Næstens spørgsmål

13. s.e. trinitatis 2015. Luk 10, 23-37.

Broager kirke, søndag d. 30. august kl. 9.30

52 Du Herre Krist – 298 Helligånden trindt på jord – 417 Herre Jesus, vi er her // 613 Herre, du vandrer forsoningens vej – 439,1 – 321,6-7 O kærlighed selv! – 31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«
    Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«
Alting er større i Amerika, også kirkerne, nogle af dem i hvert fald. Megakirker hedder de. Det er kirker i koncertsalstørrelse, ja næsten op til stadionstørrelse, hvor helt op til 10.000 mennesker samles til gudstjeneste. Foran sådan en megakirke, på en søndag før gudstjenesten, gik en mand rundt. Han havde filtret hår og skæg, som var temmelig beskidt at se på. Laset tøj, der så ud som om, det var blevet sovet længe. Slidte, udtrådte sko, sorte negle. Han gik rundt i den halve time, hvor kirken langsomt fyldtes med mennesker, inden gudstjenesten skulle begynde.

Manden hilste på folk, men kun ganske få af de mange, der ankom, hilste på ham. Han bad folk om småpenge til at købe mad for, men ingen gav ham noget. Til sidst gik han ind og satte sig forrest i kirken, men kirketjenerne bad ham, om han ikke nok ville sætte sig nede bagved. Han nikkede til folk, da han rejste sig og gik ned bagved, men folk så bare på ham med vigende blikke. De havde allerede bedømt ham, og var ikke interesserede i nærmere kontakt.

Han gik så ned og satte sig bagerst I kirken. Gudstjenesten gik i gang, og efter noget musik og en salme skulle der ske noget særligt. Kirken havde nemlig fået en ny præst, som skulle introduceres. En af kirkens ledere bekendtgjorde begejstret: “Vi har hermed den glæde at introducere vores nye præst…”.

Folk i menigheden kiggede sig omkring, alle klappede. Der var glæde og forventning. Hvor var han? Tilsyneladende var der ingen. Kun den hjemløse mand, som rejste sig op fra sin plads nede bagest i kirken og begyndte at gå op ad midtergangen. Klapsalverne døde ud, folk var lidt forvirrede, alle kiggede på ham. Skulle han nu ødelægge det hele, en skandale, og hvor var præsten? Den hjemløse mand gik op til pulten på scenen, tog mikrofonen, holdt en lille pause og så begyndte så at prædike. For det var ham, som var præsten.

Ja, hans entré i kirken klædt ud som hjemløs var naturligvis ment som en øjenåbner, som udgangspunkt for en prædiken. Og den dag prædikede han slet ikke over historien om den barmhjertige samaritaner, men det kunne han jo lige så godt have gjort…

Det her er én side af historien om den barmhjertige samaritaner. Lovens side om man vil. Kravet om barmhjertighed og medmenneskelighed fra enhver af os. Svaret på den lovkyndiges spørgsmål: “Hvem er min næste?” “Din næste er den hjemløse, fattige, ensomme osv. osv.”

Det er bare ikke det svar, som Jesus slutter lignelsen med. Han slutter med spørgsmålet: “Hvem af disse tre, synes du, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Altså hvem er næstens næste.

Noget bliver altså vendt på hovedet af Jesus. [...] Det er fordi, vi ikke skal retfærdiggøre os selv. Fordi vi ikke skal kunne sætte nogen grænse for næstekærligheden, og kunne sige: “Det her er nok! Hertil og ikke længere!”

Det er fordi, at vi skal vide, som Paulus siger, “at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus.” Og vi skal sætte “vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.”…

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner, er historien om et menneske, som bliver slået ned af røvere. Og man kan let komme til at bruge alt meget energi på at være forarget over de 2, der bare gik forbi, og at skamrose ham, som hjalp.

Men han, som hjalp, tænkte måske ikke så meget over det, men gjorde det bare. Og det kan vi så undre os over og være være taknemmelige over: at der findes mennesker, som stopper op og lader sig opholde!

