Jesus, grib rattet!

Prædiken til 24. s.e. Trinitatis (I) Matt 9,18-26
Søndag d. 18. november 2007, Egernsund 9.00, Broager 10.30
747 Lysets engel går med glans - 448 Fyldt af glæde over livets under - 52 Du, Herre Krist // 581 Der er et helligt værge - 439,1 O du Guds Lam! - 477 Som korn fra mange marker - 404 Lover Herren! han er nær

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Mens Jesus sad og talte med Johannes’ tilhængere, kom en embeds­mand og kastede sig for fødderne af ham. “Min datter er lige død,” sagde han. “Kom og læg din hånd på hende, så hun bliver levende igen.” Jesus rejste sig og fulgte efter ham sammen med sine disciple.
    Bag ham gik der en kvinde, der havde haft vedvarende menstruation i tolv år. Hun nåede hen til Jesus og rørte ved kanten af hans kappe. ‘Hvis bare jeg kan komme til at røre ved hans kappe,’ tænk­te hun ved sig selv, ‘så vil jeg blive rask.’ Jesus vendte sig om og fik øje på hende. “Du skal ikke være ked af det. Din tro har reddet dig.” Og fra det øjeblik var hun helbredt.
    Nu var Jesus nået frem til embedsmandens hus. Indenfor blev han mødt af sørgemusik og mennesker, der græd højlydt. “Gå hjem igen,” sagde Jesus. “Pigen er slet ikke død, hun sover kun.” Folk grinede af ham, men blev sendt ud af huset. Jesus gik ind til pigen og tog hendes hånd og hun rejste sig op. Rygtet om det der var sket, spredte sig til hele Galilæa. (D.N.A.)
”Hjælp til selvhjælp” hedder det. ”Du kan, hvad du vil”, ”Du bli’r, hvad du spiser”. Alle disse udtryk kender vi, og vi bruger dem alle sammen, og de gennemsyrer vores tankegang. Vi skal og vil være selvhjulpne. Vi vil selv vælge vores mål og vores vej.

Men nogle gange kommer virkeligheden på tværs. Døden kom­mer uventet alt for tidlig. Eller sygdomme, som vi ikke kan smy­ge os ud af, sygdomme, som piner og plager os, hvad enten de er synlige eller usynlige for andre.

Det var det, der skete den dag, da Jesus sad og talte med Johannes’ disciple. De havde lige talt om faste og leveregler, som Johannes’ tilhængere mente, var meget vigtig. ”Du bli’r, hvad du spiser”, tænkte de. Og de mente, at man ved at give afkald og faste kunne komme Gud nær, kunne bevæge sig i Guds retning.

Men så kommer en mand ind i kredsen og kaster sig for Jesu fødder. For ham er der ingen hjælp til selvhjælp. Og han kan ikke, hvad han vil, for hans datter er lige død. Her hjælper ingen husgeråd eller selvmedicinering. Han vil bare have hjælp for fuld udrykning. Og han beder Jesus om at lægge hånden datteren og gøre hen­de levende igen. Jesus rejser sig for at følge efter. Og nu bevæger Jesus og hans disciple sig efter manden gennem byen.

Mon ikke manden iler af sted i menneskemængden, mens han hele tiden ser sig tilbage for at sikre sig, at Jesus følger med, utål­modig efter at komme hjem hur­tigst mulig. Det er udrykning det her. Der er ikke et sekund at spilde.

Og man maser sig frem, kan vi forestille os. Den desperate far baner vejen, og de andre følger efter. Og der er skubben og masen. Men selv om det går hurtigt frem med faren i udbrud og Jesus og disciplene i hovedfeltet, så bliver Jesus indhentet af en, som ingen havde regnet med og lagt mærke til.

Jo, det vil sige, at man havde nok lagt mærke til hende, men man havde ikke set hende. Man så forbi hende. Det var en kvinde, som havde haft vedvarende blød­ninger i 12 år, og derfor var hun uren. Man betragtede hende som en paria, et smit­somt og skadeligt væsen, ulækker og måske også ildelugtende.

Og hun når frem til Jesus og rører ved kanten af hans kappe. Nogle gange omtales det også som kvasten af hans kappe. Det er den slidkant, som ikke bare skal tage sliddet, når kappen indimellem rører støvet og skidtet på gader og stræder. Det er også den kant, som adskiller mellem rent og urent. Det var det eneste sted, hun turde røre.

Og Jesus mærkede på forunderlig vis berøringen. Måske mærkede han en kraft udgå fra sig til kvinden. Måske fornemmede han en anden dynamik i mængden, da den veg tilbage for den urene. Måske var det sukket i hendes sjæl, han for­nem­mede i berøringens øjeblik. I hvert fald vente han sig om og så hende. hende, som ingen havde set hende i mange år, som det menneske, hun var. ”Du skal ikke være ked af det”, sagde han, og han mente vel både: ”Du skal ikke være ked af, at du rørte ved mig; det er helt i orden”, samt: ”Du skal ikke være ked af det længere”. ”Din tro har reddet dig”. Og det havde den virkelig.

Og så fortsatte Jesus og nåede frem til mandens hus. Og der var musik i huset, men det var ikke noget godt tegn, for det var sørgemusik og ligklage. Men Jesus afbestiller musikken: ”Gå hjem igen”, siger han, ”pigen er slet ikke død, hun sover kun”.

Og så grinede folk af ham, hånligt. Ikke bare fordi de ikke troede på ham, men sik­kert også fordi han havde taget deres arbejde fra dem. De blev nemlig betalt for at holde ligklage, og det var et nyttigt arbejde, en god måde at bearbejde sor­gen, hjælp til selvhjælp overfor dødens faktum.

