Man høster, som man sår?

17. s.e. trinitatis, Mark 2,14-22
Broager Kirke d. 18. September 2016
729 Nu falmer skoven – 727​ ​Gud, du fra dine de herlige højeloftssale – 730 Vi pløjed og vi så’de  // 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord – 439,1 O du Guds Lam! – 476 Kornet, som dør i jorden – 359 Du Ånd fra kirkens første tider
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
    Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
    Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Vi har høstgudstjeneste i dag, og når der er høstgudstjeneste må et af temaerne altid være udtrykket: Man høster, som man sår.

Man høste, som man sår. På sin vis er udtrykket ganske let at forstå: Hvis man planter et æbletræ, så vil man ikke senere, når træet bliver stort, kunne plukke pærer på det træ. Hvis man sår majs, vil man ikke senere kunne høste hvede. Hvis man sår små tagetes-frø, vil øjet senere kunne nyde synet af de gul-orange blomster, som også kaldes fløjlsblomst. [...]

Og hvis man ingenting sår, så høster man ingenting. Og hvis der var skidt i kornet, som man såede, så vil der også være skidt i kornet, som man høster: ukrudt eller andre planter, som ikke hører til i en kornmark.

Ja, der er så meget, der kan gå galt, og som kan gøre, at man ikke fik lige det, som man ønskede. Dels ved egne fejl og forsømmelighed, men også fordi verden ikke er så regelret, som vi gerne forestiller os den, eller også fordi noget ondt rammer os. Og så høster man altså ikke, som man sår. [...]

Man høster, som man sår. Det udtryk kan også forstås og bruges i overført betydning. Således kaldte en politiker i USA halvdelen sin modstanderes tilhængere en “kurv fuld af ynkelige” og udmalede hvilke former for ukrudt, der var i den kurv, ismer og fobier af enhver slags. Og oveni blev der så tilføjet, at nogle af dem var uforbederlige.

Pointen var selvfølgelig, at det var den politiske modstander, som med sine ord og handlinger havde fremkaldt dårligdommen hos tilhængerne. Men den pointe gik fuldstændig tabt, da man så tendensen til at inddele mennesker i kurve, hvoraf nogle altså stod til at blive kasseret - kasseret som mennesker, kasseret som borgere i ens land. (Vi kunne også finde eksempler fra Danmark).

Ynkelige og uforbederlige mennesker. Hvad skal man gøre med dem? Ja, her har Bibelen faktisk et rigtig godt bud til os i dag i alle de tre tekster, som jeg har læst. De to fra alteret og den ene fra prædikestolen.

I Judas Brev, og her er det måske meget sigende, selvom det nok ikke har noget med sagen at gøre, at det er Judas, men det er altså er en anden Judas end ham, som forrådte Jesus. Judas opfordrer her de kristne, altså os kristne, til at opbygge os i vores hellige tro, bede i Helligånden og bevare os selv i Guds kærlighed. Det skal vi gøre her i tiden, i dette liv, mens vi venter på det evige liv, som Jesus Kristus engang skal føre os til i himlen.

Men Himlen kan vente - Heaven Can Wait, (som det hedder i en gammel film om en mand, som er på vej til helvede, men faktisk ender i himlen. Det er Ernst Lubitsch komedie fra 1943, jeg tænker på. Den kan findes på youtube). Himlen kan vente.

Og mens himlen kan vente, beskriver Paulus, hvordan livet for den kristne må forme sig i skiftende tider og under foranderlige vilkår. Og hvordan den kristne må møde mennesker, som han og hun ikke deler troen med: Der er nogle, man skal være barmhjertige imod, nemlig dem, som tvivler. Det er vel let nok, men alligevel ikke så let, for mon ikke tvivl bedst imødekommes med tro, altså den form for modsigelse som er forsigtig og hensynsfuld, men dog alligevel en modsigelse.

Og så er der nogle, som skal frelses ved at rive dem ud af ilden. Hvad der helt præcist menes, er ikke udfoldet, [...] men det kunne jo være nogle, som er gået ind i en sekt, og som man må få fat i og få isoleret fra den dårlige indflydelse og få på bedre tanker. Sådan som Dialogcentret i Århus gjorde for mange år siden, hvor man kidnappede og deprogrammerede folk. Det var omdiskuteret og på mange måder problematisk, men nogle blev altså reddet ud af ilden.

Og så er der atter andre, som man også skal være barmhjertige imod. Det er nogle, som man skal frygte så meget, at man endog skyr den kjortel, som vedkommende bærer. Og hvem er de? Ja, det kan vel ikke være andet end de frygteligste forbrydere, som man kan forestille sig: mordere, terrorister, mennesker, som er besat af forfærdelige tanker og ideer, og som agter at føre dem ud i livet og gøre dem til virkelighed for enhver pris. Også selvom prisen er deres egen død og - ikke så uvæsentlig for os - din og min død. Dem skal vi sky, men stadig med barmhjertighed.

