Guds problembarn

22. s.e. Trinitatis 2017, Matt 18,21-35
Broager Kirke, søndag d. 12. november kl. 10.30
13 Måne og sol – 292 Kærligheds og sandheds Ånd – 522 Nåden er din dagligdag (Elmquist) //685 Vor Gud er idel kærlighed (Strassburg 1525) – 439,3 – 694,6 af Jesus, at du blev min broder – 518 På Guds nåde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til 7 gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til 77 gange, men op til 77 gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte 10.000 talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham 100 denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«
Gentagelse fremmer forståelsen, siger man. Og der er noget om det. Når man skal lære noget, fx sprog, så skal man gentage ord og sætninger igen og igen, så de rigtig hænger fast inde i hovedet på en. Og så ørerne er rettet ind på at forstå de ord, som man hører. Og så munden kan udtale de ord, man vil sige, uden at gå i stå midt i en sætning.

Og når vi så kan tingene, så foregår det helt automatisk. Så kan vi åbne og lukke døre uden at få fingrene i klemme og uden at tænke over det. Eller vi kan cykle eller skifte gear i bilen uden nærmere overvejelse. Jo, gentagelse fremmer forståelsen, så vi kan gøre tingene uden at skulle gennemtænke dem helt fra bunden forfra, hver gang, igen og igen.

Men hvad så med overdrivelse, fremmer det forståelsen? Måske, måske ikke. Når man ironisk siger til en: “Jeg har sagt til dig 10.000 gange, at du ikke må overdrive!”, så udtrykker det jo en klar erkendelse af, at det ikke altid virker med nok så mange gentagelser.

Alligevel kan vi ikke lade være med at gentage os selv, fx når vi bebrejder hinanden. Vi kan vel allesammen finde på at sige fx: “Nu har jeg sagt det 117 gange, og du hører ikke efter!”, eller: “Hvor mange gange skal jeg gentage det?!”

Og i dagens evangelietekst er vi inde på noget af det samme. Her spørger Peter Jesus, hvor mange gange han skal tilgive en bror, der har gjort noget forkert. Underforstået måske: “Hvor meget skal jeg finde mig i fra den andens side?”. Og Peter synes nok, at han er storsindet, når han foreslår 7 gange. Men Jesus svarer: “Nej, ikke 7 gange, men 77”. Og tallet 77 i bibelen svarer til det danske 117. Det ikke et konkret tal, men en betyding, nemlig den, at der ikke nogen øvre grænse for, hvor mange gange man skal tilgive sin næste.

Det vil vi ellers så gerne have. Hvor ville det være rart at få at vide, hvornår nok er nok. Og få at vide, at så skal vi heller ikke finde os i mere fra de andres side. Og at der altså også må være en grænse for galskaben.

Sådan tænker vi, fordi vi tror, at vi er på den gode side i konflikten mellem retfærdighed og uretfærdighed. Vi tror, at vi er på den side, som skal yde tilgivelse, og at det kun er dem på den anden side, som trænger til at få den.

Men sådan er det ikke, og sådan er det aldrig i Bibelen. Og når Jesus skal gentage tingene 117 gange og betjene sig af overdrivelser både i indledningen til lignelsen og i selve lignelsen, hvor talenter svarer til millioner milliarder, og hvor denarer svarer til pebbernødder eller småpenge. Ja, så er det simpelthen, fordi lignelsen er henvendt til Guds problembørn.

Og hvem er så Guds problembørn? Ja, det er fx Josefs brødre, som vi hørte om i den første læsning. De, som havde solgt deres bror til slavehandlere engang og nu frygtede hans hævn. Eller disciplen Peter, som igen og igen skal have forklaret af Jesus, at retfærdighed kommer fra Gud og ikke fra Peter selv. For heller ikke Peter kunne gå den lige vej. Guds problembørn det er vi alle, og vi skylder i evighedens perspektiv meget mere væk, end vi selv har til gode.

