Funeral Blues & Domine et Sanctus

Alle helgens søndag 2015. Matt. 5,1-12. Ingen lyd­optagelse.
Broager Kirke, søndag d. 1. november kl. 9.30.
754 Se, nu stiger solen af havets skød – 550 Nu er livet gemt hos Gud – 674 Sov sødt, barnlille! // 376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang – 439 O du Guds Lam – 321, 6+7 O kærlighed selv! – 571 Den store hvide flok vi se
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
Børnene her i Broager har for længst overtaget den amerikanske halloween-tradition med at klæder sig ud som skrækkelige uhyrer og gå fra hus til hus og forlange slik som betaling for ikke at lave ballade. Sådan, som vi kender det fra Fastelavn.

Det, som Halloween handler om, er at skræmme alle onde ånder langt væk. Alle onde ånder og alt det, man er bange for i det hele taget. Det er egentlig ikke så fremmedartet en tanke, vi kender det allerede fra Sankt Hans-aften, hvor man samler det onde og brænder det af som en heks på bålet.

På Halloween forsøger man at bekæmpe det onde og sin egen angst ved at gøre grin med døden. Man forsyner jo de store græskar med et forfærdeligt grin og sætter lys i dem, så enhver ond ånd kan se det på lang afstand og holde sig væk. Og lyset viser døden, at her intet er at komme efter.

Og det er vel en fin tradition, selv om jeg i hvert fald synes, at det kan være lidt træls med alle de unger, som ringer på døren og forstyrrer. Men Halloween er nok kommet for at blive.

Og vi har brug for traditioner, fester og ritualer for få styr på en ustyrlig tilværelse. Vi har brug for at sætte ord på det, som vi er bange for; ikke nødvendigvis for at ændre det, men for at vi kan leve med det.

Men døden kan vi faktisk ikke leve med. Vi kan heller ikke acceptere den. Og derfor er vi voksne lige så barnlige som børnene nogle gange, når vi forsøger at stå det onde imod, også det ondeste af alt, selve livets fjende, døden. Vi forsøger os nemlig ikke bare med humoren og står med ryggen mod muren og siger: “kom bare an!” Vi er ikke bare fandenivoldske og siger til døden: “Det kan godt være, at du får mig til sidst, men ikke et sekund før!”

Nej, vi voksne er ofte med i koret, som kræver hjertestartere på plejehjem og behandlingsgaranti mod døden. Men døden får jo sin tid. Den rammer alle mennesker. Både de døde og dem, som sidder tilbage med savnet. Og ikke kun den dødes verden synker i grus, også de efterladtes. Verden synker i grus, og alter forandret, forgæves, forfærdelig.

Smerten ved at miste en elsket er udtrykt meget stærkt af den engelsk-amerikanske digter W. H. Auden, som siger:

    Stands urenes tikken, lad telefonen forstumme,
    stop hundens gøen med en godbid på dens tunge,
    Gør klavererne tavse, og med dæmpet tromme
    sæt kisten frem, lad de sørgende komme. 

    Lad et fly bryde luften med klagende lyd
    og skrive på himlen, at nu er han død.
    Lad duerne kurre med sørgebind på,
    og lyskurve alle skifte til grå.

    Han var mit nord, mit syd, mit øst og vest
    mit et og alt, min hverdag, min fest.
    Mit daggry, min midnat, min tale og sang.
    En evig kærlighed jeg troede engang.

    Gør stjernerne til støv, sluk hver og en.
    Pak månen af vejen, gør solen til sten.
    Hæld havene ud, og gør skoven til skrot.
    Herfra bliver intet alligevel godt.
                             (min egen oversættelse)

Når man mister et elsket menneske, er det som om, ingenting mere er godt for noget. Så kan de godt lukke og slukke for verden, for der er intet mere, som betyder noget. Det er som en sort dyne, der ligger over én, og det værste er, at det er så definitivt. Det bliver ikke anderledes…

Men det er anderledes. Alt er anderledes, når det drejer sig om salighed. Så er langt kort eller kort langt, eller hvordan er det nu det er?

Kim Larsen, som selv er nået støvets år og netop er fyldt 70, synger om det: Livet er langt, lykken er kort, salig er den, der tør give det bort. Han synger om papirklip og billeder af sin far og sin mor, sin bedste ven, sin kæreste skat. Måske synger han om alt det, som mennesker kan give hinanden. Han kender det, at verden bliver kold og forladt ved tabet.

Han kender livet og lykkens omskiftelighed, og siger: “Salig er den, der tør give det bort”. Her er tale om fandenivoldskhed: lad os leve livet godt og stærkt og sandt, mens vi har det, for døden, så sikker som den er, skal ikke have lov til at æde sig ind på livet.

Og salig er det menneske, som tør give sit liv bort. Der er jo eksempler på mennesker, som ofrer sig for andre helt bogstaveligt. Der er andre, som viser mod overfor deres egen uundgåelige død for at indgyde deres kære livsmod og vise veje tilbage til livet ud af den skygge, som kun skal være dødens, ikke livets.

Og Kim Larsen synger om mere end menneskelig mod og salighed. “Domine et sanctus” synger han. Det betyder “Herre og hellig”. Og det er naturligvis en henvisning til vor Herre, til Guds Søn, Jesus Kristus, som gav sit liv bort for at frelse mennesker.

Derfor behøver vi ikke at nøjes med at være fandenivoldske overfor døden og sige: “Du får os først til sidst!” Nej, vi kan sige: “Prøv bare, det kan godt være, at du kan ryste os, men du kan ikke vælte os. Du får os ikke ned med nakken!”

Vi er nemlig ikke alene. Og Gud kommer os helt nær. Os alle, også dig. Også, selv om du tvivler på Ham og er holdt op med at vente dig alt godt. Også, selv om det hele stritter imod inden i dig, fordi det med Gud er holdt op med at sige dig noget. Gud kommer til dig alligevel. Salig er du, for du tilhører Gud, og det gør dine døde også.

Og måske er det slet ikke så ulykkeligt endda, at det gør så ondt at miste én, man elsker. Måske er det lige netop i det, vores salighed ligger: at kærligheden er stærkere end døden.

Og kærlighed er evig. Derfor mindes vi vore døde, derfor nævner vi deres navne. Derfor regner vi dem for salige, fordi vi tror, at de er i Guds hånd.

Halloween, Alle helgens aften og Alle helgens dag, siger det samme, nemlig at vi kan sige døden imod. En helgen er én, der er gjort hellig. Måske et forbillede, måske et menneske, som var et særligt godt eksempel, men måske også bare et ganske almindeligt menneske: En, der er døbt i Faderen og Sønnen og Helligåndens navn.

Og som barn i Guds hånd kan du komme, som du er, med gråd eller latter, frygtsom eller tryg, mismodig eller fortrøstningsfuld. Fordi Herren er hellig, er du Guds elskede barn. Salig er du. Himmeriget er dit. Amen.


Dele af denne prædiken blev oprindeligt udarbejdet i afhængighed af og samarbejde med sognepræst Dorte Laukamp. Dorte var sognepræst i Billund. Hun døde i 2010. I årene før sin død delte hun flittigt sine prædikener med kolleger, som ofte fandt og finder inspiration i dem.