En cliffhanger

1. søndag i advent, Luk 4,16-30
Broager, søndag d. 3. december 2017 kl. 10.30
74 Vær velkommen – 448 Fyldt af glæde – 73  Vi synger med Maria // 487 Nu fryde sig – 440 O Guds lam uskyldig – 69,5-6 – 87 Det første lys
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: »Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.« Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Naaman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Når man skal fortælle om de største ting i livet, så lader man det ikke ske ubemærket. Man sender ikke bare en SMS. Man siger det ikke lige i forbifarten, så den anden ikke rigtig har tid til at opfatte og reagere på den vigtige oplysning. Man udvælger sig gerne tid og sted, og så lægger man op til at fortælle det, som man så gerne vil fortælle. Og man vil naturligvis gerne have den rigtige reaktion på nyheden.

Sådan er det, når man som ungt menneske fortæller sine forældre om vigtige beslutninger, om store udlandsrejser og uddannelsesvalg. Sådan er det, når man frier til sin hjertes udkårne; her skulle reaktionen jo helst være et “ja”. Og sådan er det, når man fortæller nogen, at man skal være far eller mor.

Og selv om en ung kvinde er helt og aldeles overbevist om en positiv reaktion på meddelelsen om, at hun nu er gravid, så er hun naturligvis stadig spændt på og glæder sig til sine forældres reaktion, når de får nyheden serveret. Og reaktionen er jo heller ikke noget, som man sådan lige bliver færdig med, for nu følger den søde ventetid for hele familien: en glæde i svøb, en afventen, en ankomst, en advent. Det er jo en adventstid, allerede når man venter på, at noget godt skal komme.

Og når det gode er kommet, så kan man stadig mindes og fejre ventetiden. Det kan I, som fejrer dåb i dag, sikkert godt nikke ja til. Og det er da også det, som sker, når vi her i kirken i dag starter på et nyt kirkeår og har 1. søndag i advent.

Evangelisten Lukas, som jeg læste et stykke af, er i særdeleshed adventens evangelist. Han formår at trække indledningen til sit glædelige budskab ud og bygge spændingen op. Og det gør han ikke bare for at gøre sig interessant, men fordi det er ham magtpåliggende at dele sin glæde med os og rigtig få os til at forstå, hvad det drejer sig om med det barn, som var på vej og blev født en julenat i Betlehem.

Se, Lukas er den af evangelisterne, som går den længste omvej i indledningen til sit evangelium for at fortælle os, hvem Jesus virkelig er. Lad mig ridse det op:

Som en dokumentarfilm-instruktør starter Lukas med et ganske kort forord, hvor han skriver til sin ven Theofilus, at han besluttet sig for nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det … i rækkefølge, … for at [han] kan vide, hvor pålideligt det er, som [han] er blevet undervist i.

Og så hører vi om den gamle præst Zakarias og hans kone lige så gamle Elisabeth, som får at vide, at de skal få sønnen Johannes. Det sker i Jerusalem. Men i mellemtiden, i ventetiden sker der i Nazareth det, at den unge kvinde, Maria, får at vide, at hun er blevet gravid ved Helligånden og skal føde en søn.

Og Maria hun besøger siden Elisabeth, som ved sit barns sparken i maven kan fornemme, at der også Maria er gravid. Og Maria bryder ud i lovprisning til Gud over de ting, som skal komme.

Siden bliver Johannes født, og hans gamle far, Zakarias, som havde været stum i hele ventetiden, bryder ud i lovsang og fortæller om drengen Johannes – Johannes Døber er det –, som skal gå foran for Jesus og berede hans veje. Det er, hvad Lukas fortæller i sit 80 vers lange kapitel 1. Det er det længste kapitel i Det Nye Testamente.

Kapitel 2 kender vi alle sammen så godt – begyndelsen altså. Det er juleevangeliet: Og det skete i de dage … og Jesus blev svøbt og lagt i en krybbe … og hyrderne kom på besøg.

Men der sker mere i det kapitel. Jesus bliver nemlig også omskåret og navngivet. Og så bliver han vist frem i templet i Jerusalem, hvor Simeon og Anna priser Gud, for de ser i Jesusbarnet den frelser, som de sådan har ventet på gennem et langt liv. Og så springer vi i et hug 12 år frem i tiden og hører om Jesus, dengang han var blevet væk fra sine forældre, og de ledte efter ham alle steder, men de fandt ham siddende i templet, hvor han talte helt voksent og fornuftig med præsterne der; de var benovede over ham. Og Jesus sagde til Maria og Josef: hvorfor ledte I efter mig, vidste I ikke, at jeg ville sidde i min fars hus? (I det er der en lille hentydning til, hvor vi er på vej hen).

Og i kapitel 3 så er Johannes og Jesus blevet voksne. Johannes træder frem og prædiker, og Jesus bliver døbt af ham. Og så finder vi til sidst i kapitel 3 i Lukasevangeliet, det, som Matthæusevangeliet starter med, nemlig Jesu slægtsbog. [...] Det er ren og skær slægtsforskning ud fra Bibelen, hvor man følger Jesu slægt helt tilbage til Adam. Men i Lukasevangeliet er der en lille detalje, som man meget ofte overser, nemlig at Lukas egentlig kalder Josef papfar, idet han siger: “[Jesus] var, mente man, søn af Josef”. Og det er jo noget af en cliffhanger at slutte kapitel 3 med.

