Ramme og retning

1. s.e. helligtrekonger 2016. Mk 10,13-16
Broager Kirke d. 10. januar kl. 10.30

478 Vi kommer til din kirke, Gud – 69 Du fødtes på jord – 392 Himlene Herre, fortælle din ære // 364 Al magt på jorden og i Himlen – 439,1 – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå – 108 Lovet være du, Jesus Krist
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
På et tidspunkt bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort. Da Jesus så det, blev han vred og sagde: »Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.« Så tog han børnene ind til sig, lagde hænderne på dem og velsignede dem. Mk 10,13-16
Ønskebørn, trofæbørn, curlingbørn. Sådan betegner man nogle gange danske børn i dag.

Ønskebørn, trofæbørn, curlingbørn. Det første udtryk er positivt, men de to andre er negative, for de bruges til at kritisere forældrene for at gøre børnene til genstand for deres personlige ambitioner og deres egen føren sig frem.

Det er muligt, at udtrykkene ind i mellem kan have deres berettigelse, men jeg tror nu, at de fleste forældre til alle tider vil deres børn det bedste. De vil gerne være beskyttende, uden at være overbeskyttende. De vil gerne lede børnene i en god retning i livet uden direkte at tvinge dem ind i fastlåste mønstre.

Børn har nemlig brug for faste rammer, gode holdepunkter og retning. Men rammer og holdepunkter kan nogle gange stå i modsætning til retning. Bliver reglerne for stramme, vil der jo ikke være mulighed for at bevæge sig.

Dobbeltheden af holdepunkter og retning findes meget passende i de to tekster, som vi altid læser, når vi holder barnedåb: Missionsbefalingen og beretningen om børnene, som bliver bragt til Jesus.

Missionsbefalingen er i sin form helt klart en befaling. – Sådan som hærførere altid har hidkaldt deres officerer til et egnet udsigtspunkt i terrænet eller alternativt til et terrænbord (dvs. en model af terrænet) eller et generalstabskort, således sætter Jesus sine disciple stævne på på et bestemt bjerg i Gallilæa. Og som man altid har befalingsudgivet (...) i punkterne [tælle på fingrene] ‘situation’, ‘opgave’, ‘udførelse’, ‘støtteforhold’ og ‘signaltjeneste’, således har Jesus udtalt: »(1) Mig er givet al magt i himlen og på jorden. (2) Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, (3) idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. (4-5) Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Med de ord slutter Matthæusevangeliet, og med den befaling starter den kristne kirke. Og de faste rammer er givet: man skal døbe, og man skal lære de døbte at holde alt det, som Jesus har befalet. Og det vil lidt forenklet sige, at man skal holde sig til det, som står skrevet i Bibelen, og det, som kirken lærer derom - og her må vi gerne tænke på trosbekendelsen og den evangelisk-lutherske lære om og indsigt i troen. Og endnu mere forenklet kan man derefter sige: Der er noget, som er indenfor kassen, det er kristendom, og der er noget, som er udenfor kassen, der ikke er kristendom.

Sådan kan man se på det, og sådan skal man se på det. Men man kan og skal også se på det på en anden måde. På den måde, som Jesus viser, da børnene bliver bragt til ham.

Disciplene vil jage børnene væk. De tænker nok, at de forældre, mødre måske, som bringer deres børn til Jesus, at de slet ikke ved, hvem Jesus er. At de render efter enhver vismand, healer eller ekspert, der dukker op med gode råd til dem om deres børn. Hvem gør fx ikke hvad som helst, når barnet har kolik? Og disciplene har nok ret i den antagelse om uvidenhed, for det her sker tidligt i Jesu virke, før han har fuldført sin gerning, og før nogen egentlig kan vide, hvad han er for en.

Men Jesus siger altså, at det er i orden, det her som forældrene gør. Det er i orden at håbe og ønske og gribe efter alt godt for sine børn. Det er i orden at tro, at Gud på en eller anden måde vil dem og deres børn noget godt, ja, at Gud på en eller anden måde vil dem alt godt.

