Onsdag d. 26. december
Sct. Marie sogn, Menighedshuset kl. 10.00
90 I denne søde juletid – 55 Lov og tak og evig ære – 98 Den yndigste rose // 107 Julebudet til dem, der bygge – 432 Jesus Krist, du gav mig livet – 93 Hjerte, løft din glædes vinger
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:Jesus sagde: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.”
”Ingen roser uden torne” hedder en talemåde, hvis oprindelse fortaber sig i historiens tåger. Sikkert så længe, som mennesker har glædet sig over rosens skønhed, har man lagt mærke til, at man også kunne stikke sig på dens torne. Lige så længe, som mennesket har nydt honningens sødme, har denne nydelse været fulgt af risikoen for biens stik. Og lige så længe, som kærligheden har været i verden, har smerten ved eller frygten for at miste været skyggen, der fulgte. Jo stærkere glædens lys skinnede, jo tydeligere stod skyggen tegnet på væggen.
Alt dette bliver klart på 2. juledag. Det er dagen derpå. Glæden over barnet i krybben; de glansbilledagtige fortællinger om hyrderne på marken, englenes sang og fremmede konger, som kom langvejsfra med barselsgaver; freden i stalden mellem halmen, kvæg og får – alt sammen bliver brat afbrudt. Som ved en ubehagelig opvågnen af en sød drøm. Drømmen fortoner sig, og virkelighedens barske realiteter overskygger det, som var så trygt og godt.
2. juledag er jo Sankt Stefans dag, opkaldt efter den første kristne martyr. Martyr betyder egentlig vidne, og dem var der mange af, men ordet fik snart den udvidede betydningen ”blodvidne”, hvilket vil sige et vidne, som døde for sin tro.
Stefanus forkyndte det nye evangelium om Jesus Kristus som Guds Søn. Det evangelium var det skønneste, han havde hørt, og nu ville han ikke beholde det for sig selv, men han fortalte vidt og bredt til enhver, som han mødte, til enhver, som ville høre på ham, at Gud netop i Jesus Kristus havde åbnet en vej til himlen for alle mennesker. Nogle hørte, nogle hørte ikke, og andre igen ikke bare ikke hørte, men valgte at stole på det gammelkendte, på selvretfærdighed, på loven, og hvad de nu stolede på – i hvert fald regnede de ikke med, at Gud skulle have givet sig til kende på en måde, som de ikke havde godkendt først. Og så satte de fælder.
Vi ser dem som forhærdede og hårdhjertede, men selv så de sig nok som de fremmeste beskyttere af tro og nation. Og de hidsede ikke blot sig selv op, men også andre. Halve sandheder udbredte de, og i ophidselsen blev det til hele løgne.
Stefanus så i trængselen Guds herlighed. Helligånden fyldte ham, og for sig så han Sønnen sidde ved Faderens højre side. Hans anklagere så intet, men skreg i vrede og had og drev ham udenfor byen og stenede ham dér.
Stefanus endte sit liv, som så mange senere martyrer også gjorde, ved at følge deres Herres forbillede. Han bad nemlig for sine forfølgere og mordere: ”Tilregn dem ikke denne synd!”
Og så sov han hen, hedder det. Djævelen var gået omkring som en brølende løve, søgende, hvem han kunne opsluge, men, må vi forstå, Stefanus sov ind til en rolig nat og en salig død. Mistet sit liv havde han, men ikke sin sjæl.
Martyrernes mod og standhaftighed næsten til det stædige vækkede undren, det indbød til modsigelse, det hidsede yderligere op, det gjorde modstanderne forvirrede og bange eller endnu mere aggressive. Men det vækkede også beundring og nysgerrighed: Hvad gjorde disse mennesker så grundfæstede i deres tro? Hvad var der tilbage, som vi ikke kunne kvæle, drukne, brænde, radbrække eller på anden måde få bugt med?
En af dem, som var til stede, da Stefanus blev stenet, var Saulus. Først senere så og forstod han, hvad Stefanus havde sagt og set…
Også Jesus taler om efterfølgelsens pris. At evangeliet koster. Evangeliet koster bekendelse. Det koster, at man lever efter det og ikke imod det.
Bekendelsen til, at Jesus Kristus er Guds Søn og verdens frelser, koster blandt andet den erkendelse og indrømmelse, at man selv er en synder. Det kan være vanskeligt at gøre den erkendelse, og måske, når man er nået så langt, vil ens omgivelser ikke acceptere det. ”Du er jo god nok” hedder det. ”Det skal du da ikke plage dig selv med. Alle andre gør da sådan og sådan. Hvorfor skulle du da ikke også gøre det?”
Jo, bekenderen og vidnet i dag bliver ikke stenet og knap nok forhånet. (Her taler jeg altså om Danmark, for ude i verden er det stadig mange steder vanskeligt, ja ligefrem livsfarligt at bekende sin kristentro).
Måske er forhærdelsen overfor evangeliet blevet mindre. Man taler jo så meget om, at interessen for det åndelige er blevet større i de senere år, og at kristendommens tilbagegang er gået i stå. Nu er det atter tilladt at vise interesse for trosspørgsmål og måske gå i kirke en gang i mellem, hvis det da ikke bliver overdrevet. Jo, der er ikke meget direkte modstand mod evangeliet.
På den anden side kan det jo skyldes, at bekendelsen er blevet så svag, at den ikke er modstand værd. Er det ikke mest Jesusbarnet i julekrybben, som danskerne kender bedst – han som blev født på 4. sal i Magasin du Nord.
Ham vil vi godt have sammen med alle nisserne og julemanden og risengrød og alt det der. Når så de første hektiske juledage er forbi, så skal det hele byttes. Gaverne skal byttes til det, som vi egentlig ville have. Træet skal ud; det var jo kun en illusion, en flygtig drøm, det symboliserede. Julefreden nåede vi vist knapt at mærke, men det er moderne tider, og nu kan Jesus sammen med julepynten ligge på hylden til næste år ved samme tid, når handelsstandsforeningen atter engang alt for tidligt sætter showet på hjul…
Jo, man vil godt have Jesusbarnet, men ikke rigtig huske på, at dette barn voksede op og blev den mand, som døde på et kors, glemt og svigtet af alle sine venner, svigtet og forladt af alle mennesker, og dog gav sit liv for verdens skyld.
Bekendelsen kniber det nok med, men i det mindste har vi da for en stund forladt de varme stuer og TV-ets trygge summen for at mødes her på 2. juledag og synge julesange og glæde os over, at Guds Søn blev menneske. Vel kan vi se mørket og dødens skygge og tidens elendighed på alle mulige måder, sådan som vi også skal synge om om lidt. Men på trods af al elendigheden, og virkelighedens barske realiteter, så lyser det lys, som aldrig, aldrig er slukt: at Gud er med os gennem fødsel, liv og død. Derfor: ”Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,/ løft dit hoved, og tak for livet!”! Amen.