Dinosaurusser og romerske soldater

21. s.e. trinitatis 2007. Joh. 4,46-53
Broager, søndag d. 28. oktober
405 Søndag er vor Herres dag - 49 Ingen er så tryg i fare - 307 Gud Helligånd, vor igenføder // 334 Guds kirkes grund alene - 439,1 O du Guds Lam - 435,4 O Helligånd, vor trøstermand - 355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Mens han rejste gennem Galilæa, kom han igen til Kana, hvor han hav­de forvandlet vandet til vin. En højtstående embedsmand fra Ka­per­naum havde en søn, der lå syg. Og da han hørte, at Jesus var kom­met, tog han hen til ham og bad ham: “Kom med ned til Kaper­na­um og gør min søn rask, han er ved at dø.” Men Jesus sagde: “I tror kun, hvis I får tegn og mirakler at se.” Embedsmanden udbrød: “He­rre, kom nu med mig, før min søn dør.” “Gå bare hjem, din søn lever,” sag­de Jesus til ham. Manden troede på, hvad Jesus sagde, og tog hjem, og allerede på vejen kom hans slaver ham i møde og for­tal­te, at drengen var blevet rask. Han spurgte dem, hvornår han var be­gyndt at få det bedre, og de sagde: “Feberen faldt ved et­tid­en.” Så forstod han, at det var sket netop på det tidspunkt, hvor Jesus havde sagt: “Din søn lever.” Det fik ham selv og alle i hans hus til at tro. (D.N.A.)
Der er nogle, som har set, at jeg har bygget hønsehus i præstegårdshaven. Det var et stort arbejde med at samle huset og lave indhegning, og man har spurgt mig, om jeg overhovedet fik tid til at skrive prædiken, eller om prædikenen kom til at handle om høns. Men jo, jeg fik tid til at skrive prædiken, og nej, prædikenen handler ikke om høns.

Prædikenen handler for en gangs skyld heller ikke om evangelieteksten, som jeg lige har læst; derimod handler den om epistelteksten, den tekst af Paulus, som jeg læste mellem 1. og 2. salme. Jeg skal nok repetere, hvis I ikke fik hørt ordentlig efter.

Nu skal I høre: I efterårsferien besøgte vi en dinosauruspark i Tysk­land. Det var på et sted, hvor man havde fundet dinosaurusspor. Dem kunne man se fod­af­tryk­kene af i det, som for umindelige tider siden havde været en strandbred. Rundt om disse ægte fod­aftryk kunne man i en park se opstillet mere end 200 dinosau­rus­mo­deller i naturlig størrelse. Det var et fascinerende sted.

Der var de enorme Brontosaurus og den allerstørste Seismo­sau­rus, som må have fået jorden til at ryste, da den gik om­kring. Og der var de drabe­lige rov­dyr, de små Velociraptor og den store, farlige Tyrano­sau­rus Rex. Den også imponerende Triceratops, Trehorn, var plante­æder. Den brugte kun sine horn og sit nak­ke­pan­ser til at forsvare sig med.

Inden vi forlod parken, måtte vi naturligvis købe en hel lille bestand af legetøjs­dino­saurusser. Børnene var meget begej­strede for dinosaurusparken, og de var glade for deres nye legetøj. Disse legetøjsdinosaurusser de slås og bider og flår i hinanden, som sådanne uhyrer jo gør. Og aggressionerne, som forløses i legen, dæmper drengenes indbyrdes stridigheder, hvilket vi forældre er glade for, for tre små drenge de kan faktisk godt slås temmelig meget.

Strid og kamp hører menneskeslægten til. Mennesket er måske det væsen, som er sig selv mest fjendtligt stemt. Mennesket er en ulv mod sit medmenneske, lyder oversættelsen af et gammelt latinsk ordsprog. Og krig og vold er for­fær­de­lig, og det kendes i alle tider, lige siden dengang Kain slog Abel ihjel.

Men krig og strid er også fascinerende. Vi kender kampsproget fra sportens ver­den. Man angriber og forsvarer sig. Man har strategier. Man vinder eller taber kampen.

