Skal man græde over spildt mælk?

20. s.e. trinitatis, Matt 21,28-44
Broager, søndag d. 9. oktober 2016
414 Den Mægtige finder vi ikke – 598 O Gud, du ved og kender – 505 Til dig alene Herre Krist // 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes – 440​ O Guds Lam uskyldig​ – 473​ ​Dit minde skal, o Jesus, stå – 368 Vintræ og grene og frugt hører sammen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.
    Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«
    Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: 'Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne?'
Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
Man skal ikke græde over spildt mælk, siger man. Det er et gammelt ordsprog, hvis oprindelse ingen længere kender.

Måske drejede det sig om malkepigens ærgrelse, når hun møjsommelig havde siddet på sin skammel og malket en ko, og så, når hun var færdig, koen pludselig sparkede til spanden, så alt den gode mælk gik til spilde? Ærgerligt var det, men hvad var der at gøre? Man måtte klare sig uden den spildte mælk.

Vi andre kender også til dumme ærgrelser: en lille sag er jo, hvis man kommer mælk i kaffen, og så mælken viser sig at være sur, for så er kaffen jo også spildt.

Eller hvis man parkerer inde i Sønderborg og så får en parkeringsbøde, fordi man glemte skiven eller tiden. Og rigtig ærgerligt og surt er det - det har jeg selv prøvet -, hvis man putter benzin i sin diesel-bil, og så den stopper midt i det hele, det er ikke godt.

Men i alle de her tilfælde så må man sige: Det var ærgerligt, men vi må se at komme videre: Man skal ikke græde over spildt mælk.

Men alligevel gør vi det. Vi lægger planer, vi knokler løs, vi forsøger at udrette alt muligt. Ikke bare vilde drømme og luftkasteller, men gode og vigtige ting. Og nogle gange lykkes det alligevel ikke. Og kan man så sige, at man ikke har lov til at græde over spildt mælk? Har man ikke lov til at ærgre sig?

Og hvad nu hvis mælken var vigtig? Hvad nu hvis mælken end ikke kun var symbol på vores egne spildte indsatser, vores egen nøje? Hvad nu, hvis mælken var symbol på alt det, som giver mennesker næring, det, som vi har brug for frem for alt?


Madonna med Jesusbarnet sammen med
Sankta Barbara og Sankta Cathrine
I hele menneskehedens historie har mælk faktisk været mere end mælk til kaffen. Det har været symbol på mere. I bibelen er det forjættede land jo et sted, som flyder med mælk og honning. I hinduistisk mytologi findes der et “mælke-ocean”, som efter sigende er kilden til gudernes udødelighed. Og i nordisk mytologi der nærer koen Audhumbla jætten Ymer med sin mælk. I det gamle Egypten ammer gudinden Isis en farao, og i kristendommen kan man se Jomfru Maria amme Jesusbarnet. Alle disse steder må man forstå mælken som en guddommelig kraft til verden og til mennesker i sidste ende.

Og hvis mennesker ikke vil tage imod det, som Gud har at give, så er Guds møje forgæves, og så kan Gud græde over spildt mælk og opleve, at ingenting lykkes. Det er den røde tråd i alt det, vi hører i dag: at Gud har det store problem, at menneskene slet ikke vil det, som Gud vil. Gud har gode planer med os, men vi vil noget andet - alt muligt andet. Vi følger andre veje end dem, som er Guds.

Det begynder for længe, længe siden. Gud drømmer om en frodig vingård, hvor hver eneste vinstok bærer de skønneste druer. Sådan skal Guds verden være.

Og han han tager fat og gør alt, hvad han kan, for at stokkene skal bære den dejligste frugt. Men det er skønne, spildte kræfter. Det er som spanden, der vælter, og mælken, der løber ud på jorden. For stokkene bærer ikke vindruer, de bærer vild-druer. Sure, uspiselige, til ingen verdens nytte.

Og siden tager Gud fat på ny. Han sender den ene profet efter den anden for at råbe vingårdsfolkene op. Men de slår profeterne ihjel. Guds møje er forgæves og håbet for vingården blegner. Og så sender Gud det bedste, han har. Han sender sin egen søn til verden. Tænker, at hvis nogen kan rydde op i vingården og skabe en ny begyndelse, så må det være ham, hans egen søn. Men også sønnen bliver mødt med vold og ødelæggelse. Han bliver – og det ved vi – sømmet fast til et kors som en anden forbryder og dør. Heller ikke ham vil mennesker høre på.

Så vi har altså billedet af en Gud, der græder, skælder ud, råber højt, og som dybt og inderligt sørger over, at menneskene ikke vil det, som tjener dem bedst. Men Gud blive ved med at kæmpe for det, han har sat sig for, nemlig at kærligheden, som han giver, skal gro i os. Han vil have os til at give vindruer. Han kan ikke nøjes med vild-druer.

End ikke drabet på hans søn fik gjort bugt med Guds vilje til at elske sin vingård, sine mennesker, sine børn. Og Gud lader Jesus stå op fra de døde. Så stærk er Guds kærlighedsvilje. Den kan trodse døden og stå op til liv.

Og lige dér er vi. Gud har ladet sin Søn opstå. Gud har givet os evangeliet om ham. Evangeliet er i verden, i Danmark, i Broager. Vi hører det i kirken hver søndag. Vi kan selv læse det i Bibelen. Lige dér er vi, hvor vi kan tage imod. Det er som en spand fuld af dejlig mælk: Vi kan tage den med os, vi kan nyde dens næring og give den videre til andre. Eller vi kan være ligeglade og lade den stå og lade den gå til spilde. For Gud har givet os frihed til at tage imod gaven eller lade være. Og det er her og nu, ja det er altid her og nu, at vi beslutter os for, om vi vil være med til og selv være en del af den himmelske høst.

Vi kan snuble og gå i stå, eller vi kan gå videre i troen på Gud, som har udvalgt os, som aldrig giver op, som har ladet sin Søn Jesus Kristus være hovedhjørnestenen. Den, som vi skal støtte os til i alle forhold, når alt andet vakler. Vi kan bede Gud sende sin Helligånd og styrke troen i vore hjerter.

Vi kan love og prise og takke vor Gud: Fader, Søn og Helligånd, som var før alle tider, som kom ind i verden og tiden, og som også nu er os ganske nær. Som altid vil omslutte os med sin kærlighed. Gud ske tak og lov! Amen.