Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt?

18. s.e. trinitatis 2013. Matt 22,34-46. Høstgudstjeneste
 Søndag d. 29. september kl 10.30.
729 Nu falmer skoven – 364 Al magt på jorden og i Himle – 730 Vi pløjed og vi så’de // 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord – 439,1 O du Guds Lam! – 476 Kornet, som dør i jorden – 359 Du Ånd fra kirkens første tider
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
    Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
›Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder?‹
Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
[Drikke halvt glas vand:] Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? Se, det er et moderne spørgsmål, som forholder sig til, hvordan det går med mit liv. Går det godt, eller går det skidt? Får jeg opfyldt mine forventninger, og i hvilken grad?

Og svaret er dobbelt, men beror i begge tilfælde på den rene psykologi: Dit livs glas er, som du selv ser på det, enten halvt fyldt eller halvt tomt.

Og det svar er sådan set rigtigt og gælder ethvert menneske. Undersøgelser har nemlig påvist, at lykke egentlig ikke afhænger af penge og materiel velstand. Således viser det sig, at mennesker som pludselig fx vinder den store gevinst i lotteriet, bliver rigtig glade et stykke tid, men når de har vænnet sig til den nye velstand, så synker de tilbage i den samme grad af tilfredshed med livet, som de havde i forvejen. Og omvendt de mennesker, som oplever tab af materiel velstand, de kan efter nogen tid være ligeså glade for livet som før. Og det hele tager ikke ret lang tid; efter kun tre måneder er man følelsesmæssigt tilbage, hvor man startede.

Men vi mennesker er jo ikke glas med vand i. Vi er ikke uafhængige af vores omgivelser. Livsglæden er ikke vores alene. Det er bl.a. det, som samtalen mellem den lovkyndige farisæer og Jesus handler om.

Og for at vi ikke skal misforstå samtalen helt, er det vigtig, at vi ikke misforstår, hvad en farisæer er. En farisæer er ikke en selvretfærdig person, som har misforstået det hele. Farisæeren har nemlig fat i noget meget vigtig, nemlig at man fuldt ud skal elske og respektere Gud, og også holde Guds bud. Det, som mangler, er bare den anden side af sagen, den, som Jesus tilføjer: at man skal elske sin næste som sig selv. Dvs. farisæeren har fat i den lodrette dimension, forholdet mellem en selv og Gud. Men han har glemt, at den vandrette dimension, forholdet til andre mennesker, skal med.

Om det en lille historie:
Der var engang en mand, som havde to vandkrukker, krukkerne bandt han fast for hver ende af en tyk kæp, som han tog på skulderen hver morgen, når han gik til floden efter vand. Den ene krukke var hel, men den anden havde en revne, så krukken var kun halvfuld efter turen fra floden til huset.

En dag, da manden skulle til at fylde krukkerne i floden, kunne den revnede krukke ikke klare det længere. ”Jeg skammer mig så forfærdeligt”, græd krukken. ”Jeg gør et usselt arbejde. På grund af min revne får du kun halvt så meget vand af mig, som du burde. Jeg føler mig mislykket!”

”Jeg vidste ikke, du havde det sådan”, svarede manden bekymret. ”Men gør mig en tjeneste. På hjemturen, prøv så at se ned på vejen.” Hjemme ved huset spurgte manden: ”Lagde du mærke til de smukke blomster i vejkanten?”
”Ja”, snøftede krukken.

”Lagde du mærke til, at de kun voksede i din side af vejen? Forstår du, jeg har altid kendt til din revne. Derfor plantede jeg blomster i vejkanten, som du har vandet hver dag. Hvis ikke du var, som du er, så kunne jeg ikke plukke alle de blomster hver dag, og sætte dem på bordet. Uden din evne ville både vejkanten og huset savne denne blomsterpragt.”
Se i den her historie folder meningen med livet sig ud i flere dimensioner, sådan som livet jo er flerdimensionelt:

Fx skrev en kvindelig præst i en en statusopdatering på Facebook:
”Jeg syns det gi’r mening … solen stod op og farvede himlen lyserød ... dejlige, dygtige konfirmander fra morgenstunden, så babysalmesang i kirken med dans og rytme - så er der høstgudstjeneste på plejehjemmet og de synger med på Nu falmer skoven. Jeg har billeder med på plejehjemmet af min families ferie, som jeg viser de ældre under kaffen. Min søn plager mig smilende om tjenester - og selv om der er tunge sorger at tage sig af ... så giver DETTE mening.”
Sådan skrev hun om en dag, som gav mening, fordi hun var glad og hun havde mennesker omkring sig, som hun kunne give og dele sin glæde med.

Men andre gange kan det jo også knibe med at se livets mening, når man ser sig selv sat udenfor enten af omstændighederne eller måske af sine egne fejl. Og så kan man have brug for at gå et sted hen og spørge: Hvordan er det lige jeg kommer i gang igen? Hvordan er det lige jeg kan være med og bidrage med noget?

Og Jesus svarer da de berømte ord, at du skal elske din Gud og din næste som dig selv.

Du skal elske. Hvis du ikke elsker, er du som den perfekte krukke, der hver dag blev båret fra floden og hjem. Det var ingenting, der løb over eller ud af den. Den gav blot det, som den skulle. Og det er ikke kærlighed. Det er ikke at elske.

At elske ER netop at få noget til at gro. Det ved alle, der har fået et lille barn. Det er ikke altid nok, at gøre det, som står i bogen om børneopdragelse. Men man skal også ofte bruge al sin tid, al sin omtanke og alle sine kræfter. Og man skal såmænd også bekymre sig en hel det.

Og sådan er det også for dem, som har stueplanter i vinduet. Det er gammel visdom, at planter ikke blot lever af lys og vand. De lever af omsorg. (Ja, og har man mest katte i vinduerne, så er det de samme; de har også brug for lidt omsorg).

Og landmanden, som har høstet snart alle afgrøder, kan ikke bare så og høste efter et skema. Skal udbyttet blive godt, må han selv være med i det. Så skal han røre ved jorden og mærke rigtig efter. Så må han tænke på afgrøder og dyrehold og være over driften. Kun på den måde kan han fremelske et godt udbytte. Kun sådan vokser livet. Du skal elske. Du skal elske din Gud og din næste som dig selv.

Livet er ikke et glas halvt fyldt eller halvt tomt. Skal vi forstå dette med at elske din Gud og din næste som dig selv, kan vi gå tilbage til billedet af manden, der bar krukkerne. Manden er Gud. Og krukken? Ja, det er dig?

Når dit liv bliver tomt, er du ikke den tomme krukke, men derimod den perfekte. Den krukke, som ikke giver noget fra sig, men som i fornærmethed eller afstumpethed holder sit indhold for sig selv. Når du elsker din næste, så vander du omkring dig, så får du andet og andre til at gro. Så er du inde og røre ved livets mening.

Du skal elske din Gud, og din næste som dig selv. Og at elske Gud, er at stole på ham. Stole på, at han bærer dig og mig, som manden bærer sine krukker, hver eneste dag. Bærer dig og giver dig nye muligheder. Bærer over med dine fejl og fortæller dig, at du aldrig, hvor end du så er i dit liv eller i verden, skal tro, at du er alene. Eller at livet ikke kan blomstre langs din vej. Amen.