Broager, søndag d. 4. oktober kl. 10.30
29 spænd over os dit himmelsejl - 448 Fyldt af glæde over livets under - 392 Himlene, Herre // 609 Dybt fornedres skal enhver - 439,1 - 729 v. 5-6 - 385 Op, alle folk på denne jord
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Det er ikke let, sådan hedder et langt digt af Dan Turèll*. I det digt fortæller han om, at man kan forestille sig, at man er en anden og sætte sig ind i denne andens situation, når man har ondt af sig selv, og verden går en for meget imod. Det er ikke let at være enlig mor, forestiller Dan Turèll sig så, og derfra kommer han vidt omkring og nævner et utal af problemer, som gør livet svært for mennesker. Bl.a. siger han undervejs, at det heller ikke er let for postbudene at bringe de dårlige nyheder ud til folk.
Engang var Jesus inviteret til middag hos en af farisæernes ledere. Det var sabbat, og alle gæsterne holdt øje med ham. Pludselig kom der en mand der led af vand i kroppen, hen til ham. Jesus vendte sig mod de skriftkloge og farisæerne og spurgte: »Er det tilladt at helbrede nogen på en sabbat, eller er det ikke?« Ingen sagde noget. Så rørte Jesus ved manden og helbredte ham. Da han var gået, sagde Jesus til de andre: »Hvis en af jer havde en søn eller en okse der faldt i brønden, ville I så ikke trække dem op igen med det samme selv om det var sabbat?« Det kunne de ikke svare på.
Jesus lagde mærke til at gæsterne forsøgte at få de bedste pladser ved bordet, og kommenterede det for dem. »Når du bliver inviteret til bryllup hos nogen, skal du ikke sætte dig på den bedste plads,« sagde han. »Måske er der en af de andre gæster der er finere end dig, og så risikerer du at værten kommer hen og siger at du skal flytte dig. Det bliver pinligt for dig, og så skal du tage til takke med en dårlig plads. Sæt dig i stedet på en af de dårlige pladser når du er gæst. Så kan værten komme hen og sige til dig: ›Kære ven, du skal sidde heroppe i nærheden af mig.‹ Det vil give dig respekt hos de andre gæster. Den der fremhæver sig selv, bliver nedværdiget, mens den der er beskeden, bliver fremhævet af andre.« (D.N.O.)
Det er heller ikke let at være præst. Det kunne en kollega fortælle om i Kristeligt Dagblad i går, og hun fortalte så om den selvbiografi, som hun i en alder af 45 år netop har udgivet. Her fortæller hun om sine skilsmisser og livet som enlig mor. ”Det er, når jeg giver lidt af mig selv, at folk spidser ører”, siger hun.
Det ikke let at være præst, når man – skønt uperfekt nok – ikke har den slags problemer at byde på og ikke synes, at ens privatliv er interessant nok at skrive bøger om.
Det er ikke let at være præst, for der stilles store krav til en præst. Det kunne man fx læse i et stillingsopslag for nogle år siden. Her hed det:
”Vi forventer: at du skal kunne give os et åndeligt ’spark’ i din prædiken, men uden at vi skal ’krybe’ fra kirken (vi tåler ikke for meget)… Du skal – kort sagt – gå i folk med træsko på”.Det stillingsopslag var der rigtig mange præster, som syntes var helt forkert, for de ønskede ikke at være træsko-præster, og de opfattede kravet til prædikenen som en helt utidig indblanden i deres arbejde.
Men det er nu heller ikke let at være menighed. Den menighed, som lavede dette stillingsopslag, mente jo noget med det, som de skrev. De ville godt blive sat på plads, blive påvirket, blive flyttet. Men de ville ikke skammes ud. De ville ikke piskes som hunde og gå fra kirke med halen mellem benene. De ville rent ud sagt behandles ordentlig.
Og det er ikke let i kirken. Her forkynder man jo, at alle mennesker er syndere. Her går det ikke kun at sige: ”Du er god nok”, for først skal der sættes nogle ting på plads. Og det er, at kun Gud er god nok. Og kun fordi Gud er så god, at han tilgiver os vores synder og vores fejl, kan man sige: ”Du er god nok – alligevel!”
Det er ikke let med dagens evangelietekst om de første pladser ved bordet. Det er i hvert fald ikke let, hvis man tror, at Jesus skammer dem ud, som sætter sig på de øverste pladser og roser dem, som sætter sig på de nederste. Det er ikke let, hvis man tror, at det hele kun drejer sig om takt og tone. Det gør det nemlig ikke, og jeg regner i øvrigt med, at I har nogenlunde lige så god forstand på takt og tone som jeg.
Nej, det drejer sig om Jesus’ finfølelse. Jesus går nemlig ikke direkte i rette med gæsterne, som udser sig og udvælger de bedste pladser. I stedet for fortæller han dem en lignelse, der skal få dem til selv at indse hans pointe. Det er nemlig ikke let for os mennesker at bøje nakken, vi tåler det ikke. Men vi vil gerne lade os lede i den rigtige retning, når vi selv har erkendt, at vi var på det forkerte spor.