Vi har svært ved at se os selv som problembørn, men nogle har alder og visdom og selvironi nok til at erkende og beskrive det. Således fortæller den 83 årige sanger Willie Nelson om sig selv i en sang med titlen “God’s Problem Child” dvs. “Guds Problebarn”:

       Jeg handlede vel
og satsede højt,
men på min gæld
det hjalp ej en døjt.

Fra barnsben en rod,
af opvækst et skarn,
dog renset i blod:
Guds problembarn.

Skinnet fra Gud,
det dæmper min længsel,
om jeg følger hans bud
eller sidder i fængsel.


Når mørket vil falde,
dog lys fra det høje
skal skinne for alle,
som følger det nøje.

Ja, himlen må elske Guds problembarn.
Ja, himlen vil elske Guds problembarn. 
       I did the best I could do
Or the best I could tell
The higher I flew,
the farther I fell

Born in the mud,
Raised in the wild
Washed in the blood,
God's Problem Child

I feel the shine,
following me
Not far behind,
that's where I wanna be
A little out of town, fine by me

Darkness may fall
We still got a light
Keeping us all
Safe through the night

Heaven must love God's problem child
Heaven must love God's problem child
Heaven must love God's problem child

Tekst: Jamey Johnson / Tony Joe White

Og vores danske Kim Larsen bekender sig også som et Guds problembarn i sangen “Den Lige Vej” fra det nyligt udgivne album “Øst for Vesterled”. Det lyder sådan her:

      Når mit regnskab det ska’ gøres op
      Så tror jeg nok Vor Herre får en prop
      For jeg har syndet så det stod i stænger
      Men det vil jeg ikke længere

      Jeg er ikke en af de flinke
      Det tør jeg sige uden at blinke
      Der er sikkert flere minusser end plusser
      Plus det løse, som ingen husker

      Så vis mig nåde og miskundhed
      Der var momenter af kærlighed
      Og øjeblikke, hvor mit mismod
      Ikke tyngede mig ned
      Og jeg gik den lige vej
      Op til himlen, op til dig
      Men for det meste
      Var det ligesom om
      Det gik den anden vej

Men tilbage til spørgsmålet altså: Hvor mange gange skal man tilgive sit medmenneske? En gang, 7 gange, 77 gange eller 117?

Ja, svaret kan egentlig illustreres med den gamle ølreklame tegnet og tekstet af Storm P, hvor den ene vagabond, Alkibiades, spørger den anden vagabond: “Du, Perikles - ka’ du sige mig - hvornår smager en Tuborg bedst?” Og svaret lyder: “Hver gang!”

Og sådan får de to vagabonder og problembørn lov til at illustrere, hvordan det også er med tilgivelse: Man skal tilgive hver gang. Og gør man det af hjertet, er første gang måske nok. Gør man det af hjertet, så behøver man måske slet ikke tælle og føre regnskab, så lever man bare med tilgivelse uden at være nøjeregnende.

Så opfordringen må være, at vi skal have hjertet med i det. Vi skal handle vel og satse højt, vi skal gå den lige vej. Og momentvis skal det nok lykkes.

Men i det store regnskab, så er det noget andet, som vi skal satse på og sætte vores lid til, hvad de to problembørn, som jeg har citeret, også gør:

Vi skal vide, at vi bliver renset i blod. Det er naturligvis Jesus og hans frelsergerning, som Willie Nelson henviser til. Det, at Jesus døde på korset og opstod for vores skyld for at opveje vores mangler. Det er også et billede på vores nadverfejring. Og vi skal se det som Guds indgriben i vores liv og et lys i mørket.

Og vi skal også ligesom Kim Larsen erkende vores elendige regnskab overfor Gud, og vise vilje til at handle bedre, men først og fremmest skal vi bede Gud om nåde og miskundhed.

For det er den vej, det skal gå, når det virkelig gælder: Ikke fra os og op til Gud. Men den anden vej fra Gud og ned til os. Amen.