Også apostlen Paulus – hvis episteltekst jeg som sagt prædiker over – også Pau­lus benytter sig af krigens og krigsudstyrets sprog, når han siger til menigheden i Effesus og til os, at vi skal være stærke i Herren, iføre os Guds fulde rustning og holde stand mod Djævelens snigløb.

Han fortæller, at kampen ikke er nogen almindelig, jordisk krig, men drejer sig om kampen mod alt ondt i verden. Der er kosmiske kræfter på spil i kampen mellem det gode og det onde.

Og når Paulus skal illustrere den kamp, bruger han den mægtigste kriger i verden på den tid som eksempel, nemlig den romerske soldat. Romerriget var verdens absolutte magthaver på den tid. Romerriget havde underlagt sig hele den kendte verden helt ud til grænsen af det ukendte, alt andet end helt fjerne og fremmede egne. Og det var den romerske soldat og den romerske krigskunst, der havde gjort det muligt.

Og nu siger Paulus, at den kristne skal ruste sig på samme måde. Først skal man spæn­de sandheden som bælte om lænden, hedder det. Det er nu en noget for­sigtig oversættelse, det er underklædningen, det drejer sig om. Det, man har ind­erst inde, tunikaen, eller undertøjet, om man vil.

Om undertøjet gælder det, at det kan andre ikke se. (Nu ser jeg bort fra en vis konfirmandmode, som findes visse steder i landet, men almindeligvis gælder det: Det kan andre ikke se). Man kan ikke se, om det er rent. Som regel ikke da, for hvem kender ikke for­maningen om, at man skal huske at have rent undertøj på til hver en tid, for tænk nu man pludselig kommer ud for en ulykke og kommer på hospitalet; så vil det jo ikke være rart at møde op med beskidt undertøj. Men i almindelighed, så kan altså ingen se det.

Men selv om ingen kan se det, så skal sandheden være vores undertøj. Selv, når vi ikke bliver afsløret, selv når kun vi ved det, så skal vi holde os til sandheden. Det er budskabet til os kristne. Og hvorfor så det? Ja, det kan der være flere for­klaringer på: Bl.a. den, at Gud jo kender vore inderste sandheder, og Gud har forbudt os at lyve. Men også fordi vi mennesker ikke kan nøjes med vore med­men­ne­skers respekt, vi må også have selvrespekt.

Men dette med undertøjet kan også illustrere en anden sag. Det er nemlig med sandhed ligesom med undertøj, at det skal holdes up-to-date for at tjene sit rette formål. Undertøjet skal skiftes dagligt, og sandheden skal atter og atter tages op til nyvurdering. Vi kan ikke bare nøjes med gamle sandheder. Gamle sand­heder bli­ver let til stivnede meninger og hold­ninger. Verden forandrer sig jo hele tiden, og vi forandrer os med den. Og midt i al den forandring er det vigtig, at vi søger sandheden og lever så sandt som muligt. Og som Prædikeren jo siger, så er der forskellige tider og situationer, hvor man til en tid skal trøste, til en anden formane, til en tid skal le til en anden græde. Og sandheden er ikke bare noget, som man har, men noget man må vinde…

Udenpå skal vi iføre os retfærdighed som brynje eller som et brystpanser. Ro­mer­nes brystpanser, den metalplade, som dækkede det meste af overkroppen, dækkede de vitale organer, som ved et enkelt hug eller stik eller skud, kunne blive dødelig ramt. Og her skal retfærdighed altså være vores panser.

Hermed menes bestemt ikke selvretfærdighed, men ægte retfærdighed. Det, at ingen kan sige os noget på, som kan vælte respekten for os. En lille fejl i ret­fær­dig­heden kan nemlig være fatal for et menneske. Hvem kender ikke til adskillige politikere, som blev taget i en direkte løgn eller en eller anden udskejelse, som øjeblikkelig knuste vedkommendes karriere.

