Den, som samler op og tager sig af

13. s.e. Trinitatis, Luk 10,23-37 (ingen optagelse)
Broager kirke, søndag d. 10. september 2017 kl. 10.30
52 Du Herre Krist – 448 Fyldt af glæde – 417 Herre Jesus, vi er her // 487​ ​Nu fryde sig hver kristen mand – 439,1 – 321,6-7 O kærlighed selv! – 31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«
    Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«
Lignelsen om den barmhjertige samaritaner kender vi så godt. Det er nok de mest kendte lignelse af alle. Og den umiddelbare pointe er forholdsvis let at forstå: Altså, hvad var der i vejen med præsten og levitten (dvs. tempeltjeneren) i historien, som Jesus fortæller?

Jo, de svigtede begge deres medmenneske, den hjælpeløse, sårede mand i vejkanten. De så ham godt nok, men de gik forbi uden at hjælpe.

Men samaritaneren, den fremmede, gik ikke forbi, nej, han hjalp rigtig meget. Derved blev han et forbillede til eksempel for, hvad man bør gøre. Mens præsten og levitten bliver udstillet som dårlige eksempler.

Det kan enhver, som hører fortællingen, forstå. Og vi kan regne ud, at også vi skal vise næstekærlighed og øve barmhjertighed overfor enhver, som lider nød.

Men lignelsen alene er ikke hele historien. Og lignelsen i sig selv er ikke nødvendigvis kristendom. Det er ganske vist rigtigt, at både fortællingen og kristendommen påbyder næstekærlighed og barmhjertighed. Men kravet om kærlighed og barmhjertighed er ikke noget særligt for kristendommen. Gud behøvede ikke at have sendt sin Søn til verden for at sige, at vi skal være kærlige og barmhjertige.

I en eller anden forstand er det noget, som alle mennesker godt ved i forvejen. Den lovkyndige mand, vi også hører om i teksten, vidste det da også godt. Han kendte til kravet om kærlighed og barmhjertighed fra jødernes lov, Moseloven, som han grundigt havde studeret.

Og han var da også i stand til at citere det vigtigste bud i hele Moseloven: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.”

Han kunne det udenad. Han havde sagt det igen og igen lige siden sin barndom, for det var et led i jødernes daglige trosbekendelse. (Du skal elske…).

Og Jesus er helt enig med ham i svaret. “Du har svaret rigtigt,” siger Jesus.
Den lovkyndige havde blot ikke indset en helt afgørende ting, nemlig at ikke lod ordene komme til virkelighed.

Det vil Jesus have ham til at indse, hvorfor han fortæller ham om den sårede mand, der blev overfaldt af røvere og lå henslængt og døende på den øde vej fra Jerusalem til Jeriko, der, hvor der er mange klipper og huler, hvor røvere kunne skjule sig og ligge på lur til overfald.

Jesus ville have den lovkyndige til at genkende sig selv i præsten og levitten - de to, som udmærket godt vidste, at vi alle skal være kærlige og barmhjertige. De to, som også kunne “Det store bud i loven” udenad, men heller ikke lod det komme til virkelighed…

Man kan så spørge, om disse to er billeder på en særlig type fromme hyklere, som altid har travlt med at kræve så meget af andre uden selv at være så meget værd. Sådan nogle, som skælder ud over verdens uretfærdigheder uden selv at gøre noget ved det. Sådan nogle, som altid stiller større krav til andre end sig selv.

Men det bliver let hyklerisk, hvis vi kun peger på de andres fejl, og ikke ser på os selv. Kan vi overhovedet vurdere andre i ubarmhjertig skarpt lys, uden at der viser sig kompromitterende skygger hos os selv?

