Opstandelsen og livet

16. s.e. Trinitatis 2003, Lukas 7,11-17
Broager kirke, søndag d. 5. oktober kl. 10.30 (Ingen optagelse)
331 Uberørt af byens travlhed – 448 Fyldt af glæde over livets under – 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat // 349 Herren han har besøgt sit folk – 321,6-7 O kærlighed selv! – 42 I underværkers land
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans dis­cip­le og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nær­mede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og be­gyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Liv og død er tæt sammenslyngede i dagens evangelietekst. Man næsten se det for sig: Jesus og hans disciple og en stor flok mennesker, som begejstret følger ham, er på vej ind i den by, som hedder Nain. Og en anden flok er på vej ud af byen. Det er et begravelsesfølge.

I den ene flok går man rask til og snakker muntert med hinanden. Man nyder dagen med høj himmel, og når der er pauser i snakken, høres cikadernes summen og fuglenes sang på markerne langs vejen.

I den anden flok går man langsomt. Nogle hvisker sagte til hinanden, græ­dekonerne hulker og er grå i ansigterne, i håret og på tøjet af den aske, som de har strøet ud over sig. Den sørgende mor er bleg og ud­tryks­løs i ansigtet. Det er ikke aske, som bevirker det, men chokket og sorgen og savnet, der har ramt hende så tungt. Her er dagen dyster, so­lens stråler bringer ingen varme, og høres der lyd fra nogen fugl, er det som en klage: Han er væk, han er død, han er snart borte…

Straks den første flok ser begravelsesfølget, indstiller de samtalen og træder høfligt og ydmygt til siden. De kender ikke den døde eller de sørgende, og har således ikke grund til selv at sørge, men medfølelse og respekt kan de da vise.

Måske kan de på begravelsesfølget se, hvem der er død, og hvem der er efterladt. Ene bag ved den dødes båre går moderen, og lidt længere hen­ne går den dødes venner, ganske unge mænd er de. Måske er der også en i følget, som hvisker til dem i vejsiden: Tænk, hun er enke, hun har mis­tet sin eneste søn. Alt for tidlig døde han. Han var hendes et og alt!

Så er det, at Jesus træder frem. Han tænker vel ligesom alle andre, at døden her er gået for vidt, at døden ikke skal have en sådan magt over livet.

De, som ingen magt har over døden, tier, men han taler. Han siger det, som ingen anden bør sige til et sørgende menneske: Græd ikke!, for hvis man ikke kan tage byrden fra den sørgende – og hvem kan det, når der er en, der er død? – så må man heller ikke tage sorgens udtryk og udløb fra vedkommende.

Og med ordene følger handling. Jesus går hen til båren med den døde og byder ham rejse sig. Og han rejser sig. Og han lever. Og Jesus giver ham til hans mor. Nu har hun fået sit barn på ny…


Hvordan det siden gik enken og den unge mand, ved vi ikke. De levede vel til deres dages ende ligesom alle andre mennesker. Dvs. den unge mand døde til sidst. Og så kan vi spørge os selv: hvad skal vi med den her historie, når han alligevel døde? Eller vi kan sige det på en anden måde: hvad skal vi med den her historie, når vi ved, at når vi holder begravelse, så bliver vi ikke afbrudt i vores forehavende? Ligegyldigt, hvor trist en begravelse det er med en, som døde for tidligt, for brat, for uretfærdig, så sker det ikke, at der kommer en og standser os, før den døde bliver sænket i graven.

I Kaj Munks teaterstykke ”Ordet” bliver den døde Inger til sidst vækket til live igen, men Kaj Munk ved godt, at det er noget, som ikke bare lige sker i virkeligheden. Han skriver et sted: ”I ved, jeg har skrevet et skue­spil, hvor en brændende tro kalder en død tilbage til livet. Det er een ting. En anden ting er, at jeg som præst er kommen til sygelejer, hvor jeg ikke havde kræfter eller mod eller trods nok til at bede om helbredelse. Jeg har stået ved så strenge sygelejer, at jeg blot har kunnet bede til Gud om, at det måtte få en ende. Men det fik ikke ende – Da har jeg bittert kunnet sige til mig selv: Som digter giver du de døde livet ved troens hjælp, men som præst kan du ikke engang skaffe en lidende døden.”…

Jo, døden har magt i verden, det ved vi godt. Det siger al vores erfaring os. Vi kan ikke tro nogen død levende igen. Vi kan ikke gøre nogen død levende. Det kan kun Gud.

Og hvad betyder det så? Jo, det betyder, at overfor døden der skal vi så sandelig græde! I gråden ligger der jo en slags håb og en slags tro, for den, som græder, græder jo fordi han eller hun ved, at det kunne have været anderledes, at det kunne have været bedre. Den døde kunne have været levende endnu. Den, der ikke græder, er derimod forknyt – håbløst fortabt…

Da Jesus oprejste enkens søn fra Nain, blev det et tegn på, at han har magt over døden. Det blev et eksempel på, at der, hvor fortvivlelsens skare går den ene vej, der mødes den af håbets skare i modsat retning. Således skal også en kristen begravelse lade sig standse af Jesu ord, der siger til os alle: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.”

Og når Jesus kan sige sådan, så er det ikke bare fordi, at han viste sin magt over døden ved at opvække enkens eneste søn. Det er i sær­deles­hed fordi han selv døde. Han, som er Guds eneste Søn, og havde magt til ikke at dø, viste sin afmagt og solidaritet ved selv at dø. Ved selv at besøge gravens land, som det er udtrykt. Og så opstod han derefter. Døden blev ikke ved med at have magt over ham…

Og ligesom døden ikke blev ved med at have magt over ham, skal døden heller ikke have den afgørende og endelige magt over os, som tror på ham og hører ham til. Guds rige skal nemlig sætte sig igennem. Det skal sætte sig igennem ved tidens ende, på dommens dag, og det skal sætte sig igennem allerede her og nu.

”Men hvornår skal Guds rige sætte sig i gennem?”, kan man så spørge. ”Hvorfor venter Gud med at lade denne gamle verden erstatte med en ny og bedre? Siger vi ikke altid, når vi beder Fadervor: »Komme dit rige«? Og Gud lader det ikke komme!”

Og hertil er at indvende, at hver gang vi siger ”Komme dit rige”, så siger vi også: ”Ske din vilje!”. Og Guds vilje er nu engang Guds vilje, og tidens ende og dommens dag fastsætter han.

Og den anden indvending er, at når vi siger ”komme dit rige”, så kommer Guds rige. Guds rige er nemlig på vej og under frembrud. Det skete alle­re­de, mens de levede, de, som hørte Jesu ord. De oplevede, hvad Jesus gjorde, og hvad han sagde. De oplevede, hvad der skete med Jesus: at han blev korsfæstet og begravet, men opstod igen og fór til himmels. Der opstod en brændende tro i deres hjerter, og de forkyndte ordet om ham. De mødtes regelmæssigt i det fællesskab, som blev kaldt kirken, som om­fatter også os, som lever i en håbets og fortrøstningens tid. Vi sætter vor lid til vor Herre Jesus Kristus, som døde for at tage vores død på sig og opstod for, at også vi skal opstå.

Derfor kan vi sige, når vi samles, vi som lever i mørke og dødens skygge:
Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted,
hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred,
og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund.
Amen.