Og om det med erkendelse vil jeg nu give lidt af mig selv, et par stumper af min selvbiografi, som kun bliver udgivet i små, uskyldige bidder fra denne prædikestol.
Den første situation foregik, da jeg var en dreng på ca. 12 år. Familien var på besøg hos onkel Jens i Varde – ikke min onkel, men min mors. Mens de voksne snakkede sammen, var vi børn udenfor at lege. Der var meget at se på hos onkel Jens. Han var nemlig gartner og havde et stort gartneri både udendørs og indenfor i drivhuse. På et tidspunkt kom vi børn ind i huset og fik boller og saftevand, vil jeg tro, men det husker jeg ikke helt nøjagtigt. Derimod husker jeg tydelig en samtale, som jeg havde med onkel Jens.
Han fortalte om skolebørn, der smed med papir og affald, hvilket var dårlig gjort, for så var der jo ikke rent og pænt. Det var jeg helt enig med ham i, for jeg var jo en pæn og velopdragen dreng. Og så fortsatte onkel Jens med at fortælle, at han havde set en skoledreng, der ikke havde smidt med slikpapir, men havde stukket det ind i en hæk, hvor han troede, at ingen lagde mærke til det. Men det var heller ikke godt, for slikpapiret forsvandt ikke af sig selv, og den gartner eller husejer, som senere skulle klippe hæk, ville jo finde papiret og skulle så rydde op efter drengen. ”Ja, det var jo ikke så godt”, sagde jeg til onkel Jens. Men indeni var jeg lidt flov, for selv om jeg ikke smed med papir, så havde jeg jo også gjort som den dreng og troet, at gemt var glemt.
Jeg skammede mig indeni, men jeg var ikke blevet skammet ud, og det spor, som onkel Jens satte dengang, husker jeg tydelig og mindes med glæde.
De havde ærligt talt fortjent en regulær skideballe, men lige pludselig fór der en engel i mig, min vrede forsvandt, og jeg sagde til dem: ”Hej, jeg kan godt se, at I leger godt der på jernbanesporene. Og I er også store nok til at passe på og høre toget komme. Men hvis I leger der, så kan der komme nogle små børn og se jer. Og så tror de, at man godt må lege der. Og så kan der ske det, at de bliver kørt ned af toget. Og det vil på en måde være jeres skyld. Derfor duer det ikke, at I leger der”. ”Nå, ja”, sagde drengene. Det kunne de godt indse. Og så gik de et andet sted hen at lege.
Og jeg er helt sikker på, at de drenge fik mere ud af ufortjent venlighed end af velfortjent vrede.
Det er ikke let at være menneske. Vi mennesker kan i glimt række hinanden noget godt, men ofte glemmer vi at være venlige, ofte fejler vi, ofte gør vi noget forkert. Og ingen af os fortjener de øverste og bedste pladser til festen for de perfekte. Ja, der findes overhovedet ikke nogen fest for de perfekte, for det ville være en meget lille fest, en fest helt uden gæster.
Derimod findes der en fest for alle os uperfekte. Vi, som bliver vrede og sure en gang i mellem. Vi, som roder med tingene og roder med vores liv. Vi som nogle gange følger forkerte spor og ikke altid lytter faresignalerne. Vi, som alt for gerne giver gode råd, men nødig tager imod selv. Der findes en fest for os, som ikke er gode nok, men er gode nok – alligevel.
Det er Guds fest, og på vej til den fest skal vi ”leve vores liv sådan, som man skal, når man er udvalgt af Gud. Vi skal være beskedne, venlige og tålmodige. Vi skal elske hinanden og bære over med hinanden og sørge for at leve fredeligt sammen i det fællesskab, vi har på grund af Helligånden. Vi udgør én krop og én ånd, og da vi blev udvalgt, fik vi ét håb, én Herre, én tro, én dåb og én Gud, der er far til alle. Han står over alle, udfolder sig gennem alle og bor i alle.”** Amen.
* Det er ikke let: Egentlig: For meget, mand
** Fra epistelen. I ændret til vi:
Nu opfordrer jeg jer – mens jeg sidder i fængsel fordi jeg arbejder for Kristus – til at leve jeres liv sådan som man skal når man er udvalgt af Gud. I skal være beskedne, venlige og tålmodige. I skal elske hinanden og bære over med hinanden og sørge for at leve fredeligt sammen i det fællesskab I har på grund af Helligånden. I udgør én krop og én ånd, og da I blev udvalgt, fik I ét håb, én Herre, én tro, én dåb og én Gud, der er far til alle. Han står over alle, udfolder sig gennem alle og bor i alle. (Ef 4,1-6 D.N.O.)
