Bob, bob, bob, lad os nu lige klappe hesten, eller...

15. s.e. trinitatis 2016. Luk. 10,38-42
Broager Kirke, 4. september 2016
730 Vi pløj’ed og vi så’ed - 448 Fyldt af glæde over livets under - 52 Du, Herre Krist // 364 Al magt på jorden og i Himlen - 439,1 - 476,3 -11 Nu takker alle gud.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
Hvad skal vi sige: “på den ene side, på den anden side” eller “først og fremmest”? Skal man veje for og imod i længere tid, eller skal man gå igang uanset? Skal man sige “Bob, bob, bob, lad os nu lige klappe hesten”, eller skal man sige: “Det er nu, det gælder!”?

Det er selvfølgelig historien om Martha og Maria, der får mig til at nævne disse alternativer. Vi har Martha, som er aktiv med at varte op, og Maria, som sidder stille og lytter. Den ene er måske ekstrovert og den anden introvert, som man siger med et par moderne psykologiserende udtryk.

Vi har på den ene side og på den anden side her. Det er der ingen tvivl om. Og det kunne illustreres med udtrykket Ora et Labora.

Ora et labora er et gammelt latinsk udtryk, der stammer fra 529, hvor munken Benedikt af Nurcia stiftede benediktinerordenen. Den her orden havde to vigtige opgaver: Fælles bønner og så det at arbejde flittigt. Det blev udtrykt i det latinske slagord ora et labora, som rimer så smukt og betyder: Bed og arbejd.

Temaet er blevet illustreret med fortællingen om en mand, der havde en robåd. Til robåden havde han selvfølgelig to årer. Og på de årer skrev han to ord: På den ene ora og på den anden labora. Altså bed og arbejd.

Og hvorfor havde han gjort det? Jo, for han vidste jo, at hvis satte han sig ned i båden uden at bruge årerne overhovedet, så kom han ingen steder. Brugte han kun den ene åre, så sejlede han i ring. Og det var ligemeget, hvilken af dem, han brugte. Bøn uden arbejde og arbejde uden bøn duede ikke, mente man meget med rette.

Men når han brugte begge årer, så sketer der noget, og så kom han fremad. Historien kan også oversættes til, at hvis man bare sidder og mediterer eller grubler over tingene, så sker der ingenting, men hvis man p.d.a.s. bare farer bevidstløs frem med hovedet under armen, så sker der ingenting nyttigt.

Og den historie kunne man så sige svarede til historien om Martha og Maria. Og det har mange da også ofte sagt.

Men det er forkert! Det er i grunden ikke det, som historien handler om. Det handler ikke om, at nogle skal arbejde for, at andre kan slappe af - og så kan man jo bytte i morgen. Det handler ikke om “på den ene side, på den anden side”. Ikke i dag i hvert fald.

Det handler om det vigtigste! Det handler om at vælge den gode del og det ene fornødne.

Og hvordan kan jeg så vide det? Det kan jeg først og fremmest vide, fordi Jesus siger det! Og så er det heller ikke uvæsentligt, at kloge mennesker har valgt, at den samme søndag, som man læser historien om Martha og Maria, også læser historien om den etiopiske hofembedsmand dronning Kandakes skatmester.

Denne embedsmand er et af de allerførste mennesker, som vi hører om blive døbt. Navneløs er han. Umådelig rig må han være. Han har folk til at køre sig i en vogn, til at finde vej, til bevogte sig, mens han har tid til at læse i en bog. Ingenting skal han sørge for selv. Men han suger til sig. For det er Bibelen, som han har fået fat i. Bogen med de mest forunderlige og vidunderlige historier i verden. Ja, historien om verden, og historien om Guds vilje med alle mennesker i verden.

Han sidder og læser og læser. Og Gud, som ikke bare er mening og vilje, men også Ånd og virke, sender Filip i løb hen til vognen for at lytte efter, hvad der sker. Og Filip hører, hvad hofmanden læser (for dengang læste man højt for sig selv, når man virkelig ville forstå, hvad man læste. Og det er stadig en god ide at gøre).

Og Filip har indlevelse og pædagogisk sans nok til at spørge: “Forstår du, hvad du læser?” Og han bliver inviteret op i vognen, og de to samtaler nu om det helt centrale, om ham, der døde og ofrede sit liv. Og Filip udlægger evangeliet om Jesus, Guds Søn, som blev sendt fra det evige til det jordiske for at frelse mennesker. Og han fortæller om dåben som indgang til livet med Gud som far og skaber, Jesus som bror og frelser og Helligånden som styrke og kraft.

Og straks, da manden ser noget vand, spørger han: Er der noget til hinder for, at jeg kan blive døbt? Og det er der ikke. Det, han har fået at vide om Jesus, det, som han tror på, er nok. Han har valgt den gode del. Og han bliver døbt.

Og så foretager vi en lille rejse: Omkring 1980 år i tid og ca. 3129 km i rum og luftlinje. Lang tid er gået, langt væk er vi kommet, men situationen er på sin vis den samme:

Nu er det ikke en hofembedsmand fra Etiopien, som er blevet døbt, men to spædbørn fra Broager. Men umådelig rige er også de. De har forældre, som passer på dem. Som giver dem mad og tøj. Som nusser dem. Som taler til dem med kærlige ord, synger for dem og kysser dem.

Og som ikke uvæsenligt har bragt dem herhen i kirken til dåb. Og vandet er blevet hældt op, og der har ikke været noget som helst til hinder for, at de blev døbt: Ordene om Jesus Kristus har lydt, vandet er hældt over hovederne på dem. De har fået fadervor med på vejen endda. Og Ånden har været med i det hele, det er jeg sikker på. Og I kan alle gå glade hjem fra kirke i dag, med lovning på, at Gud er med jer altid og hele vejen.

Og så er det jo kun efterfølgende indlevelse og pædagogisk sans, der mangler. Og noget af det er præstens, pædagogens og lærerens opgave. Noget af det. Men det er først og fremmest forældrenes opgave: Forældre kommer først i et lille menneskes liv: De giver barnet et modersmål og et fædreland. De giver barnetroen mulighed for at udvikle sig.

Og hvordan skal det foregå? Jo, forældrene skal jo gå ved siden af barnet, ikke bare ved siden af barnet i barnevognen, men også ved siden af barnet, når det lærer at gå, når det lærer at spille fodbold eller gå til ballet, eller hvad man nu finder på. Også ved siden af barnet, når der skal læses historier fra Bibelen - forunderlige og vidunderlige. Og forældrene skal spørge sig selv og barnet: Forstår du, hvad du og jeg læser? Og de skal lægge mærke til, at det er Jesus, som står i centrum, og det er den gode del. Alt det andet, som man kan gå til, er ikke vigtig.

Jesus er vigtig for jer og jeres børn. Her ikke noget med: “Bob, bob, bob, lad os nu lige klappe hesten”. Nej, det er bare med at komme i gang med at synge og læse og bede for jeres barn: Det er nu, det gælder! Amen.