Og ender det ikke med, at præsten og levitten er eksempler på alle mennesker. Alle ved vi nemlig – ligesom de to – at vi også svigter her og der, i det store eller i det små, i det vi skulle gøre, i det vi burde gøre, i det vi kunne have gjort. Også for os blev der en for stor afstand mellem ideal og virkelighed. Og det selv uden, at vi satte idealet særligt højt. Idealet, som må være bestemt af, at Gud elsker os og regner med os…

Men hvis det var hele historien mellem Gud og os, så havde Gud forregnet sig. Hvis kristendom ikke var andet end et bud om næstekærlighed og barmhjertighed, så ville regnestykket ikke gå op. For der er det i vejen med os – os alle sammen – at vi godt ved, hvad vi bør gøre, men at vi ikke gør det, fordi vi vil os selv i de af afgørende øjeblikke.

Og det er ikke nok, for Gud kræver mere os: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv” hedder det jo.
Mindre kan ikke gøre det – og overfor det krav er vi fortabte, for de kan eller vil vi ikke leve op til! Derfor kan fortællingen om den barmhjertige samaritaner ikke frelse, men kun dømme os.

Men heldigvis har vi mere at holde os til end fortællingen alene. Læg mærke til, at fortællingen ikke udgør hele dagens tekst. Fortællingen alene kan ikke sige alt, hvad kristendom går ud på. Kristendom er nemlig mere kravet om kærlighed.

Derfor indledes evangelielæsningen med: “Salig er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.”

Og hvad så de så, disciplene? Ja de så jo allerede undervejs Jesus Kristus, Guds Søn, som øvede barmhjertighed imod fattige, syge og udstødte. Og da de fulgte han til enden så godt og så ufuldkomment, det end blev, fra deres side, så forstod de, at de ikke slet ikke kunne have gjort det, som han gjorde på vore vegne og i vort sted. De så ham tage straffen for alle de gange, vi svigtede, på sig, da han døde på korset.

De så ham som den opstandne og himmelfarne, der nu sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. De så ham som den, der ved at gøre alt det, opfyldte alle Guds løfter om frelse.

Derfor var de hjulpne, salige, lykkelige, frelste. For de var dækket ind af Jesus Kristus, af hans opfyldelse af lovens krav, og dermed også dækket ind af den tilgivelse, som han kunne give dem.
De så, at alt det, som Gud med rette kræver af os, det fik de af Jesus selv. Fra ham modtog de kraften, hjælpen og viljen til at overvinde egoismen og til selv at vise barmhjertighed.

Og med den viden læste de nok historien om den barmhjertige samaritaner på en hel anden måde, end den måske var ment, da den blev fortalt førte gang. De så den som et spejl eller en mosaik af en række forskellige delelementer i kristentroen. Nu så de sig selv, ikke bare som de svigtende præster og levitter, men også som ham, der blev hjulpet. Som mennesker, der vel lever i en farlig verden, hvor meget kan gå galt, men også som mennesker kendt og af Gud, som sender en frelser ud på vejen for at finde os, når vi er gået fortabt, når vi er i knibe, når vi har brug for en, som hjælper os.

Og i ham, som hjalp, så de nok Jesus. Javel, egentlig var det jo en samaritaner fra det nordlige Israel, men Jesus kom jo også nordfra, fra Nazaret. Og om ham havde man jo også sagt: Kan noget godt komme fra Nazaret?

Og havde Jesus da ikke også ligesom manden, der betalte for den den syges kroophold og revalidering, betalt for vores frelse med sit liv? Ja, og skulle Jesus ikke komme tilbage igen engang på dommens dag og føre det endelige regnskab svarende til lignelsens ord: “Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.”

Og er ikke Jesus den væsentligste næste for ethvert menneske, som så ofte svigter i at være sit medmenneskes næste?

Hvis vi erkender det, så kan vi måske undgå at fare vild og forsøge at hjælpe os selv med alle vores idealer og meninger og gå fortabt i dem.

For vores eneste redning er, at en anden kommer og viser os barmhjertighed, samler os op og tager sig af os. Og denne anden er Jesus Kristus. Amen.