Sct. Marie Kirke d. 4. februar 2001 kl. 10.00
378 - 402 - 488,2+7; 149 // 142 - 431 - 366
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«Når vi danskere tager op på et bjerg, så sker det altid på rejser i udlandet, for vi har jo ikke rigtig nogle bjerge her i landet andet end Himmelbjerget, og med alt respekt for den smukke bakke ved Silkeborgsøerne, så må vi sige, at den ikke lever op til sit navn.
Nej, når vi tager op i bjergene, så gør vi det i sommerferien, når vi tager på vandretur (nogle få finder endog fornøjelse i ligefrem at klatre i bjerge), eller om vinteren, når vi tager på skitur. Den største fornøjelse i den forbindelse er vel suset, når det går af sted hastigt ned ad løjperne, men indimellem bliver der også tid til at stoppe op og nyde udsigten og højden, lyset og den friske luft. Så kan vi godt mærke, at der er noget særligt ved stedet, men vi skal jo videre, de andre venter, eller vi kan lige nå at komme ned og op én gang til, inden liften lukker.
Et så overfladisk forhold til bjerge, som vi har, havde man ikke før i tiden. Det har nok at gøre med, at man ikke kunne komme så hurtigt op. Der var ikke veje eller lifter eller helikoptere, som lynhurtigt kunne bringe en op og frem til bestemmelsesstedet. Man måtte gå på sine fødder opad og opad længe, inden man nåede frem. Og man fik rigtig tid til at bearbejde indtrykkene og få sjælen med, sådan at man fremme ved målet nærmest befandt sig i en anden tilstand - opløftet eller måske endog bjergtaget dvs. opslugt af anderledesheden.
Bjerget var fra gammel tid stedet, hvor man kunne møde Gud. Den tanke byggede dels på den simple ide, at Gud helst opholdt sig på højtliggende steder, hvor der var lidt ro for menneskenes larm, dels på den menneskelige erfaring, at vi selv skal have ro for at nærme os og høre Gud…
Og så kom Jesus altså op på bjerget sammen med tre af sine disciple: Peter, Jakob og Johannes. Og han blev forvandlet for øjnene af dem og hans ansigt lyste og hans klæder blev helt hvide som lyset.
Ja, sådan en beskrivelse lader vi os ikke nemt imponere af, for vi er jo så vant til filmtricks og reklamer for ’verdens bedste vaskepulver’, at vi nærmest kigger væk og gør os klar til at gå ud og sætte kaffen over. Men lad os alligevel forsøge at skimte, hvad disciplene så.
Det, de fik, var et kig ind i himlen. Måske en antydning af Gudsrigets hemmeligheder. Her stod Jesus forvandlet med ansigtet lysende som solen, og nu kom Moses og Elias til syne, og Jesus talte med dem. Hvad talte de om? Vi ved det ikke.
Måske fortalte Jesus, at det folk, som Moses havde ført ud af Egypten og gennem ørkenen til det forjættede land, snart skulle få adgang til Guds rige. Måske fortalte han, at Elias’ profetier snart skulle gå i opfyldelse.
Eller måske skal vi se det som et syn, som et billede på, hvordan Jesus engang skal drage de hensovede ind til sig og tale med dem: De gamle, vidnerne, hele helgenskaren, dig og mig. Et billede, som Grundtvig har udtrykt sådan: ”…og sæt dig ved min side / og tal med mig, som ven med ven / om, hvor vi snart skal ses igen / og glemme al vor kvide! // Kom, som du vil! jeg ved det vist, / du selv har sagt, at her og hist / du kendes vil på røsten,…”. Hvad de talte om, ved vi ikke, men tale sammen gjorde de. Og der var godt at være…
Når noget er godt, forsøger man at holde på det. Man vil ikke give slip. Kender I det at være gæst et sted, og man har været der et stykke tid. Man er måske blevet beværtet i flere omgange, og nu er tiden til opbrud ved at være inde. Men værten har sådan nydt dagen og ønsker, at den skal vare ved: ”Bliver I ikke lige og får en kop kaffe, inden I kører?” Og det er slet ikke kaffe, som det kommer an på. Man er jo mæt, og kaffen står allerede en langt op i halsen: Nej, men kunne dette dejlige dog ikke vare ved?
Sådan er det også med Peter. Hytter vil han bygge - til Jesus med himlens lys over sig og til Moses og Elias, de hensovne, som for en stund er opstået fra de døde. Hvor malplaceret! De er dog mere end uventede gæster, og hytter har de slet ikke brug for.
Og så lyder røsten fra skyen, Gud Faders stemme, som siger: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” Sådan lød det også, da Jesus blev døbt. Og videre lyder det: ”Hør ham!”
Og fordi det var Guds stemme, som de hørte, så blev de bange, og de kastede sig ned på jorden og skjulte ansigtet. Men så rørte Jesus ved dem og sagde: ”Rejs jer, og frygt ikke!” Og da de så op, så de kun Jesus. Og da de gik ned fra bjerget, forbød han dem at fortælle nogen, hvad de havde set. Det måtte de først gøre, når Menneskesønnen var opstået fra de døde…
Hvorfor forbød han dem at tale om det? Var det nødvendigt? Tja, på en måde ikke, for ligesom disciplene oppe på bjerget ønskede at blive og glemme virkeligheden, så skete der hurtigt det, da de kom ned, at de glemte, hvad de havde set. Nede i støvets egne fremstod snart den krasse virkelighed og vækkede disciplene af deres drøm. På bjerget blegnede virkeligheden, da de blev blændet af herlighedens lys, men nede igen forsvandt højdernes klarhed, og synet blev et svagt minde, som mere og mere blev opslugt af tvivlens tåger. De huskede vel længe, hvad de havde set, men til sidst var det glemt. Den Peter, som på bjerget ivrigt ville bygge tre hytter, fornægtede jo til sidst Jesus tre gange på en nat.
Alligevel forbød han dem at tale om det. Det gjorde han, fordi Guds herlighed ikke længere kun skulle kunne findes oppe på bjerget, men den fulgte med på vejen ned ad bjerget. Nu var Guds plads hos menneskene i det lave, synlig også for dem, som ikke havde ro til at finde Gud. Han opsøgte dem alle.
Og Jesu herlighed - det er jo den, vi taler om, når vi siger, at Gud steg ned i det lave - den herlighed skulle først blive fuldt åbenbaret, efter at han var gået hele vejen ned i dødens dale og opsøgt alle fortabte. Først da han havde lidt døden på korset og derefter var opstået, begyndte disciplene at forstå alt det, som var sket.
Og så skete der noget. Peter, som ikke fik bygget de tre hytter på bjerget, blev en stor apostel og sammen med de andre apostle spredte han Ordet og grundlagde Jesu Kristi kirke. De opbyggede menighederne, og det Ord, som de spredte, lever stadig hos os, og vi lever af det…
Vi har ingen høje bjerge i Danmark, men hernede ved jorden kan vi gå ind i kirken og modtage Herrens velsignelse*. Vi skal ikke svinge os op til noget, men lade hans ansigt lyse over os, han som skænker os nåde og fred. Amen.
I et land uden høje bjerge
vil jeg bygge - vil jeg tro.
I et land uden høje bjerge
vil jeg bygge - vil jeg bo.