Og midt i alt det, så er Gud den eneste, som formår at værne os mod fjenderne i verden og fejlene i os selv. Gud, som frelser ved vor Herre Jesus Kristus…

Og den samme sang hører vi i det Gamle Testamente i salmistens fortælling om, at han blev trukket op af undergangens grav og slam og dynd og er blevet sat med foden fast på klippen og har fået lovsang i munden, så han kan fortælle, hvor lykkelig den mand er, der søger tilflugt hos Herren og ikke vender sig til dæmoner og til dem, der søger løgneguder.

Det er os. Sådan er vi. Vi vender os til Gud. Vi skal i hvert fald gøre det.

Men ynkelige og uforbederlige er vi mennesker jo ofte stadig. Og vi lader os bedrage af det overfladiske, og vi lader ikke altid kun gode ord flyde ud af munden. Og ofte er vi ubarmhjertige.

Det fortalte en ung kvinde om. Jeg kender hende ikke, men har mødt hende på Facebook. Der var der et opslag fra Kristeligt Dagblad og en video, hvor hun fortalte om en oplevelse, som hun havde haft som ung. Sofie Salles Lyng, som kvinden hedder, fortalte om, hvordan hun, da hun var 13-år, havde været på sodavandsdiskotek med sine veninder. Og der havde hun oplevet, at en dreng var gået hen til hende og havde sagt, at hun var den grimmeste pige, som han havde set i hele sit liv. Og så var den aften ødelagt for Sofie. Og hun og hendes veninder havde forladt stedet.

Se, først forstod jeg ikke, hvad det hele gik ud på, for jeg havde set videoen på min telefon med et temmelig lille billede, og der så jeg bare en kvinde med flot, bølget mørkt hår og en blå kjole, som sad og talte. Men da jeg fik kigget nærmere efter i artiklen i Kristeligt Dagblad og så billederne på en større skærm, kunne jeg godt se, hvad der var fat: Sofie havde som spæd fået en kraftig strålebehandling, som hun havde haft behov for, men som havde medført en unormal udvikling af hendes kranium, så proportionerne i hendes ansigt heller ikke var normale.

Men sagen er den, at der er mere under overfladen. Der er altid mere. Sofie Salles Lyng er ganske givet ikke nogen smuk kvinde på overfladen, men der var og er mere i hende: en evne til ikke at blive bitter, en formulering af, at der skal være plads til alle mennesker, et krav om respekt.

Og således er Sofie Salles Lyng er en rigtig god rollemodel, som mange mennesker har brug for - ja, egentlig de fleste af os, som ikke passer ind i det photo-shoppede idealbillede, som fylder alt for meget i medierne. Jeg glæder mig til at vise konfirmanderne det her videoklip. [...] Nogle af konfirmanderne er måske (jeg har faktisk ikke rigtig lagt mærke til det), nogle er måske lidt tykke, lidt tynde, har bøjle på tænderne, har bumser og har måske også nogle med andre “fejl” (sagt i anførselstegn), men i grunden er de allesammen helt almindelige børn, som ikke bør føle sig udenfor - ingen af dem. Og jeg vil gøre mit til, at opmuntre dem og mig selv til at tænke på og huske på at tale pænt om andre uanset udseende…

Ynkelige og uforbederlige er vi mennesker måske i os selv. Men ikke i Guds øjne. Det er netop en af pointerne i dagens evangelietekst, hvor vi hører om Levi. Levi var ynkelig efter manges opfattelse, fordi han var tolder og altså arbejdede for den romerske besættelsesmagt med at inddrive skatter. [...] Han havde fejlet klart og tydelig. Alligevel kan Jesus bruge ham og kalder ham. Og Jesus vil endda også spise i hans hus sammen med andre toldere og syndere. For med Jesus begynder noget nyt.

Med Jesus begynder det nye, at der er frelse for den uforbederlige, som altså kan forandres. Det kan laves om, at der ingen udvej er. Der er altid en udvej. Der er frelse.

Og der er ingen ynkelige. Ikke for dem, som følger Jesus i hvert fald, og som ser sig selv og andre mennesker som elskede i Guds øjne. Som så elskede, at vi ikke bare skal høste, hvad vi selv sår, men hvad Gud sår.

Og hvad sår Gud så? Jo, allervæsentligst er, at Gud sendte og ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os for at frelse os fra vores synders skyld.

Og således gav Gud os ikke kun kornet på marken og alle andre afgrøder, udbytte og fangst, men meget, meget mere. Gud, som ikke lapper på det gamle, men som gør alting nyt med sin kærlighed. Amen.