Oaser, kongeslotte og evangelium

3. s. i advent, Matt 11,2-10
Broager kirke, d. 11. december 2016
733 Skyerne gråner, og løvet falder – 446 O, lad din Ånd nu med os være – 78 Blomstre som en rosengård // 508 Bryd frem, mit hjertes trang at lindre – 440 O Guds Lam uskyldig – ​​​473​ ​Dit minde skal, o Jesus, stå
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.«
    Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet:
    ‘Se, jeg sender min engel foran dig,
    han skal bane din vej for dig.’«
Det er som regel en ganske særlig oplevelse at tage på skiferie. Det er en lang tur, hvad enten man kører til de norske fjelde eller til alperne. Man kører hele dagen i stærk trafik ad regnvåde veje, og måske er der også lidt slud. Man tænker hele tiden på, om der nu virkelig er sne, når man når frem. Og ofte er det sådan, at sneen først viser sig i til sidst hen under aften i bjergene i nærheden af ens bestemmelsessted. Og først næste morgen, når man sidder i liften på vej op til toppen af bjerget, viser det snedækkede landskab sig i al sin herlighed.

En lignende herlighed, tror jeg, ligger skjult i den tekst, som jeg læste lige før. Der, hvor Jesus spørger folkeskarerne: “Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden?”

Det spørgsmål er altså ikke særligt let at forstå for en dansker, som ikke har rejst i Israel. Og selv mange, som har rejst i landet, forstår det ikke. Ikke, hvis man ikke har oplevet det. Ikke, hvis man ikke har oplevet, at man sine steder vitterlig kan gå fra gold ørken til det rene paradis med ganske få skridt, hvor så terrænet pludselig falder og og ændrer fuldstændig karakter. Det er der, hvor Jordanfloden løber, og her og der i dens løb gør den ligesom ophold og danner små søer og damme, hvor man kan bade, med siv i vandkanten omgivet af træer og blomster og et rigt fugleliv. Det er paradisiske oaser af grønt.

Men det var nu ikke det, som folkeskarerne gik ud i ørkenen for at se.

Men hvad var det så, som de gik ud for at se? “Et menneske i fornemme klæder [sådan, som de] findes i kongeslottene?” Jo, menneskene på Jesu tid interesserede sig naturligvis for de kendte og de berømte. De havde godt nok ikke blade som Her og Nu, Kig Ind, Se og Hør og det royale Billed-Bladet. Men de syntes selvfølgelig også, at notabiliteterne var interessante. De sladrede om dem. De spejlede sig i dem. Og mon ikke også nogle af dem gik rundt og sagde: “Lidt kongelig har man da lov til at være!”?

Men det var heller ikke det, som de var gået ud i ørkenen for at se. Det var en profet, som de ville se. En budbringer, en forløber.

Og se, der er ikke noget særligt interessant ved en profet. Ikke, hvis man har forstand i hvert fald. En profet er nemlig en, som peger hen på noget. Og kun den dumme bliver ved med at kigge på hånden, som peger, som om den er noget særligt. Den kloge følger retningen, der bliver peget i.

Johannes pegede på Jesus. Johannes pegede på Jesus, og så blev han smidt i fængsel. Ikke fordi, at han pegede, men fordi han havde kritiseret kong Herodes, men det er en anden sag.

Og der i fængslet sad Johannes så og kom i tvivl, om han havde peget på den rette. Så meget var han bare et redskab, at han ikke engang var sikker. Som skiltet her ude i krydset ved tankstationen, som siger “Sønderborg 10” uden at have været der. Det kan heller ikke være sikker på sig selv.

Men et menneske kan i det mindste spørge, og det gør Johannes. Han sender bud og lader spørge: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”

Og det kan lyde som et dumt spørgsmål, men det er det ikke. Det er lige så lidt et dumt spørgsmål, som når jeg sent på hverdagseftermiddage hører døren gå, og nogen komme ind, og jeg kalder: “Er det dig?” Og min kone svarer: “Ja, hvordan går det?”, eller “Er maden klar?” eller hvad hun nu kan finde på at spørge om.

Det er ikke et dumt spørgsmål, for det er altid godt at blive bekræftet i sine forventninger om et gensyn med en af sine kære. Også selv om det er en daglig begivenhed.

Det var heller ikke et dumt spørgsmål fra Johannes’ side. Han vidste godt, at det var Guds Søn, Jesus Kristus, som han havde forvarslet, havde peget på. Han vidste det godt, selv om han naturligvis ikke rigtig forstod det. Og han havde store forventninger, og han ville gerne bekræftes i dem.

Og bekræftelsen ligger ikke i gentagelsen af løfterne, hverken når det gælder forudsigelser, valgløfter eller ægteskabløfter.

Bekræftelsen ligger i gerningerne, i realpolitiken, om man vil. Jeg skræller kartofler en gang i mellem eller støvsuger bilen eller skifter en pære. Og min kone laver mad og vasker tøj og passer haven og børnene og mig hele tiden og pynter op til jul, påske og pinse. Så vi deles altså om tingene efter bedste og for mit vedkommende ikke alt for gode evne.

Og Jesus bekræfter netop sin identitet, sit væsen ved at henvise til sine gerninger: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.”

Og i den henvisning ligger en uendelig mere skæv ansvarsfordeling: Jesus gør det hele. Han helbreder. Han renser. Han forvandler. Han holder døden væk og bringer glæde. Og vi, ja vi skal bare lade være med at forarges.

Vi skal tro på det, som bliver fortalt os. Vi skal tro på det, som evangeliet peger på. Det er ham, Jesus, Guds Søn, som vi skal sætte alle vores forventninger til. Det vigtigste er ikke de snedækkede bjergtinder eller de frodige jordiske oaser, selv om de kan være gode nok, og de er Guds gode gaver. Det vigtigste er ikke de kendte og de kongelige, selv om nogle af dem kan være interessante og vigtige nok. Dronning Margrete er faktisk folkekirkens øverste myndighed. Og det vigtigste er heller ikke os selv. Der er ikke noget menneske, som det hele kommer an på, anden end Guds Søn, Jesus Kristus. Det er ham, som vi holder advent for. Han betyder alt i himlen og på jorden nu og i al evighed. Amen.