Og hvad er så en cliffhanger, er der måske nogle, der vil spørge om? Jo, en cliffhanger er den engelske betegnelse for en, som hænger fast i en klippekant. Det betegner er en spændende afslutning på et tv-serie afsnit eller et kapitel i en bog eller en fortsat roman i et ugeblad. Gerne hvor hovedpersonen efterlades hængende i det yderste af neglene bogstavelig eller billedligt talt – måske efter en dramatisk afsløring.

Og så er vi fremme [...] ved kapitel 4 i Lukasevangeliet. Og her bliver vi efter den kun billedlige cliffhanger med, at Josef var Jesu’ papfar præsenteret for to andre langt mere bogstavelige cliffhangers:

Først da Jesus er ude i ørkenen i 40 dage, hvor han sulter og tørster og bliver fristet af Djævelen. Djævelen forsøger at lokke Jesus til at lave stene til brød, men Jesus bider så at sige ikke på, selv om han er sulten, og selvom det jo altid er rart at have lidt at byde på, hvis man skulle få uventede gæster. Han siger nej. Han siger nej, fordi mennesket ikke skal leve af brød alene.

Menneskesønnen - 16
Menneskesønnen - 17
Menneskesønnen - 18
Og Djævelen fører Jesus så højt op, at han kan se alle jordens riger på en gang. (Tænk, at man kunne zoome sådan ud bare med forestillingsevnen, førend man havde fly og satellitter. [...]). Og Jesus bliver lovet magt over det hele, hvis bare han altså vil tilbede Djævelen. Men Jesus siger nej og holder sig til Gud.

Derpå fører Djævelen Jesus til Jerusalem og vil have ham til at springe ud fra toppen af templet under foregivende af, at Guds engle nok skal sørge for at gribe ham, så han ikke slår sig, men bare viser og beviser overfor mennesker, at han har magt over tingene.

I ingen af de tre situationer tager Jesus springet til gribe magten. Hvorfor, kan man spørge sig selv? Djævelen tilbyder jo Jesus det hele!

Men nej. Djævelen tilbyder kun Jesus det halve – højest! –, nemlig guddommelig magt, hvis han ville vælge Djævelen som far i stedet for Gud i himlen. Så måtte Jesus godt være guddommelig. Men det var selvfølgelig en djævelsk guddommelighed, hvor han også måtte give afkald på at være Marias søn og give afkald på menneskelighed og medmenneskelighed.

Og er vi fremme ved synagogen i Nazareth, hvor Jesus læser op af skriften og prædiker. Og han bliver mødt med stor velvilje og begejstring. Indtil pludselig en bemærker, at Jesus er Josefs søn.

Er det det med papfaren, der nager Jesus, og som får ham til at forudse de indvendinger, som han senere bliver mødt med, og til at henvise til jødernes afvisning af Guds frelse overfor fremmede folkeslags positive modtagelse?

Jeg tror det ikke. Jeg tror faktisk ikke, at det var noget, der nagede ham. Men pointen er formodentlig en helt anden i Lukasevangeliet, nemlig at situationen i synagogen er en afspejling af den djævelske fristelse og betingelse. Det første sted: du må godt være Gud og guddommelig, bare du ikke vil være menneske.

Og i synagogen hedder det: Du må gerne prædike om Gud. Du må gerne forkynde håb og frelse. Men du må ikke selv være frelseren, for du er kun et menneske. Du må ikke være frelser samtidig med, at  du også er Marias og Josefs søn. Du må ikke være Guds Søn.

Menneskesønnen - 52
Og det er de to yderligheder, som evangelisten Lukas tegner for os. Og det bliver helt tydeligt, at situationerne har noget med hinanden at gøre, da folkene i synagogen bliver rasende og “jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.”

Og sådan slutter den lange, lange indledning til Lukasevangeliet. “Dette er”, for at citere Winston Churchill fra en helt anden situation, “Dette er ikke enden. Det er ikke engang begyndelsen på enden. Men måske, så er det enden på begyndelsen.”

Og så kommer resten af evangeliet om mennesket Jesus Kristus, Guds søn, som vi kender så godt og måske slet ikke kender godt nok. Og den virkelige, den virkelige cliffhanger det er måske, hvordan vi tager imod det efter alle reklamerne for alt muligt mellem himmel og jord. Glædelig advent. Amen.



Billederne her på siden er – bortset fra cliffhangeren – fra tegneserien Menneskesønnen, som er baseret på de fire evangelier i Det Nye Testamente.

Tegner og forfatter Peter Madsen brugte mere end tre år på at forberede Menneskesønnen gennem tekstarbejde, tolkning, skitser og research i Israel.

Måske Peter Madsen også har set en tæt sammenhæng mellem Jesu fristelse i ørkenen og Jesus i Nazarets synagoge? Hans tegninger kunne tyde på det...
Detalje fra
side 17
Detalje fra
side 52