Og nu sagde Jesus, at hun ikke var død: ”Hun sover kun”. Og de opfattede ham som lige så latterlig som politikeren, der engang sagde: ”Hvis det er fakta, så be­nægter jeg fakta”.

Folk grinede, men ud kom de. Og Jesus gik hen til pigen, tog hende ved hånden, og hun rejste sig op.

”Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta”. Sådan forholdt Jesus sig overfor døden. Og at Jesus har magt over døden, det kan kun forkyndes. Det kan ikke bevises. Det må vi tro på, det er vores eneste mulighed. Vi kan ikke, hvad vi vil, men Gud kan. Jesus har vist det.

Jesus står døden imod og vil livet. Og det drejer sig ikke bare om døden som li­vets afslutning. Den unge pige, barnet, der ligger der, som om hun sover. En tor­nerose, uskyldsren. Æstetisk ganske uproblematisk.

Det drejer sig også om døden, der æder sig ind på menneskers liv allerede i livet. Mennesker, der bliver ædt op levende. Det drejer sig om det ulækre og ubeha­ge­lige i livet. Det uæstetiske, ubehagelige, klamme.

Vi ser det sjældent. Det skjules. Vi vil helst ikke beskæftige os med det. Vi er langt bedre stillet med lægedom og hygiejne i dag, end man var på Jesu tid, i hvert fald i vores del af verden. Men alligevel er der mennesker, der plages af inkontinens, har stomi eller andre legemlige skavanker, som de nødig viser frem, og som andre ikke bryder sig om at se.

Og der er alle de skjulte ting, som mennesker døjer med. Depressioner, tvangs­tan­ker og adfærdshandikap, som ikke ses i første omgang, men som gør livet svært for den ramte og hans eller hendes nærmeste. Eller også er det bare (som man siger) stress og udbrændthed, men det er aldrig bare, når man står så op­gi­ven­de overfor tilværelsens krav, at man synes, at selv den mindste praktiske opgave som at stå op om morgenen og få tøj tårner sig op foran en som en uover­vindelig forhindring.

Virkeligheden kommer på tværs for os, som helst vil klare os selv, og virkelig­hed­en er ofte ganske ubehagelig. Men Jesus står døden imod og vil livet. Og han vil gerne have, at vi følger ham. At vi ikke generer os for at række ud efter ham og bede om hjælp. At vi har mod til at sige: ”Det her klarer jeg ikke selv, nu må du tage over”.

Hvad skal få os til at overgive vores liv i Guds hånd, vi, som kan selv? Måske net­op fornemmelsen af afmagt og erkendelsen af det. Men det er en svær erken­del­se; der skal noget drastisk til. Formodentlig er det en erkendelse, som vi ikke kan gøre én gang for alle, men som må komme igen og igen gennem livet.

Countrysangerinden Carrie Underwood synger om en sådan erkendelse i en sang, som hedder ”Jesus take the wheel” / ”Jesus grib rattet”.

Sangen handler om en kvinde, der på vej hjem til sin mor og far for at holde jule­ferie. Med sig i bilen har hun sin baby spændt fast på bagsædet. Der er et stykke vej endnu. Der er ikke meget benzin på tanken, og rent mentalt kører hun også på reserverne uden tro på livet. Hun har haft en hård tid.

Hun er fuld af bekymringer og er ikke opmærksom. Hun kører alt for hurtig. Og før hun ved af det, er vejen spejlblank og glat. Hun ser sit og barnets liv passere revy for sine øjne, selv om der ikke en gang er tid til at tænke sig om. Hun fægter med armene i angst og skriger:
”Jesus, grib rattet. Tag det ud af mine hænder, for jeg klarer ikke det her selv. Jeg gi’r slip. Men gi’ mig en chance mere. Frels mig fra den vej, jeg er på. Jesus, over­tag styringen!”
Og dér i kulden skrider bilen ud, men standser ved grøftekanten. Og hun kniber en tåre, da hun ser babyen sove som en sten om­me bagi. Og for første gang i lang tid bøjer hun hovedet for at be’. Be’ om tilgivelse og vejledning. Takke for en ny chance. Og glæde sig over friheden i at kunne sige:
”Jesus, grib rattet. Tag det ud af mine hænder, for jeg klarer ikke det her selv. Jeg gi’r slip. Men gi’ mig en chance mere. Frels mig fra den vej, jeg er på. Jesus, over­tag styringen!” Amen.




Jesus, Take the Wheel
(James/Lindsey/Sampson)

She was drivin' last Friday on her way to Cincinnati
On a snow white Christmas Eve
Goin' home to see her Mama and her Daddy
With the baby in the back seat
Fifty miles to go and she was runnin' low
On faith and gasoline
It'd been a long hard year

She had a lot on her mind and she didn't pay attention
She was goin' way too fast
Before she knew it she was on a thin black sheet of glass
She saw both their lives flash before her eyes
She didn't even have time to cry
She was so scared, she threw her hands up in the air
Jesus take the wheel
Take it from my hands
'Cause I can't do this on my own
I'm letting go
So give me one more chance
Save me from this road I'm on
Jesus take the wheel
It was still getting colder when she made it to the shoulder and the car came to a stop
She cried when she saw that baby in the back seat sleepin' like a rock
And for the first time in a long time she bowed her head to pray
She said I'm sorry for the way
I've been livin' my life
I know I've got to change
So from now on tonight
Jesus take the wheel
Take it from my hands
'Cause I can't do this on my own
I'm letting go
So give me one more chance
Save me from this road I'm on
Jesus take the wheel
Carrie Underwood fra albummet ”Some Hearts”