Lad mig se Jesus!

Juleaften 2017, Lukas 2,1-14
Broager kirke, søndag d. 24. december 2017 kl. 14.00 og 15.30
94 Det kimer nu – hilsen, bøn, læsning – 123 Her kommer, Jesus, dine små – læsning, trosbekendelse – 112 Kom, alle kristne // 104 Et barn er født – bøn, Fadervor, velsignelse – 121 Dejlig er jorden
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
    I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
    »Ære være Gud i det højeste og på jorden!
    Fred til mennesker med Guds velbehag!« 
Et krybbespil er betegnelsen for et mindre skuespil, der gengiver juleevangeliets beretning om Jesu fødsel. Her i Broager Kirke blev det i år fremført for børnehavebørnene som en slags dukketeater med figurerne fra julekrybben, som vi har stående i nichen bag døbefonten. Andre gange er det børnene selv, som får de forskellige roller. Så får en pige en pude ind under trøjen, så hun kan være den gravide Maria, en pædagog får lov til at være æsel, og andre børn får roller som Hellig Tre Konger, hyrder eller fårene på marken.

De fleste af børnene er lette at styre, for de ved ikke, hvad de skal sige, så de lader præsten sige deres replikker. Men fårene og køerne kan indimellem være lidt svære at få til at holde op med at mæhe og muhe, når de først er kommet i gang. Således er der altid noget, som kan gå galt, når man laver krybbespil, hvad forfatteren Frederick Buechner kan berette om i en af sine bøger. Han fortæller:
»Krybben stod lige nedenfor kortrappen, der, hvor den altid stod. Og på det nederste trin sad Maria i en blå kappe og Josef med et bomulds-skæg.  Og så var der de vise mænd og en håndfuld hyrder. Og midt i det hele var Jesusbarnet selvfølgelig; det lå i noget halm i en krybbe. 
Juleevangeliet blev læst op af præsten, og indimellem sang menigheden vers fra julesalmer placeret på de rigtige steder i fortællingen. Og alt gik som smurt, indtil den himmelske hærskare af engle dukkede op. Det var børnene i menigheden, som havde fået hvide kapper på, og som sad rundt omkring i kirken sammen med deres forældre. 
Og på det rette tidspunkt så skulle de komme frem og samle sig omkring krybben. Og det var lige præcis, hvad de gjorde. Problemet var bare, at der var så mange af dem, at der var en skubben og en masen for at få en god plads. Og det endte med at én bestemt engel, en pige, som var mindre end de fleste andre, stod så langt omme bagved, at hun ikke kunne se noget som helst, selv om hun stod på tæer og endda hoppede lidt for at vinde højde. 
“Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”, sang de andre børn så, da de fik tegn til det. Og den fred skulle så have afsluttet krybbespillet, men freden blev afbrudt af en irriteret og frustreret lille pige, som råbte højt: “Lad mig se Jesus!”«… 
Lad mig se Jesus! Det er, hvad julen går ud på. At Jesus Kristus er født, er kommet til verden for vores skyld, og at vi ser ham. Men nogle gange er det svært for os, selv om vi måske kender juleevangeliet nærmest udenad. Og det kan ligefrem være sådan, at nogle dele af juleevangeliet overskygger andre. Englene fx de synger jo om og peger på Jesus, men hvad nu hvis de står i vejen for, at vi kan se ham? Eller står i vejen for, at vi kan se den virkelige verden?

Når vi fejrer jul her i Broager, så er vi jo, de allerfleste af os, i vores varme og hyggelige hjem, hvor vi føler os sikre, og vi har mad nok. Og her i kirken har vi også tændt for varmen og lyset. Og vi er tilbøjelige til at romantisere og overse skyggesiderne i evangeliet. Men skyggesider er ikke uvæsentlige, når man skal give billeder kontrast, fylde og dybde. Skyggesider er ikke uvæsentlige, når man skal erkende, at evangeliet er lys for enhver, som sidder i mørke og dødens skygge.

Og sådan sad hyrderne ude på marken, dengang Jesus blev født. Hyrder var beskidte og ensomme mennesker, som andre forsøgte at undgå. Fra tidlig tid var hyrder omvandrende nomader, som boede i telt og havde meget få ejendele. De var flyttet fra sted til sted for at finde græsning og vand til deres dyr. Og de havde levet af dyrene, spist kødet, drukket deres mælk, lavede ost af mælken også. Og brug dyrenes uld og skind til tøj og telte.

På Jesu tid var der kommet flere byer, og hyrderne levede nu i eller i nærheden af byerne. De havde ret til at lade deres hjorde græsse på markerne udenfor byerne. Og godsejere og landmænd ansatte ofte hyrder som daglejere til at hjælpe med høstarbejde.

Hyrdernes liv var hårdt. De tilbragte det meste af deres tid med at vogte deres dyr, og i Israels bjergegne var vejret ekstremt, ikke bare imellem årstiderne, men også indenfor det enkelte døgn med store temperaturudsving mellem dagens hede og nattens kulde. Og altid lurede tyve og vilde dyr på dem.

Hyrderne havde stave til at jage fjender på flugt med kroge i den ene ende til at trække et vildfarent får i sikkerhed. Og de arbejdede i små grupper, så de kunne skiftes til at sove. Og for at jage kedsomhed på flugt skar de sig en fløjte og spillede en lille melodi.

Hyrderne var ikke ansete. Man stolede ikke på dem, og man mente, at deres skæbne var Guds straf for deres forfædres forsyndelser. Og gode, rettroende jøder så ned på hyrderne og betragtede dem som kultisk urene, fordi de ikke kunne overholde jødernes mange renhedsforeskrifter. De kunne jo heller ikke komme i templet eller i synagogerne, fordi de havde alt for travlt med at passe deres arbejde.

Men her er de lige midt i juleevangeliet. Her er de, de første mennesker ud over Maria og Josef, som fik den glade nyhed at vide og Guds Søn at se. Disse jævne, ensomme, hårdtarbejdende og undertiden forhadte hyrder, som levede ude på markerne blandt beskidte dyr. De kom til at stå i første række og få Jesus at se.


Men først skulle de indbydes. Og tænk hvordan! De hyrder, som nok kun kendte til enkelt fløjtespil og simple folkeviser, blev mødt af en himmelsk symfoni introduceret af en engel, som pludselig stod for dem og forklarede, hvad de nu skulle gå ind til. Det var som fik de librettoen til en opera: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Og det var præludiet og indtogsmusikken til deres besøg hos barnet: En himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Hvem ved, hvor længe denne himmelske koncert varede? Men under alle omstændigheder, så forblev ekkoet nok altid i hyrdernes hjerter. For de så barnet i krybben, som de var blevet lovet. Og selvom de bagefter formodentlig var gået tilbage til deres hjord på marken til det samme arbejde, som de altid havde haft, så var de blevet forandret. For Gud havde talt til dem, og de havde set Jesus…

Guds glade budskab, evangeliet gælder alle mennesker. Det gjaldt de fattige hyrder og senere de rige, vise mænd. Det gælder dig og mig. Også selv om vi ikke har set en engel stå for os og himmelsk lovsang lyde (uden sammenligning i øvrigt). Eller måske har vi uden rigtig at lægge mærke til det? Men nu har vi i hvert fald fået beskeden: Jesus er kommet, vor Frelser, Messias, vor Herre. Og det er hans mindste fortjeneste, at vi holder juleferie; han betyder meget mere end det, og han ønsker at forandre også vores liv, hvis bare vi er nysgerrige nok og i åndelig forstand strækker os lidt og står på tæer og siger: “Lad mig se Jesus”. Amen.