2. s. i fasten 2018, Mark 9,14-29 (ingen optagelse)
2. søndag i fasten 2018, Mark 9,14-29 (ingen optagelse)Broager kirke, søndag d. 25. februar
331 Uberørt af byens travlhed – 446 O, lad din Ånd nu med os være – 410 Som tørstige hjort monne skrige // 164 Øjne, I var lykkelige – 439,1 – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå – 42 I underværkers land jeg bor
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:Vi lever i en troløs tid, siger nogle. Mange mennesker tror en smule, men ikke ret meget. “Der er mere imellem himmel og jord”, siger nogle. “Der er nok noget om det”, siger andre. “Jo, jeg tror, men bare på min egen måde”, siger en del. Og samtidig må vi sige, at vi lever i en tid med masser af tro, for de fleste tror dog på et eller andet. [Nogle bemærkninger om, at man kritiserer folk for at tro, når de bliver syge eller er i knibe på anden måde. Men det skal man ikke kritiseres for, ligesom man ikke skal kritiseres for at tage sikkerhedssele på, når man skal ud at køre en tur, eller for at tage cykelhjelm på. Og det er kun naturligt også at bede Gud om hjælp, når man føler behov for det.]
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«
Her i kirken, i Herrens hus, er det naturligvis Herren Jesus Kristus, som vi tror på. Det er enkelt nok. – Men er det så alligevel så enkelt? Spørgsmålet er jo, hvad det er for en Jesus Kristus, som vi tror på. Hvem er han? Hvor er han?
Er han blot til stede som et symbol, som vi ser ham dér hængende på korset på vægen? Er han langt væk fra os, siddende i himlen ved Faderens højre hånd? Eller er han ganske tæt på os? Er han sammen med os her og nu, så vi står på hellig grund, som det hedder i den første salme, som vi sang i dag?
I forhistorien til dagens evangelietekst havde Jesus sammen med Peter, Jakob og Johannes nærmest været oppe i himlen hos Gud Fader. I hvert fald havde de været oppe på et bjerg og haft den oplevelse, det syn, som vi kalder forklarelsen på bjerget.
Og mens Jesus havde været væk med de tre disciple, var der kommet en mand med sin syge søn og havde henvendt sig til de resterende disciple og bedt om hjælp. Han havde bedt disciplene uddrive den onde ånd, som havde besat sønnen, men det kunne de ikke.
Og så kom Jesus ned fra bjerget og spurgte om, hvad der foregik. Og inden de fik sig forklaret, henvendte manden sig til Jesus, fortalte om drengen og sagde, at disciplene ikke havde kunnet hjælpe.
Og Jesus udbrød: “Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?” Og vi kan spekulere over, hvorfor Jesus sagde sådan. Var det fordi, han mente, at disciplene havde for lidt tro, og at det derfor ikke var lykkedes for dem at helbrede drengen? Eller var det fordi, at han mente, at der var tro nok, men at den var forkert? Eller var det manden med den syge dreng, som han sagde det til, fordi han gennemskuede ham: Manden var kommet med sin syge søn, men han havde egentlig ikke længere noget håb; han var kommet så langt ud, at han kun havde håbløsheden, og den håbløshed fortyndede han lidt ved at dele den ud til andre. Altså, han så en slags bagvendt trøst i at sprede bitterhed, selvom han kun høstede fortvivlelse derved…
Hvad end problemet var, hvad end svaret måtte være, så handlede Jesus. Han gjorde noget. Han sagde: “Kom herhen med ham”. Han spurgte til drengens tilstand og fik at vide, hvordan drengens ødelagte liv havde formet sig, fra han var barn. Og faren sagde: “Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.”
Og Jesus sagde skrapt til ham: “Hvis du kan! Alt er muligt for den, som tror.”
Og lige der må der være sket noget med manden, for det umiddelbare svar på det spørgsmål ville jo være: “Nej! Nej, jeg har engang troet på min søns helbredelse, men er blevet skuffet igen og igen. Og igen og igen har jeg henvendt mig til andre, som troede, men intet hjalp. Intet er muligt, hvor meget man end tror!”
Og det blev berøringspunktet. Der skete mødet med Jesus, det guddommelige møde, som bragte håb, helbredelse, frelse.
Det er som en gnist, der springer mellem to elektroder. Eller tænk på Michelangelos berømte billede i det Sixtinske Kapel i Vatikanet [Nogle bemærkninger om flokken af turister i kapellet, og at det ikke er let af finde billedet ved siden af midten på loftet.] – der, hvor Guds hånd møder Adams hånd, og deres fingre næsten rører hinanden. Sådan var situationen for manden med den syge søn, sådan er vores situation. Sådan lever vi: når vi er i den største nød, så rækker vi ud efter Gud, og Guds, som altid er der, kommer os i møde.
“Hvor er Jesus?” kan vi spørge. “Er han i det høje? Er han ganske tæt på? Er han ham, som hænger på korset?”
Ja, ja må svaret lyde til det alt sammen: I tidens midte og som frelsens centrum hang Jesus på korset. Da rørte Gud jorden, da kom Gud i sin søn Jesus Kristus vantro mennesker i møde ved at bøje sig helt ned i døden.
Og døden blev overvundet, nu ikke kun for den dreng, som vred sig som besat af en ond ånd, men for hele menneskeheden, som havde mistet paradisets uskyld og ikke kunne hjælpe sig selv på fode.
Og nu sidder han i det høje ved Faderens højre hånd og hersker over himmel og jord. Men samtidig er han ganske nær hos os.
Fordi vores tro ikke rækker til himlen, har han sendt os Helligånden med ordet, hvor vi møder ham. I dåben er han levende til stede. Ved nadverbordet skænker han os sig selv.
Det er ganske håndgribelige ting: man bliver båret til dåben. Man lægger øre til evangeliet. Man knæler ved nadverbordet og rækker hånden frem. Det er ganske håndgribelige ting, for Gud rækker længere mod os, end vi mod ham. Gud hjælper vores vantro. Amen.
