Hånden, der peger, og hvad den peger på

15. s.e. trinitatis, Matt 6,24-34Søndag d. 24. september 2017, Broager kirke kl. 10.30
30 Op, alle, som på jorden bor – 417 Herre Jesus, vi er her – 42 I underværkers land jeg bor // 163 Fuglen har rede – 439,1 – 729,5 Ham takker alle vi med sang – 375 Alt står i Guds faderhånd (Laub)
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
   Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
I en Monty Python-sketch [...] ser man lidt fra afstand en mand med en hund komme hen ad fortovet hen til en anden mand. Og manden med hunden, viser det sig, spørger om vej. Den anden begynder at forklare. Han forklarer længe, og han tager også hænderne til hjælp og peger for at vise, hvad han mener. Men det lykkes ham ikke rigtig at forklare sig og vise vej. Og så opdager han, at manden med hunden er blind, og at hunden naturligvis er en førerhund. Og så knæler han ned og henvender sig direkte til hunden og udpeger for den, hvor de, den blinde og hunden, skal gå hen.

Og den sketch griner man naturligvis af, for det er oplagt for enhver, at man ikke kan forklare og udpege for en hund, hvor den skal gå hen. For dyr og for meget små børn i øvrigt også, så er det sådan, at de kun og allerhøjest endda ser på hånden, som peger, og ikke hvad den peger på.

Vi ved det godt det her, men alligevel glemmer mange mennesker det alligevel. Hvor tit kan man ikke se folk udpege for deres hunde, at de skal gå et eller andet sted hen, og dyret forstår ingenting af det. Og for mig kan det også ske, når katten har sneget sig ind i soveværelset, hvor den ellers ikke må være. Så kan jeg tage mig i igen at stå og pege med mod døren og sige til den: “Gå ud!”, selvom jeg godt ved, at der skal andre midler til.

Det kun at se på hånden, som peger, og ikke rigtig at lægge mærke til, hvad der peges på, kan godt være et problem. Selv om livet er en rejse i sig selv, så er det, som man når frem til, ofte vigtigere end skiltene på vejen. [...]

Og med den indledning vil jeg gerne forklare begrebet virkningshistorie. For mange bibelske teksters vedkommende spekulerer man over det begreb: Hvordan har en tekst virket gennem historien? Hvilke elementer har man særligt lagt mærke til? Har man måske fremhævet nogle på bekostning af andre? Er der noget, som man generelt har misforstået.?

Og ja, det er der ofte. Udtrykket “Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe” er ligefrem blevet et ordsprog. Det siger mest noget om beskedenhed og dygtighed. Det kan anvendes mod falsk beskedenhed, men det kan også slynges i hovedet på den, som praler. Og man har helt glemt udtrykkets egentlige og første pointe, nemlig at man ikke skal skjule livets lys, det guddommelige lys, fællesskabets og kærlighedens lys, som stammer fra Gud. [...]

Og hvad så med evangeliestykket om markens liljer og himlens fugle? Hvad dets virkningshistorie? Ja nu skal I høre et bud på det: [...]
Du grønne skov du glade lærke
Åh gudskelov at jeg kan mærke
Alt dette er ven med mig
Har du det som jeg 
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer
Forstår du alle hjerter der banker her og der
Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær
Så har du fundet ud af noget som er meget værd 
En rødkælk en guldsmed en bly forglemmigej
Et grantræ en vipstjert de elsker nemlig dig
Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer
Så har du fundet ind til det som gør livet allermest værd
Poul Reichhardt - Er du dus med himlens fugle. Sangen er fra Vagabonderne På Bakkegaarden
en af de 12 evergreens, der kom med i kulturkanonen. Indholdsmæssigt er sangen en hyldest til vagabondens frie tilværelse og ikke mindst hans glæde ved at være tæt på naturen. [...]

Hvad ender det i: naturlyrik og økologi?! Men er der ikke mere i evangelieteksten til i dag? Jo, meget mere: [...]

Når Jesus siger: “Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.” [...] Det er forklaret sådan af Martin Luther i forklaringen til det 1. bud: Du må ikke have andre guder:
Det vil sige: Du skal alene anse mig for din Gud. Hvad betyder det, og hvordan skal det forstås? Hvad betyder det at have en Gud, eller hvad er Gud? [...]
    Svar: En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød. Altså er det at have en Gud intet andet, end at man af hjertet stoler og tror på ham. Det er alene hjertets tillid og tro, der afgør, både hvad der er Gud og afgud, som jeg ofte har sagt. Er troen og tilliden ret, er også din Gud ret. Og omvendt, hvor tilliden er falsk og urigtig, er den rette Gud der heller ikke. For de to hører sammen, tro og Gud. Det, du knytter dit hjerte til og stoler på, er i virkeligheden din Gud.
 [Langt improviseret afsnit afsluttede prædikenen i stedet for nedenstående, som ikke blev anvendt.]


    Derfor er dette buds meningen altså, at det kræver hjertets sande tro og tillid, som retter sig mod den ene, sande Gud og holder fast ved ham alene. Det vil sige så meget: Se til, at jeg alene er din Gud, og søg ikke nogen anden. Det betyder, at mangler du noget godt, da vent det af mig og søg det hos mig, og hvis du lider ulykke og nød, så hold dig nær til mig. Jeg, jeg vil give dig, hvad du behøver og hjælpe dig ud af al nød. Lad blot ikke dit hjerte hænge ved noget andet og finde ro deri.
Og så er det næste spørgsmål: Kan sund ubekymrethed gå hen at blive til usund ansvarsløshed? Eller er det virkelig sandt, at det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken, end i kirken og tænke på kroen? Og svaret er naturligvis ja til det første og nej til det sidste.

En præst har for nylig i et provokerende læserbrev formuleret sig sådan: “At kalde sig kristen uden at gå i kirke svarer til, at en person, der ikke dyrker den mindste form for motion, hævder, at han er i fantastisk fysisk form”.

Det er vel rimelig nok at betragte mennesker som kristne eller ikke-kristne ud fra forskellige kriterier. Hvis man betragter sagen kun ud fra dåben, er der rigtig mange kristne. Hvis man forventer, at en person skal have et forhold til alle eller de fleste af kirkens kendetegn (forkyndelsen, dåben, nadveren, nøglemagten (dvs. skriftemål og bod), det kirkelige embede, bønnen og korset), er langt færre kristne. Og midt i mellem er langt de fleste af os både kristne og ikke-kristne.

Men hvad skal vi så gøre? Vi skal søge Guds rige. Vi skal bekymre os om, hvad der hører dagen til - og det er fx at holde hviledagen hellig og gå i kirke om søndagen. Og vi skal altid huske på, at vi er Guds børn og ikke skal kastes i ilden, som græsset, der visner på marken. Vi skal huske på, at Gud vil sørge for os nu og i al evighed. Vi ikke nøjes at se på hånden, som peger, men også hvad den peger på: Gud - i evighed - amen.