hele taget gode borgere.
Måske tænker vi, at når vi er lidt bedre, end folk er flest, så må der dog være en vis fortjeneste ved det; det fortjener da ros fra højere sted.
Og den kristelige selvretfærdighed er ikke begrænset til os, som sidder i kirken. Også udenfor kirken findes den. Der er gode mennesker, som siger: ”Vi er meget mere kristne, end dem, som sidder i kirken”. Dermed mener de, at de opfører sig bedre end de fleste, endog bedre end folk, som almindeligvis går i kirke.
Bortset fra, at man kan undre sig over, hvordan nogle mennesker i fuld alvor kan mene sig bedre end andre mennesker, så kan det da godt være, at det er tilfældet. Men det er ikke det, som det kommer an på. Det kommer ikke an på, gode gerninger.
Det er derfor Jesus fortæller, hvordan det skal gå på denne verdens sidste dag, den dag, som vi kalder dommedag, den dag, hvor Guds rige skal omfatte alt og alle.
Og hvordan skal det så gå? Jo, det skal på dommedag gå helt anderledes, end ved en helt almindelig retssag. Der gælder ikke om at komme med alle mulige undskyldninger. Der gælder endog ikke om at bevise, at man har været så og så god. Alle de mange, som kommer og siger, at de har gjort det og det gode, ja selv i Jesu navn har de gjort det, de bliver afvist. ”Jeg kender jer ikke”, siger Jesus. Han vil ikke have med dem at gøre.
Men hvad er da det for noget? Hvorfor afviser Jesus dem? Er det fordi, at det ikke passer alt det gode, som de siger, at de har gjort? Nej, det behøver ikke at være tilfældet. De kan godt have gjort alt det rigtige og gode, men fejlen er, at de tror, at det indbringer dem en særlig fortjeneste.
Ja, selv det bedste gode, det, som er gjort i Jesu navn, indbringer ikke noget menneske en sådan fortjeneste, at det giver fri adgang til himmeriget.
Og det, at de siger, at de har gjort gode gerninger i Jesu navn, gør det ikke bedre. Nej. Tværtimod, når man gør noget i nogens navn, må man jo gøre det i den persons ånd, som man nævner. Og Jesu ånd er netop at tjene andre, ikke for sin egen skyld, men for andres og for Guds riges skyld. Den ånd skal vi følge; det er opskriften på Guds rige.
Når det er sådan, det forholder sig, bliver det klart, at vi kan ikke sikre os! Intet kan kan sikre vores sejlads på livets usikre hav. Intet af det, som vi gør, selv det gode, selv det allerbedste, kan holde vore hoveder oven vande, når undergangens bølge kommer.
Det er hårde ord for det menneske, som vil selv. Og på den måde er det hårde ord for os alle sammen, for lige siden vi har sluppet vor mødres varme favn og rejst os på egne ben, har vi villet selv.
Og så alligevel, så er det måske ikke så hårde ord. Når man er ved at drukne, så er det dog bedre at gribe efter den redningskrans, som bliver kastet ud til en, end stædigt at vedblive med at træde vande. Når man virkelig er ved at snuble, så er det dog bedre at blive grebet, end at slå sig rigtig slemt. Husk, at hvis man ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer man slet ikke ind i det.
Men ens stolthed går det ud over. Det kan vi ikke komme udenom. Ja, sådan er det. Stolthed og sand kristentro har det ikke godt sammen…
Men hvad så med den rigtige opskrift? Hvad er den rigtige kristentro? Hvad skal jeg gøre?
Og svaret er, at du skal gøre det, som der kræves af dig. Du skal, som det hedder, elske Herren din Gud og din næste som dig selv, og derfor skal du gøre alt muligt godt. Kun må du ikke regne med, at du derved opnår nogen særlig fordel i Guds rige: du skal tjene uden at tænke på egen fordel, for der er ingen! Du skal tjene uden at tænke på egen fordel, fordi Gud kræver det af dig, og fordi din næste har gavn af det.
Jamen hvad skal jeg så gøre for at komme i himlen, hvis jeg ikke kan gøre mig fortjent til det? Hvad skal jeg gøre for at opnå adgang til Guds rige? Intet! Du kan intet gøre!
Jamen, hvad var det den kloge mand byggede til forskel fra tåben? Ingenting! Der var overhovedet ikke forskel på, hvad de byggede. De byggede begge et hus, og der var ikke forskel på selve husene. Derimod var der forskel på grundlaget. Det ene var bæredygtigt, det andet ikke.
Det bæredygtige grundlag er Jesus Kristus. Det er ham, der åbner døren til livets rige for alle, som tror. Det er hans hus, som vi må bo i og ikke vore egne konstruktioner. Kun i det hus findes nåden, syndernes forladelse og det evige liv. Amen.