Og det vil Gud. Dog ikke på en eller anden måde, men på sin måde, nemlig gennem Jesus. Her er ingen rammer eller kasse uden om troen. Der er fri adgang. Her er centrum. Her er kernen i evangeliet: Jesus. Og her er ikke noget krav om forudviden og forudforståelse, her er den rigtige retning nok, den at man i umiddelbar tro og tillid vender sig mod Jesus og lader sig velsigne…

Nu kunne man måske tro, at der er langt mellem befaling og beretning, mellem ramme og retning, mellem at vide som en voksen og have tillid som et barn. Men det er der nu ikke, der er også en tæt sammenhæng. Tilliden vokser nemlig, når rammerne er gode. Det barn, som er tryg i sine forældres arme og omsorg, er det samme barn, som snart tager sine første usikre, men beslutsomme skridt ud i livet. Det barn, som gennem sin opvækst bliver forventet noget eller meget af og stillet krav til, vil også vokse op og blive en god kammerat, som vennerne kan stole på.

Men nu er – det skal vi altid huske – et hjem ikke kun et hjem for de børn, der på forhånd har gjort sig fortjent til forældrenes kærlighed.

Man siger jo ikke til et spædbarn: “Hvis du vil bo her i huset og nyde godt af husets goder: Varme, føde,  klæder, omsorg osv., så må du også yde noget. Nu kan du fx godt lige gå ud at vaske op.” Det er indlysende, at det er meningsløst, at sige sådan til et meget lille barn. (...)

Det lille barn hører ubetinget til i hjemmet. Den kærlighed, som barnet mest af alt har brug for, skal det ikke gøre sig fortjent til først. (...) Og det samme gælder nemlig de større uvorne eller dovne børn – ja, sådanne børn findes også, bare vent og se! Alle børn har brug for forældrenes kærlighed.

Og på samme måde har alle mennesker brug for Guds kærlighed. Den er grundlaget for vores liv – både vores liv her på jorden og vores liv i Guds evige rige.

Og det skal vi lære os selv og vores børn i det, der hedder den kristne børneopdragelse. (...) Den kan vi ikke undvære. Det er nemlig sådan, at vi forældre nærmest er guder for vores børn, når de er helt små. Ja, nu kan vi jo ikke helt udgrunde spædbarnets tanker om den sag, men små børn har det jo med at mene, at deres forældre har styr på alting og kan alting. Når en lille dreng siger til en anden, at “min far er stærkere end din far”, så har faren nærmest en guddommelig rolle i det barns sind. Eller når en lille pige vil være ganske som sin mor, når hun bliver stor. Så er det noget af det samme, det drejer sig om.

Senere forsvinder den idealisering og idyllisering af forældrene heldigvis, og barnets gudsbillede forandres. Og formodentlig er det sådan, at alle mennesker, uanset hvad de tror på, udvikler et gudsbillede, som de lever med eller i opposition til.

Men den gud, som opstår inde i vore hjerter eller måske nærmere i sindets krinkelkroge her og nu og fra tid til anden, er så meget forskelligt og er ikke...
  • Den almægtige Gud, som har åbenbaret sig i verden, som vi bekender og lovsynger her i kirken, og som vi er døbt til at tilhøre i liv og død og ind i evigheden.
  • Den Gud, vi kender som Fader, Søn og Helligånd.
  • Den Gud, vi har lært at kende gennem Jesus Kristus.
  • Den Gud, som vi må danne os billeder af, fordi vi i ham, som apostlen Paulus siger, ser den usynlige Guds billede.
  • Den Gud, som vi må være familiær med og kalde Gud vor Far og Jesus vor bror.
  • Den Gud, hvis død på korset blev logoet for vor tro – tegnet for ansigt og bryst i vor dåb – til spirende håb om opstandelsen fra de døde.
  • Han den første og siden os andre i evigheden.
Amen.