Som kristne ved vi godt, at intet menneske kan stå som retfærdig for Gud. Og vi ved godt og bekender endog, at vi er syndere, og at vi så ofte svigter både Gud og mennesker. Men som kristne er vi stadig særligt forpligtede på retfærdigheden, fordi vores uretfærdighed kan få fatale følger. Fordi mennesker pga. vores uret­færdighed, kan foranlediges til at afvise Guds retfærdighed…

Og så skal vi lade villighed til at gå med fredens evangelium være vores sko på fødderne. Ligesom de romerske legioner villigt og hurtigt kunne marchere i deres sandaler derhen, hvor der var behov for dem, således skal vi bevæge os ud med evangeliet. Kirken og vi kristne skal ikke være nogen kolos på lerfødder og sidde ubevægelige og uvirksomme hen. Vi skal bevæge os ud med evangeliet med lette trin. Det betyder, at vi skal bevæge os hen, hvor mennesker er. Det betyder også, at vi skal bevæge os rent mentalt og sætte os ind i andre menneskers tankegang, selv om den måtte synes fremmedartet og uro­vækkende. Vi må lære andre men­neskers sprog at kende og fornemme deres omgangsformer. Og om muligt og forsvarligt må vi bevæge os et stykke på vej med dem, for at vise dem vej til Gud…

Men på vore veje med andre mennesker kan vi møde både medgang og modgang. Derfor må vi ofte løfte troens skjold og ikke bare nøjes med at forsvare os. Og i troen har vi et godt skjold, ligesom det romerske skjold var vældigt godt.

Det skjold kunne modstå de fleste af tidens våben, når det blev båret af den en­kel­te soldat. Det var let nok til, at man kunne holde det i den ene arm, samtidig med, at man holdt et spyd med den anden arm eller fægtede. Og når flere sol­da­ter kæm­pede sammen, fik skjoldet en meget avanceret anven­del­se. Der var nem­lig hægter i siden af de romerske infanteris­kjolde, og med dem kunne skjol­dene hægtes sammen. Og på den måde kunne de romerske del­inger lave en skjoldborg med et sammen­hæng­ende skjoldpanser foran og oven­over solda­terne. Det hed skildpaddeformation, og netop den opstilling gjorde de romerske legioner til tidens mest effektive krigsmaskine.

Sådan er det naturligvis også med troens skjold. Det er vigtig at have i livet for den enkelte, og troen i fællesskab er endnu vigtigere. Sammen fejrer man jo guds­tjeneste. Sammen holder vi barnedåb i dag. Sammen bør man være i alle livets store stunder. Og Jesus siger da også et sted: Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg til stede midt i blandt dem…

Og så skal vi gribe frelsens hjelm. Hjelmen beskytter hjernen, det organ, som vi tænker med, som selvet er afhængig af. Og frelsen, hvordan er det så med den? Jo, det er jo sådan med frelsen, at selv om vi ved, at vi skal dø før eller siden, så tror vi, at vi i døden skal blive taget vare om, og at vi engang må opstå i ufor­kræn­kel­ighed. Ikke som vi var, men på en eller anden måde genkendelige al­lige­vel. På en eller anden måde som os selv, fordi Gud elsker os som dem, vi er.

Ligeledes skal vi gribe Åndens sværd, som er Guds ord. Sværdet er et angrebs­våben. Det er nødvendig for at skabe forandring og vinde. Forsvar og panser kan man ikke nøjes med hverken i krige eller i troens kampe. Sværdet er det, som kan skære igennem og bruges til fremstød.

Åndens sværd det er Guds ord. Det er dels ordet om Gud, det, som står i Bibelen, som vi mennesker kan lære af og lade os lede af. Det er trøst, det er håb, det er glæde. Det er mod til at stride med.

Og så er det i særdeleshed Guds-ordet, Jesus, som slog ned på jorden i Nazaret for 2000 år siden.

For 65 millioner år siden slog en kæmpemeteor ned i Den Mexicanske Golf. Og det medførte en global katastrofe, da meteoren med energi som tusindvis af atom­bomber sendte chok­bølger ud i hele verden og støv ud i atmosfæren, så­le­des at årtusinders isvinter fulgte, hvorunder dinosaurerne uddøde.

Da Jesus kom til Jorden gik det mere stille af sig, men det medførte, tror vi, en begivenhed af kosmiske dimensioner, hvor ”hersk­ere[n] over denne verdens mørke og ondskabens kræfter i den himmelske sfære” blev nedkæmpet, netop fordi Gud blev menneske. Og håbets fodtrin bragte budskabet ud i verden. Bud­skabet om fred selv midt i livets kampe. Budskabet om, at vi er Guds elskede børn, selv når vi strides. Budskabet om, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Amen.