Sct. Marie kirke, søndag d. 31. december kl. 10.00. Hør prædiken...
91 – 84 – 81 // 107 – 431 – 106
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:Det bliver et stille nytår, som vi fejrer i aften, selv om kloge hoveder har forklaret os, at århundredskiftet og årtusindskiftet egentlig er nu, mellem år 2000 og år 2001, og ikke mellem år 1999 og år 2000.
»Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.«
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«
Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.
Alle, der havde forstand på det, var klar over det, men da vi bedst kan lide runde tal, og da nu årsskifte-feberen rasede så stærkt, som den gjorde, fulgte vi den store flok og fyrede alt krudtet af sidste år.
Der gik meget røg af det årsskifte, men udover festen og medieomtalen skete der ikke meget, og ingen af dommedagsprofetierne holdt stik: Jorden gik ikke under, ingen flyvemaskiner styrtede ned, og selv computersystemerne blev ved med at fungere og skuffede dermed de værste pessimister.
Det er godt med et stille nytår, for det giver os en chance for at få lidt ro og en mulighed for at tænke lidt bedre over tingene, end vi er i stand til, når verden står på den anden ende - også selv om turbulensen kun er medieskabt…
Jeg vil gerne dele med jer den første gang, jeg vistnok tænkte videre over tingene en nytårsaften. Hvad år, det var, ved jeg ikke helt præcis, men jeg tror, at jeg var i konfirmand-alderen. Det var lidt over midnat. Mine mindste søskende må have været lagt i seng for længst, og de andre søskende og min far var gået indenfor.
Så snakkede vi om året, der var gået, og om året, som skulle komme. Om fremtiden. Det gik os godt, og jeg kunne høre på min mor, at hun sådan ønskede, at det skulle fortsætte på den måde. For mig havde hun også håb og forventninger, og det fortalte hun lidt om, og hun gjorde det på en god måde, for jeg følte mig ikke presset derved, kun opmuntret. Vi talte lidt om tidens gang, og jeg kom til at tænke på, at hun var ældre end jeg, og at vi ikke altid kunne have hinanden. Det gjorde mig vemodig, men det gjorde altså også øjeblikket så stort, at jeg husker det endnu i dag…
Det er selvfølgelig dagens evangelietekst, der vækker disse minder. De to gamle mennesker i templet, Simeon og Anna, befandt sig begge i den yderste ende af deres liv. De var højt oppe i årene, og kunne ikke regne med at leve meget længere. Nu manglede de blot at se det, som kunne give dem ro i sindet, det, som kunne overbevise dem om, at der var håb for verden.
Håb for verden, det var det, som de så den dag i templet. Nu var julen også nået dertil. Da Jesus var blevet 6 uger gammel, bragte hans forældre ham ind i templet, for at han kunne blive velsignet, og for at bringe det offer, som passede til den lejlighed, et par dueunger.
Og Helligånden var kommet over Simeon og havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Guds salvede. Og Ånden fik ham til at gå op til templet netop den dag, og i det barn, som alle andre så som et ganske almindeligt 6 uger gammelt barn, så Simeon ved Åndens hjælp lys og herlighed, og af sit hjertes forråd af gode ord og skriftsteder sammenstykkede han sin lovsang:
Herre, nu lader du din tjener fareDen lovsang har siden fået sin faste plads i kirkens klassiske aftenbøn, completoriet. Det er den bøn, som blandt andre munkene beder til allersidst om aftenen, lige inden de går i seng.
efter dit ord i fred;
thi mine øjne har set din frelse,
som du beredte for alle folkeslagenes åsyn,
et lys til at oplyse hedningerne
og en herlighed for dit folk Israel.
Ingen ved jo, når man lægger sig til at sove, om man skal opleve en ny dag i dette liv, eller om denne blev den sidste, men under alle omstændigheder: Gud i vold!
Så står de der, munkene, trætte efter en lang dag eller måske trætte efter et langt liv. Og veksellæst siger de til hinanden:
I fred vil jeg lægge mig ned.Og så takker de Gud og priser ham og slår for sig korsets tegn og siger amen. Og så siger de ikke mere, før de med Guds fred sover ind. Og så må opstandelsen være op til Gud…
Og i fred skal jeg sove ind.
Thi du, Herre, lader mig bo i tryghed.
Under dine vingers skygge.
Jesu far og mor undrede sig over det, som var blevet sagt. Men der blev sagt mere, til Maria i hvert fald: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge, for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.”
Hvad betyder dette? Hvad mon Maria tænkte? Forstod hun noget af det? Selv for os, som ved, hvad der siden hændte, er disse ord på én gang forståelige, enkle og dog foruroligende, for skulle vi mon kunne komme til at sige Jesus imod?
Modsagt, det blev Jesus. Han blev modsagt af farisæerne, da han viste, at man godt kan have fællesskab med dem, som er udenfor. Modsagt blev han af sine disciple, da han forsøgte at forklare dem, at han skulle lide. Modsagt blev han, da han blev korsfæstet.
Modsagt blev han det, som han skulle være, det, som han var beredt til at være, nemlig den frelser, som bærer verdens synd.
Også siden er der kommet mange modsigelser: At Gud skulle kunne blive menneske, var en tanke, som var mange imod, og at Gud skulle kunne lide, var endnu vanskeligere at forstå. At mennesket skulle være en synder, som ikke selv kan redde sig ud af sine problemer, møder også modsigelse.
Og så er der det med fald og oprejsning, som Simeon nævner. Jesus er sat til fald og oprejsning. Her er noget, som deler, for den som ikke bliver oprejst, må jo forblive i faldet. Den, som ikke vil modtage tilgivelsen, må forblive utilgivet. Den, som ikke bliver frelst, går fortabt.
Frelsen bliver rakt til alle mennesker gennem Jesus Kristus, og enhver, som tror på ham skal have evigt liv. Det er Guds åbne arme til mennesket. Der er plads nok, men selv det møder modsigelse. Man kan møde mennesker, som siger: ”Hvis nogen skal gå fortabt, så vil jeg ikke frelses!” Hvilket hovmod på den måde at forsøge at sætte Gud stolen for døren!
Man kan høre kloge præster forsikre om, at der kun er én udgang af denne verden, nemlig til evig frelse hos Gud. Hvor er de flinke! Men det er altså blankochecks, som de udsteder, og derved sender de mennesker ud i alle mulige forvirrede retninger i stedet for at vise hen til Jesus Kristus, som sagde: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”…
I aften, når du fejrer nytår og står sammen med dine kære og tænker på det, som var, og det, som skal komme, så lad fyrværkeriet glimte for dine øjne, men lad Jesus Kristus, Guds frelse for alle folkeslagene, være lys og herlighed i dit sind. Lad dig oplyse og bed til, at alle må blive oplyst af lyset fra Gud:
Saligheds fryd for genløserens dydAmen.
times lad mennesker alle!
Faderens råd og den Helligånds dåd
sammen i Frelseren falde,
så af det hele, som Gud har skabt,
går kun fortabelsens æt fortabt!
