Overraskende vendinger

Sidste søndag i kirkeåret, Matt 25,31-46 Søndag d. 26. november 2017, Broager 10.30
732 Dybt hælder året i sin gang – 446 O, lad din Ånd nu med os være – 403 Denne er dagen, som Herren har gjort // 262 Frydetonen går mod tronen – 439,1 O du Guds Lam! – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå – 431 Herre Kristus, dig til ære
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.
    Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.
    Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.
    Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.
   Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«
Den her tekst er jo afslutnings-evangelieteksten i dette kirkeår; næste søndag starter vi et nyt kirkeår. Og derfor har man jo, da man besluttede sig for, hvilke tekster, der skulle være i kirkeåret, brugt denne afslutningstekst til at vurdere: Hvordan skal vi nu måle vores år, hvordan er det gået, hvordan skal vi bedømme os selv, er det gået op eller ned, frem eller tilbage osv? Og så får man altså denne skrappe tekst til at måle det hele på.

Tanken om, at et menneske skal stilles til regnskab for sit liv, når det dør og står for den himmelske domstol, er kendt og centralt i kristendommen; så centralt, at vi har et billede af denne domstol lige midt i Broager Kirke [...]. Her bliver på dommens dag mennesket vejet og bedømt. Og hvis der ikke er visse formildende omstændigheder, så ser det ikke så godt ud for den anklagede. Det er i øvrigt også billeder, som vi godt kender fra populærkulturen og fra filmens verden.

I den danske film Sorte Kugler [...], har dommedag form af en slags tv-quiz eller reality-show, hvor hovedpersonens liv bliver endevendt og bedømt [...]. Hovedpersonen får endog mulighed for at gøre op med sit liv, uden at det dog rigtig lykkes, før end en overraskende vending til sidst redder situationen.

Og i den [...] klassiske, amerikanske julefilm Det er herligt at leve med skuespilleren James Stewart i hovedrollen, gennemleves og gennemlyses hovedpersonens liv ved en engels mellemkomst. Og det viser sig, at det liv, som hovedpersonen til sidst troede var ganske værdiløst, netop havde haft afgørende vigtig betydning for mange mennesker.

Og i hvert fald 3 afgørende vendinger hører også til i den lignelse, som Jesus fortæller, og som vi har hørt i dag. Lignelsen handler nemlig ikke kun om, at på dommens dag skal de, som har handlet rigtig, få evigt liv, mens de, som har handlet forkert eller undladt at gøre det rigtige, skal gå bort til evig straf. Den handler ikke kun om løn og straf og himmel og helvede gjort op efter en enkelt regnestykke.

Godt nok er et sådan kort og trist og forudsigelig regnestykke udgangspunktet for Jesu lignelse. Det var den historie, som farisæerne fortalte og kendte. Det var den historie, som den selvretfærdige elskede. Det var den historie, som man bare syntes var retfærdig.

Men Jesus udvider og forandrer historien og kommer med en anden retfærdighed. Det er som den 1. overraskende vending netop ikke klart, hvem der var retfærdig eller ikke retfærdig. Allerede det med får og bukke. Hvem af dem er mest retfærdige? Og de, som var retfærdige, de vidste det ikke selv. De vidste ikke, at de havde hjulpet deres Herre. Måske havde de ikke engang lagt mærke til, at de havde hjulpet noget menneske overhovedet. (Så galt kan det altså gå, at man ikke engang ved, at man har hjulpet andre mennesker!)

Men det er egentlig klart nok, at det må være sådan, for det drejer sig ikke om den store hjælp det her. Det drejer sig ikke om, at de retfærdige skal frelse verden. Det skal frelseren. Det kommer jeg tilbage til.

Vi mennesker må starte i det små og give et måltid mad uden at tro, at vi derved kan fjerne skal al fjerne sulten i verden. Give et glas vand, når nogen er tørstig. Smile til en fremmed. Give en trøje til den, der sidder og skutter sig af kulde, eller et varmt knus i stedet for en kold skulder. Tage sig af den syge og besøge den fængslede.

Ikke nødvendigvis helbrede den syge og befri den fængslede, læg mærke til det, men tage sig af og besøge. Det er altså ikke det umulige, som vi skal, men det, som vi umiddelbart kan gå i gang med, bare vi vil give afkald på vores egen bekvemmelighed og ofre lidt af vores tid og måske også en smule penge.

Retfærdighed er en mulighed for os, og det er også et bud. Jesus vil have os til at gøre kærlighedens gerninger. Men det er selvfølgelig ikke vores eneste rolle i den her historie eller vores eneste mulighed i livet. Vi kunne jo også være lige netop dem, som mødte kærlighedens gerninger. Og mon vi ikke også har gjort det. Det kan jo være, at vi modtager mere, end vi giver. At vi bliver båret af dem, der holder af os, og holdt oppe af dem, der bærer over med os.

Vi har altså dommedag med dens to alvorlige modsætninger, frelse eller fortabelse. Og vi har opfordringen til gøre godt mod Herrens mindste, som vel i snæver forstand er de mennesker, som sætter deres lid Jesus Kristus, altså kristne, men i udviddet forstand er dem, som evangeliet lyder til, altså ethvert menneske. Så kravet er, jo mere vi forsøger at efterleve det, desto mere umuligt at opfylde.

Og derfor indeholder lignelsen da også to vendinger mere. De har begge noget med får at gøre. Den ene for såvidt alludert til internt i teksten, den anden ekstern. Den ene har med Det Gamle Testamente at gøre, den anden med Det Nye Testamente. Tilbageskuende kan man nemlig ikke lade være med at se en nemlig ikke direkte, men alligevel alvorlig reference til den gammeltestamentlige Salme 23. Den, der lyder:
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
v2  han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
v3  Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
v4  Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst. 
v5  Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod. 
v6  Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
Her har vi jo allerede nævnt alle de gode gerninger, som er i lignelsen – bare med lidt andre ord. Her har vi det retfærdige får, som får føde og får stillet sin tørst, som ikke lider nød, som selv i mørke ikke frygter ondt, som trøstes. Og som tilsidst får frelsen: del i det himmelske festmåltid og hjemstedsret i de himmelske boliger.

Og fremadskuende er der så det, som vi hører om i de næste og og sidste kapitler i Matthæusevangeliet efter denne sidste lignelse [...]. Her bliver det virkelighed, hvem der for alvor giver nogen noget at spise. Nemlig Jesus i den sidste nadver. Hvem der for alvor går ned i mørkets dal og dødens fængsel: nemlig Jesus, da han bliver fængslet og pint, og da han dør på korset og bliver lagt i graven. Og vel at mærke også hvem der for alvor så deres Herre først fængslet og så forpint og nøgen og tørstig på korset uden at hjælpe ham. Det var jo det, som disciplene ikke gjorde; de kunne ikke, de turde ikke.

Og således forstået ender virkeligheden værre end lignelsen: der er ingen retfærdige overhovedet. Ingen retfærdige andre end Jesus Kristus. Han ofrer sig, han er lammet, som bærer verdens synder. Det er ham, som skal fylde vores bæger med overflod. Det er hans godhed og troskab, som skal følge os, så længe vi lever. Og så skal vi bo i Herrens hus til evig tid og
love og takke og ære vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.