Og et rustent søm i den anden hånd

4. s. i advent, Joh 1,19-28
Broager kirke, d. 18. december 2016
87 Det første lys er Ordet, talt af Gud – 90 Op, glædes alle, glædes nu! – 268 Zions vægter hæver røsten // 89 Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge – 440 O, Guds lam uskyldig – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 93 Nu vil vi os forsamle
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ’en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!’ som profeten Esajas har sagt.«
    De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.
[Improviseret afsnit om sommerfugl i vindue. Og i det øvrige forholdt jeg mig også temmelig frit til manuskriptet.]

Julen står for døren, men endnu er det ikke jul. Det er stadig adventstid - den længst mulige adventstid med endnu 7 dage til Juledag i øvrigt.

Inden man begynder at fejre jul, må man så overveje, om man er velforberedt. Og det kan være svært nok at være. Men nu skal I høre, hvad jeg oplevede i fredags:

Jeg havde fredag morgen holdt juleafslutning her i kirken med indskolingen (0.-3. klasse) ca. 250 børn. Og bagefter spurgte nogle af børnene mig, om det var sjovt at være præst, og om det var mit arbejde hele tiden. Det kunne jeg bekræfte begge dele, selv om de ikke helt kunne forstå, at man kunne få alt sin tid til at gå med det. - Får du løn for det? Ja. Får du meget i løn? Dette måtte jeg også bekræfte.

Og en pige spurgte: “Får vi noget at drikke i dag?” Jeg var lidt usikker på, hvad hun mente, men pegede op til altret og sagde: Deroppe? Ja, svarede hun. Og så måtte jeg forklare, at det kunne vi ikke nå i dag, men hun måtte gerne komme og få noget at spise og drikke en anden dag.

Ja, og så var der i øvrigt også en dreng, som (pegende på sine ribben) spurgte, hvorfor Jesus havde sådan et mærke i siden? Jo, det var jo fordi, at man havde pint ham og slået ham ihjel.

På vej hjem fra kirken gik jeg med en flaske vin i hånden; det var en julegave fra en lokal bedemand.

Midt på stien ved kirkegårdslågen lå et rustent søm, som jeg samlede op. Et af den gammeldags håndsmedede type, som nok stammer fra kirketårnet, og som må være frigjort ved restaureringen for en halv snes år siden, og som nu lå og ventede på mig.

Så jeg vendte hjem til min statelige præstebolig med lønnen på bankkontoen og en flaske rødvin i den ene hånd og et rustent søm i den anden hånd.

Tak for vinen. Og tak for sømmet, som jeg nu gemmer som en slags relikvie...

Se, den her oplevelse var vel nok en forberedelse på julen. Glædelig, men også alvorlig.

Det er det, man har adventstiden til: at glæde sig over de skønne profetier om fryderåb og jubelsang, om ulven, der skal bo sammen med lammet, om ødemarken, som skal blomstre, om at Gud skal vende hjem til sit folk, og vi skal se hans frelse.

Men man skal først og fremmest glæde sig over gaven frem for indpakningen. Det handler evangeliet i dag om:

De jøder, som blev sendt ud fra Jerusalem for at tale med Johannes Døber, de havde også gået og glædet sig. De ventede på Kristus, ham, som Gud ville sende for at opfylde alle profetierne.

“Hvem er du?” spurgte de ivrigt, og Johannes svarede ikke, hvem han var, for det var i grunden ikke det, de spurgte om. Det, som de spurgte om, var: “Er det nu, vi skal have den dejligste julegave, vi nogensinde har ønsket os?” Det måtte Johannes sige nej til: “Jeg er ikke Kristus.”

Så spurgte de lidt videre, men det var i grunden lige meget, for uden Kristus kunne det jo ikke blive jul. Det var ikke værd at snakke mere med ham Johannes, tænkte de, og det var kun, fordi de skulle have besked med hjem, at de spurgte: “Hvem er du da?” Og han svarede: “Jeg er ‘en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!’ som profeten Esajas har sagt.”

Nu blev de klar over, at der alligevel var noget ved Johannes. Selv var han ikke Kristus, men han var altså en forløber for ham. Og så spurgte nogle af dem så, hvorfor han døbte, når han nu ikke var Kristus.
Igen kunne Johannes sikkert godt have sagt en hel masse om, hvorfor han døbte, men han svarede blot kort om sig selv: “Jeg døber med vand” og fortsatte med at vidne om Kristus: “midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.”

Midt iblandt os! Sådan er det med Jesus. Det, som vi fejrer i julen, er nemlig, at Guds Søn blev menneske. Et lille menneske, et barn født i en stald, et barn, som måtte ligge i en krybbe – dyrenes foderskål – fordi der ikke var noget bedre at ligge i. Det er ham, der er den største julegave. Vi er ligesom Johannes ikke værdige til at løse hans skorem, men alligevel får vi ham som en gave, vi må pakke op. Vi har ikke gjort os fortjent til det, men Gud giver os i kærlighed sin Søn til at være vores bror og frelser.

Og så skal vi ikke frelse os selv. Og det er koncentreret i denne ene sætning, nemlig: “Jeg er ikke Kristus!”

Den sætning kan bruges, når man forsøger at gøre sig selv til Gud og alt for stor. Og den sætning kan bruges, når man forsøger at gøre sig selv helt lille, alt for lille. I begge tilfælde og altid i øvrigt, skal man sige til selv: “Jeg er ikke Kristus!” Og så skal man lade ham, som ville bære al verdens synd, smerte og ensomhed, bære også ens byrder, hvad de end består i.

Ja, i alle forhold: “Jeg er ikke Kristus!” Så er du velforberedt til julen, og så vil Guds fred, som overgår al forstand, bevare hjerte og tanke i Kristus Jesus. Amen.