Aller og Fjelstrup d. 5. marts. Hør prædiken...
89 - 275 - 604 // 142 - 608Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.I kender måske den mærkelige fornemmelse, som man kan få en gang i mellem, når man kører i bil eller på cykel: Lige pludselig opdager man, at man er kommet meget længere frem ad den vej, som man kørte på, men man kan slet ikke huske hvordan, for det sidste, som man lagde mærke til, ligger mange kilometer tilbage. Det er underligt, for man må have set noget, ellers var man jo kørt i grøften, hvis vejen svingede, og man selv var fortsat ligeud, men det, som man så, lagde man altså slet ikke mærke til.
Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.
Også på andre tidspunkter, end når vi er ude at køre, oplever vi, at tingene foregår, uden at vi rigtig er med i det. Man kan overveje, om det er, fordi det hele går så hurtigt, at man ikke rigtig kan følge med. Man kan overveje, om det er den moderne verden, som overvælder os. Tænder vi for fjernsynet, kan vi jo hurtigt komme vidt omkring og se fjerne steder og møde interessante mennesker. I løbet af kort tid har vi været i Sydamerikas jungle, på Grønlands indlandsis, til fest med de rige og kendte og på besøg i de mest usle slumkvarterer. Og vi har slet ikke behøvet at klæde om til sommer- eller vintertøj, til festtøj eller arbejdstøj. Nej, vi har kunnet sidde i det samme tøj, i den samme lænestol, og dér har vi fået det hele serveret.
Der er meget at kritisere den moderne verden for: travlhed, stress og jag, overfladiskhed osv. osv., og man kunne da let falde hen i sentimentale betragtninger over, hvor godt det var i gamle dage. Men det vil vi ikke gøre! Og det er der to grunde til: For det første bestemmer vi jo selv, om vi vil være med i alt ræset. Vi bestemmer selv, om vi vil tænde for fjernsynet, og vil vi slukke for det, så ved vi, hvor knappen sidder. Vi bestemmer selv, hvilke værdier, vi vil bygge på. For det andet er blindhed overfor de virkelige værdier ikke noget moderne fænomen. Vi mennesker har altid ladet os lokke af det, som ser spændende og storslået ud, og glemt det, som har den sande værdi. De lette løsninger og genvejen er det, vi bedst kan li’.
Se bare på disciplene. Jesus fortæller dem, nu drager vi op til Jerusalem, og straks flyver deres tanker i alle mulige retninger. Mon ikke de tænker, at nu skal verden rigtig få øjnene op for, hvilken stor konge, Jesus er. Mon ikke de tænker, at de, som følger Jesus, skal få del i hans herlighed. Fremad, op til Jerusalem, her kommer vi! Tankerne flyver, så selv om de hører ordene, som følger, så forstår de dem ikke.
Jesus, fortæller dem, at han snart skal dø: Først skal han overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham. Så skal de piske ham og slå ham ihjel. Alt det hører disciplene ikke, de fatter det ikke, det passer ikke med deres forventninger. Og de hører heller ikke fortsættelsen: og på den tredje dag skal han opstå. Disciplene forstår ikke, hvad Jesus siger, og hvis vi var i disciplenes sandaler, ville vi heller ikke forstå det.
Vi kan heller ikke overskue den rejse, som begynder her uden for Jeriko, og som ender med kors og død og opstandelse. Der er langt til Jerusalem, men vi skal ikke gå hele vejen i dag. Vi skal bare se, om vi kan få begyndt rigtigt.
I dag er det Fastelavns søndag. Fastelavn indleder fasten, som før i tiden var en tid, hvor man ikke spiste så meget, for man ville ikke fylde sig med alt muligt, som kunne tage opmærksomheden fra det væsentlige. Man ville være årvågen og ikke være sløvet af tung mad og sød vin. Man ville som en god discipel være klar til at rejse sig og følge Jesus. Man ville have åbne øjne, så man kunne se Guds kærligheds vej til korset.
Når vi i dag går ind i fasten, så kan vi jo overveje, om ikke det er en god ide, at spise lidt mindre (nogle af os vil det sikkert være sundt for). Men vi kan også overveje, om der ikke også er andre ting end mad og drikke, som bedøver os og sløver vore sind, så vi ikke har øje for det væsentlige, så vi ikke har øje for sandheden, for kærligheden, for Gud. Det er jo ikke bare maden, som kan være for fed eller fyldt med usunde tilsætningsstoffer. Nej, også det, som vi hører og ser, kan være usundt. Derfor bør fasten ikke kun være en mavens faste, men også ørernes og øjnenes faste.
At faste betyder at lukke øjnene for det uvæsentlige for derved at se det væsentlige meget tydeligere. Det er derfor, at vi får lov til at starte fasten sammen med den blinde tigger ved vejen udenfor Jeriko. Han ser intet. Alt er mørkt omkring ham. Han kan ikke gribe fat i Jesus og holde ham, men han råber om hjælp, og han lader sig ikke afskrække af, at der er nogle, som siger, at han skal tie stille, så han råber højere endnu: Davids søn, forbarm dig over mig! Og Jesus forbarmer sig over manden, giver ham synet igen og siger: Din tro har frelst dig.
Den blinde tigger ser intet, og dog ser han det væsentligste: Jeg kan intet gøre selv, men kun sætte min lid til Guds Søn. Det skal vi også sige om os selv: Jeg kan intet gøre selv, men kun sætte min lid til Guds Søn.
Og vi, som ikke kan overskue hele vejen frem til Jerusalem, vi skal lægge mærke til, at Guds Søn hjælper den, som sætter sin lid til ham.
Ja, selv om Jesus kender vejen frem, så vandrer han ikke blot i tro, men også i kærlighed, og derfor stopper han gang på gang for at hjælpe mennesker i nød.
Kærligheden er, at vi, som er blinde, bliver set af ham, som ser med kærlighedens øjne. Han ser igennem alt det uvæsentlige og ser på os med mildhed og tålmodighed.
Kærlighed er, at vi i troen og håbet kan se Guds Søn på jord. Kærlighed er, at vi må høre livets ord.
Og kærlighed er, at vi, som i dag kun ser tingene utydeligt og som så tit er blinde og døve for Gud, vi skal engang ved tidens ende se ansigt til ansigt og erkende fuldt ud, ligesom vi også selv er kendt fuldt ud. Og da skal vi og hele folket blive seende og lovprise Gud. Amen.
