Søndag d. 19. oktober, Menighedshuset kl. 10.00, Broager kirke kl. 19.30, Hør prædiken...
392 Himlene, Herre, fortælle dine ære – 355 Gud har fra evighed givet – 292 Kærligheds og sandheds Ånd // 691 Loven er et helligt bud – 473 Dit minde skal – 696 Kærlighed er lysets kilde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.' Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: 'Du skal elske din næste som dig selv.' På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
'Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder?'
Når man bliver interviewet, skal man passe på, hvad man siger, for enten kan man sige noget forkert, eller også kan man blive misforstået. Det har der været et par eksempler på i aviserne i den foregående uge.
Og den sætning havde Jens Rohde åbenbart fået så galt i halsen, at han troede, at det var præsten, der forsøgte at prakke de stakkels kirkegængere skyld på efter eget forgodtbefindende. Og Jens Rohde ville i hvert fald ikke være skyldig eller synder eller noget som helst. Han ville ikke bøje nakken hverken på vej ind i kirken eller på vejen ud.
Med sine udtalelser afslørede Jens Rohde ikke blot sit snæversyn og manglende respekt for anderledes tænkende, men også sin ringe forståelse af, hvad tro og kristendom handler om. Han har simpelthen ikke forstået, at man netop bøjer sig for Gud. Det gør man, fordi Gud er større end alt, hvad man selv måtte kunne tænke sig til. Det gør man, fordi Gud har skabt én selv og alt, hvad der er til. Det gør man, fordi Guds gode vilje og store bud om, at man skal elske ham og sit medmenneske som sig selv, at det bud netop afslører en som synder, fordi man ikke opfylder det fuldt ud.
Og havde kristendom blot drejet sig om det, så kunne man blive stående der: nedbøjede overfor Gud - vi små hernede overfor ham så uendeligt højt i sin himmel. Men Gud bøjede sig selv mod os. Det skete, da Gud Fader sendte sin søn, for at han skulle tage vores uopfyldte pligter, vores svigt og vores synd på sig. Han tog det hele på sig, og derved tog han også vores nedbøjethed på sig.
Allerede når vi går op til nadverbordet, er vores nedbøjethed dobbelttydig. Vi kommer nedbøjede af vores skyld, som vi af hjertet angrer og erkender - både det, som vi er bevidst om, og det, som vi ikke er bevidst om. Men vi kommer også nedbøjede i tilbedelse, fordi vi allerede ved, at Gud er en nådig gud, som ved Jesus Kristus har gjort fyldest for alle vore synder. Og fordi vi ved, at vi ved nadveren styrkes i denne tro og oprejses. Efter nadveren kan vi rejse os, og med syndernes forladelse bag os og Guds velsignelse over os kan vi gå fra kirke med løftet hoved...
Eksemplet på et interview, hvor man kan blive misforstået, var da kronprins Frederik og hans forlovede, Mary, var blevet tillagt udsagn om, at amerikanere er overfladiske, og danskere sløve i optrækket. Men sådan havde de slet ikke sagt, så respektløse er de ikke. De var blevet fejloversat og fejlfortolket, og det skyldes nok, at den franske journalist (som i parentes bemærket er kronprinsens farbror) overfor sine franske læsere ønskede at fremstille udlændinge som lidt dummere og ringere end franskmænd. Og er der noget franskmænd godt kan lide at høre (og dansker for den sags skyld også), så er det, at de er meget klogere end alle andre folkeslag.
Det misforståede interview gav i første omgang anledning til en debat, om kronprinsen og hans forlovede nu virkelig var egnede til at blive konge og dronning - om det er dem, der engang skal ophøjes til så høje stillinger. Nogle var i tvivl, indtil sagens rette sammenhæng kom frem...
I dagens evangelietekst interviewes Jesus. Farisæerne forhører ham om det største bud i loven. Og Jesus svarer godt for sig. Først siger han det, som farisæerne er helt enig med ham i, nemlig: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.” Og så siger han noget, som farisæerne også er enige med ham i, nemlig: ”Du skal elske din næste som dig selv.”
Det nye i det, som Jesus siger, er, at han sidestiller disse bud. Og han gør det på en ganske elegant måde. Han siger, at det første bud er det første og det største, men han gør det andet bud akkurat lige så stort som det første, idet han siger, at det ”står lige med det”. Og han understreger det ved at sige: ”På de to bud hviler hele loven og profeterne.”
Her går intervieweren, altså farisæerne, i stå. De ved godt, at det her ikke kan diskuteres. Det spor kan man ikke gå videre ad, hvis man vil lokke den interviewede til at sige noget forkert.
For det første er det indlysende logisk, at forholdet til Gud ikke kan betragtes isoleret fra forholdet til medmennesket og omvendt. Måske var det ikke på forhånd indlysende, og måske havde farisæerne ikke tænkt på det før, men når Jesus nu havde sagt det, var det indlysende: for hvordan skulle mit forhold til Gud overhovedet kunne være uafhængig af, at min næste er mig ligegyldig, når Gud netop har sat mig på jorden sammen med denne næste. Og hvordan skulle mit forhold til min næste kunne være uafhængig af, om jeg måtte være gudløs; den gudløse er jo netop kendetegnet ved at gøre sig selv til gud og næsten til en, som man må herske over, ja skalte og valte med.
For det andet er det klart, at når noget hviler på to ting (således som loven og profeterne hviler på disse to bud), så står det mere sikkert, end hvis det kun hviler på det ene. Akkurat som når man står mere sikkert med begge fødder plantet på jorden, end når man står på et ben.
Og ikke blot går intervieweren i stå, men bliver også sat til vægs, for den interviewede begynder selv at spørge. Jesus spørger: Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” Og han kommer ind på nogle spidsfindigheder med tolkningen af en gammeltestamentlig salme og fanger farisæerne på det forkerte ben. Ud fra teksten må de indrømme, at Kristus ikke bare er en davidsætling dvs. en prins af rette herkomst, som skal blive en stor jordisk konge. Men Kristus er den kommende konge over hele skabningen, den som til sidst skal sidde ved faderens højre hånd og underlægge sig alt. Og farisæerne turde ikke svare, og de turde ikke spørge mere.
Og hvordan skal vi så forstå alle disse interviews rigtigt? Jo, vel sådan, at Gud kræver meget af os, nemlig at vi fuldt ud bøjer os for Gud og tjener, ja ligefrem elsker Gud og vor næste fuldt ud, med hud og hår, med tanke, ord og handling. Og vil vi ikke bøje os for det, så står vi alene, har sat os selv udenfor og bliver til grin.
Men tager vi Guds bud alvorlig og bøjer os for dem, så ved vi også, at de afslører os, fordi vi ikke kan holde dem. De dømmer os så at sige, selv om de er gode og rigtige bud, netop fordi vi ikke følger dem som krævet.
Men Gud, som kræver meget af os, har også givet meget. Derfor skal dommen ikke være hård over os, som er borgere i det rige, hvor Jesus Kristus er konge. I det rige, hvor miskundhed og sandhed mødes, retfærd og fryd kysser hinanden, sandhed spirer frem af jorden, og retfærdighed ser ned fra himlen. Amen.
