Broager kirke, 5. maj kl. 10.30
Nu blomstertiden kommer – Fyldt af glæde over livets under – Hvor der er tro på Gud // O kristelighed – Jesus Krist du gav mig livet – Herre Jesus, du, som troner
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.
Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.
Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«
Arv og gæld er ellers noget, som vi ikke rigtig kan frasige os. Tænk på et spædbarn, hvordan man atter og atter snakker om, hvem det ligner. Måske har det morens næse og farens ører? Og når barnet så bliver større, så lægger man mærke til, at det da også har de og de karaktertræk, som man kender så godt fra dets voksne slægtninge.
Også i historiens sammenhæng er vi alle sammen blevet til det, vi er, fordi nogle gjorde noget, som fik betydning for os. Det lagde I måske mærke til i går aftes? De, som huskede det og lagde vægt på det, tændte levende lys og stillede dem i vinduerne. Det var jo den d. 4. maj, den aften, hvor man mindes befrielsen, den aften, hvor man i mange år i tv og radio hørte det med, at feltmarskal Montgomery havde meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig.
Det er alt sammen historie, som er uforglemmelig for dem, der oplevede det, men også vi, som er meget yngre, og som kun har hørt om det gennem andre, forstår glæden ved frihed efter tunge besættelsesår og påskønner alle dem, som gjorde en indsats for at bringe undertrykkelsen til ophør…
Når vi i dagens evangelietekst fra Johannesevangeliet hører nogle af de smukke ord fra det lange afsnit, som kaldes afskedstalerne, så handler de ord også om arv og gæld.
Når man siger, at evangelierne står i Det ny Testamente, så tænker man om ordet testamente, at det vel først og fremmest betyder vidnesbyrd eller pagt. Men ordet testamente er jo også betegnelse for det, som et menneske vil lade gå videre til sine efterkommere. Et testamente indeholder de ord, tanker og beslutninger, som skal gælde for eftertiden – den tid, da man ikke længere kan være sammen med sine kære.
Sådan også i afskedstalerne. Jesus ved, hvor det bærer hen. Han ved, at han ikke meget længere skal være sammen med sine disciple, men at han skal herliggøres. Og herliggørelsen er ikke, at han sådan uden videre skal sættes på en kongetrone, at han uden videre skal stige til himmels og sidde ved faderens højre hånd, at han uden videre skal gribe magten i himlen og på jorden og befri alle mennesker fra livets plager og genvordigheder.
Ikke uden videre, for først skal han give sit liv for sine venner. Derfor er herliggørelsen ikke den direkte bortrykkelse til himlen, men ophøjelsen er i første omgang ophøjelsen på et kors. Det er den nedværdigende død og lidelsen som udtryk for den altomfattende kærlighed til alle dem, som er blevet ham betroet.
Herliggørelsen er altså ikke direkte herliggørelse af ham som døde og steg ned til dødsriget, men for alle dem, som han døde for, er arven herlighed, og gælden er slettet, for der midler nok i boet.
Og hvad er da arven? Vi kan lade den tredje trosartikel sige det. Det er det sidste afsnit i trosbekendelsen, det, som bliver sagt, inden der bliver spurgt: ”Vil du døbes på denne tro?” Det lyder: ”Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”
Sådan lyder det, når det siges på overskrifter. Når det gentages i telegramstil med de ord, som har været kirkens varedeklaration lige siden apostlenes dage – ord, som næppe har ændret sig, siden de fik deres første udtryk i Rom i slutningen af det andet århundrede.
Arven er, at vi, som hører Jesus Kristus til, er blevet lovet det evige liv. Den del af arven kan vi kun forudse, håbe på og regne med; vi kan jo ikke i levende live få den udbetalt. Vi kan heller ikke, det ved vi alle sammen alt for godt, undgå trængsler i livet, sygdom, ulykke eller alderdom og til sidst døden som afslutning på det liv, som vi kender her på jorden. Derfor må også kødets opstandelse til, når engang Gud samler alle sine børn i sit rige.
Men arven er ikke kun disse veksler på fremtiden, paradiset i horisonten, håbets gnist, glød eller flamme i vore hjerter. Noget af arven kommer også til udbetaling her og nu i dag. Når vi bliver lovet syndernes forladelse, så er det jo ikke kun et pant på at gælden i fremtiden skal blive slettet, men et ord fra Gud, som vi også i dag må leve med frimodighed uden rent åndeligt at være gældtyngede.
Således, når vi synger ”Nu blomstertiden kommer”, er det ikke kun den forestående sommerårstid, som vi skal tænke på. Det er heller ikke kun den forjættede paradisets blomstertid, som vi skal mindes i forventning. Det er også blomstertiden i vore hjerter her og nu, den dagligdag, hvor evangeliet gøder jorden.
Det sker i de helliges samfund. Og de helliges samfund er altså ikke en eller anden lille gruppe fromme mennesker, som har fundet sammen om noget, som de er enige om. De helliges samfund er ikke en sammenslutning eller bevægelse. De helliges samfund er alle de mennesker, som Guds ord lyder til.
Og da mennesket ikke altid hører det, som bliver sagt, eller lader ordet slå rod, for vore ører er ikke nødvendigvis den bedste adgang til vore hjerter, og vore hjerter er ikke altid modtagelige for livets blomsterfrø, da har Gud i de helliges samfund indstiftet sine sakramenter, det vil sige indholdsfyldte, hellige og stærke tegn, nemlig dåben og nadveren hvori han forener sig med os.
Hvor de tegn søndag efter søndag sker, findes den hellige, almindelige kirke. Og dér lever den Ånd, som dag for dag skal trøste og forny os…
Den lille dreng, som er blevet døbt i dag, har arvet træk fra sin far og mor og sine øvrige slægtninge. Han har fået navnet Christian. Måske er han opkaldt efter en i familien og har således fået navnet i arv? Måske synes hans forældre bare, at det er et godt navn. Og det er det bestemt også.
Og alle vi døbte, hvad vi end hedder, har på en måde fået del i det navn, i hvert fald del i det navns betydning, for ved dåben fik vi lov til at kalde os kristne. Vi fik kristusnavnet i arv og eje. Det er en arv, som vi rolig kan vedkende os i tro og tillid og dertil sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