Men hvordan kan det egentlig være, at der er nogen mennesker, der standser op, når nøden står for døren, og andre, der ikke gør? I kender det sikkert også fra jer selv? Jeg gør i hvert fald! At der var nogle gange i livet var steder, hvor jeg stoppede op og hjalp en, der havde brug for hjælp, og andre gange, hvor jeg gik forbi.

Måske er der endda mennesker, som altid stopper op. Vi hører om mennesker, der pludselig glemmer sig selv, og springer i vandet kun optændt af det ene ønske at redde et menneske, som er ved at drukne. Og vi ser stadigvæk mennesker, der uddanner sig til politibetjente og brandmænd, fordi de har et ønske om, at hjælpe mennesker i nød! Og måske er det endda mulig at finde ambulancefolk nok til det firma, som har fået en stor kontrakt!

Vi hører også fortællinger fra krigssituationer, hvor titlerne som ven og fjende sættes på spidsen. Og soldater har i nogle situationer rakt hinanden hånden eller i det mindste set den anden vej.

Og nogle gange ser man i små ting spirende tegn på medfølelse og barmhjertighed. Således kom engang ved slutningen af 2. verdenskrig en britisk officer med sit regiment til Lübeck som besættelsesmagt. Og de ankom velbevæbnede og larmende med kampvogne og skarpladte våben. De ankom i kampformation og var på vagt og så lige så farlige ud, som de styrker, der havde kapituleret. De slog lejr i Lübeck på en plads i udkanten af byen, men de havde også brug for private boliger til nogle af deres folk. Og  derfor måtte en del borgere rømme deres huse.

En af de lejligheder, der skulle rømmes, tilhørte en ældre dame. Og hun spurgte den her officer, som skulle have hendes lejlighed, om han dog ikke ville passe hendes potteplanter, så længe hun var væk. For hun kunne næsten ikke bære, at de skulle gå ud, når de nu havde overlevet krigen.

Og officeren indvilligede og gik nu og og vandede fjendens blomster – eller den ældre dames blomster, som hun jo også var for ham. Og blomsterne overlevede lejlighedens besættelse, indtil den ældre dame kunne flytte hjem igen…

Vi ved ikke, hvad det er, der gør, at nogle mennesker går forbi i bogstavelig eller overført betydning, og at andre stopper og hjælper.

Men mennesker, som har været udstationeret i andre lande i krige og katastrofer, kan komme hjem og fortælle, at Danmark er et smørhul.

De kan fortælle, at sådan som tingene foregår her – trods fejl og mangler – er meget bedre end andre steder. Måske fordi vi har en anden tradition, et andet menneskesyn, end man i andre kulturer.

Vi vægter menneskeliv højt hos os, siger de. Vi har stadig, trods vores bekymring for fremtiden og vores eget ve og vel, en tro på, at livet er helligt.

Vi har stadigvæk inde under det hele en tro på, at det rigtige er at passe på det enkelte individ. Og vi ved stadigvæk godt, at livet bliver både koldt og småt, om vi ikke tager hånd om hinanden. Vi ved det godt, siger de…

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner har sat sig igennem hos os. Det er dens skyld, at vi her hos os har store organisationer, der tager sig af syge, handicappede, prostituerede, alkoholikere og narkomaner.
Men det er også lignelsens skyld, at vi ikke blot kan overlade vores næste til til organisationerne eller til staten. Vi kan ikke sige, at indsamlingsbøssen eller skattebilletten er hertil og ikke længere, og at det må være nok.

Det er ikke nok, når vi er ovenpå. Og det er slet ikke nok, når vi ligger forslået af tilfældighedernes spil, eller når vi ligger, som vi selv har redt.

Det er ikke nok for os, som i forhold til Gud aldrig kan eller bør være så stærke og velbjærgede, at vi ikke har brug for, at Jesus tager os til sig, plejer os og betaler vores skyld. I evangeliets forstand er vi ham, der trods alt ikke blev forbigået. Gud være lovet. Amen.


Beretningen fra megakirken og fra Lübeck har jeg fundet i kollegers prædikener (Anja Worsøe Reiff, Mette Holmstrøm og Pia Niebuhr) og bearbejdet noget. Tak.